,

I alkoholbehandling

Jeg lover: Sidste post om alkohol 🙂

Jeg vil i denne post prøve at beskrive dagene, som de foregik på Svanegården. Det kan være lidt overlap mellem de to foregående poster, men det må I tage med i købet.

Svanegården ligger naturskønt og temmelig afsides på Tovesvej 30 F i Korsør. Nærmeste nabo er Korsørhallen og en 18-hullers golfbane, hvor vi gik mange ture – endda uden at få en golfkugle i nakken. Der er plads til 18 patienter – alle på enkeltværelse med eget toilet og bad.

Det første der sker er, at man henvender sig i vagtstuen, hos en af de meget søde sygevagter, der laver en form for journal med fx oplysninger om pårørendes kontaktoplysninger, hidtidige somatiske og psykiske sygdomme mv. Herefter bliver ens bagage gennemgået for at se, om der evt. er alkohol i den. Lige så stille forsvinder mobiltelefonen, aviserne, kryds og tværsbladene o.lign. Man isoleres med sine egne tanker i fem uger, bortset fra snakken med medpatienterne og behandlerne. Det er temmelig ulogisk, for man må gerne have PC og iPad med sig og tilslutte dem til netværket, og så gør det jo ikke noget, at de snuppede aviserne., dem læser man da bare på nettet.

Hentet fra Tjeles hjemmeside: “Vi forsøger at gøre hverdagen så rolig og forudsigelig som muligt i behandling af afhængighed, så du får ro til koncentration og fordybelse omkring dit alkoholproblem eller dit blandingsmisbrug.  Enhver, der er i behandling af afhængighed, forventes at passe de skemalagte møder eller aftalte samtaler i løbet af dagen. Selvom der skal være tid til eftertænksomhed og fordybelse er fællesskabet også vigtig i vores behandling af alkoholproblemer. Der er også små varierende pligter i huset, ligesom man selv er ansvarlig for at holde sit eget værelse.”

Afhængig af hvilken tilstand man ankommer i, tilbydes man et ordentligt skud Risolid, der tager abstinenserne og danner værn mod abstinenskramper. Det er et Benzodiazepin, så der er grund til at være varsom, da man ellers bare opbygger en ny afhængighed, som kan være lige så slem, som den man ankom med. Den sidste gang jeg var der, tror jeg, de kom til at give mig for stor en dosis Risolid, for jeg var nærmest skæv i 14 dage.

Efter en god nats søvn – man sover særdeles glimrende på Risolid – er man klar til at tage hul på hverdagen.

Morgenmad og frokost sørger vi selv for. Den varme mad blev tidligere leveret udefra, men nu har de ansat en rigtig dygtig kok til at lave dette måltid. Henrik laver god mad!

Der er nogen, der har været tidligt oppe for at morgenmaden kan stå klar kl. 8:00. Maden er fin og velsmagende, og der er friske æg hver morgen. Til alle måltider serveres der masser af B1-vitaminer, da stort set alle indlagte er i underskud af dette vitamin, hovedsagelig fordi de ikke får sund og varieret kost og og fordi alkohol hindrer optagelsen af B-vitamin.

Dagens første programpunkt er morgenmødet kl. 08:45. Det foregår i salen, der domineres af en talerstol og så er der tre stolerækker, så der er vel plads til 28-30 mennesker. Den der går først på talerstolen præsenterer sig med det velkendte “Jeg hedder…. og jeg er alkoholiker”, herefter læses der op af udvalgte tekster fra AA’s bibel “Store bog”. Der er en A4-side for hver dato i måneden, og siderne er laminerede, så de kan holde længe. Efter oplæsningen skal ham på talerstolen forholde sig til dagens tekst, og da det er nogle kryptiske tekster skrevet i 30’ernes amerikanske bibelbælte, er det ret vanskeligt. Hvad tænkte Bill W. og Dr. Bob for 80 år siden… øh det kan jeg ikke lige finde ud af. Når første mand M/K er kommet igennem det, går alle efter tur på talerstolen. Man præsenterer sig endnu engang med “Jeg hedder…. og jeg er alkoholiker”, det siger man konstant, og det er jo fint, hvis man et øjeblik skulle have glemt, hvorfor man er der  🙂

Den første gang, jeg gik på talerstolen, stod jeg bare og græd og kunne ikke sige noget. Jeg syntes, det var den totale fornedrelse, og kunne ingen udvej se. Jeg var ikke i tvivl om, at jeg var alkoholiker, men jeg kunne ikke få de der ord over mine læber. På en eller anden måde kom jeg dog igennem det.

Seancen afsluttes med, at man står i rundkreds med hinanden i hænderne og beder Sindsrobønnen. Det religiøse islæt….

Efter dette er det tid til at ryge. Stort set alle misbrugere ryger, så der er altid nogen at tale med ude i gården. Jeg har mødt meget dejlige, spændende og søde mennesker på Svanegården, og det er måske med dem, jeg har haft de største grineflip – en god indikator på, at man godt kan more sig uden alkohol. Det var kun den første gang ,jeg tænkte, at de andre var større/værre alkoholikere end mig.

Kl. 10:00 ringer klokken ind til foredrag:

Foredragene har høj kvalitet eller måske rettere de havde høj kvalitet mens Claus Lyngbye stadig levede, og inden det hele blev så AA-fikseret. Foredragene holdes enten af en behandler eller af den tilknyttede læge. Jeg har lært ufatteligt meget om alkohol, alkoholrelaterede sygdomme, pårørendes symptomer osv. – men det er jo klart, når jeg gik klassen om tre gange 🙂 og noget af det jeg lærte, kan jeg faktisk huske endnu. Et af de foredrag, der gjorde størst indtryk på mig, var det om delirium tremens, der også kaldes “drankergalskab“, hvor alkoholikeren ser lyserøde elefanter, orme der kommer ud af maven eller lignende. Det er en meget alvorlig tilstand. Der var også foredraget om alkoholikeren, der lå i hospitalssengen og kastede blod op, så det ramte væggen på den anden side af sengen. Desværre kan jeg ikke huske, hvilket organ, der var stået af forinden, for det gør de. Alkohol er et organisk opløsningsmiddel, og det opløser både alkoholikeren selv, parforholdet, tilknytningen til arbejdsmarkedet mv.

Der var også foredrag om Antabus, og de var meget kritiske. Jeg har fundet et eksempel på kritisk holdning på “Møllens” hjemmeside her. Stoffet kaldes også Disulfiram, Det aktive stof hedder Acetaldehyd, og det er det, der medfører meget ubehagelige symptomer, hvis man alligevel drikker. I sidste ende kan man dø af at drikke på Antabus. Min egen holdning til Antabus er – selvfølgelig – meget positiv. Hver mandag og torsdag skyller jeg dem ned, de smager afskyeligt, og tænker at “Nu er jeg sikret en uge mere”.  Jeg tror, jeg er på den sikre side nu, men jeg har ikke lyst til at teste det, så jeg tager dem trofast.

Efter foredraget er der øreakkupunktur med NADA. Det står for “National Acupunkture Detoxfication association”, og går ud på, at der sættes op til 12 nåle i hvert øre, så nålene rammer nogle pressurpunkter, som vi også kender det fra zoneterapi. Der er ikke grænser for, hvad det kan anvendes til, se listen her. Uanset hvor meget jeg lagde mig og slappede af, mens jeg lignede et pindsvin, havde det ingen effekt, sikkert fordi jeg syntes, det var lidt for meget hokus pokus. Der var flere, der syntes det hjalp, og det er jo kun godt.

Kl. 12:00 er der frokost – dejlig mad, veltilberedt, flere B-vitaminer. Man har typisk ikke fået så meget mad derhjemme i en længere periode, så det betyder noget, at det der serveres er lækkert, hvis appetitten ikke er så stor.

Kl. 13:30 er der “Gruppe” altså gruppeterapi. Det holdes i salen, og de indledende ord er de sædvanlige “Hej jeg hedder osv. Jeg kan faktisk ikke rigtig huske, hvad disse sessioner gik ud på, bortset fra dem der bestod af aflæggelse af trin 1.

1. trin lyder: “Vi indrømmede, at vi var magtesløse over for alkohol, og at vi ikke kunne klare vort eget liv.” Det er det eneste af de 12 trin, jeg kan identificere mig med lidt af nemlig magtesløsheden, resten kan je ikke bruge til noget, for jeg kan altså sagtens klare mit eget liv. Den der er “på” i gruppen fremlægger sine forberedte svar på en række spørgsmål, der uddyber trinnet. Det kan fx være om han har foretaget sig noget under indflydelse af alkohol, som han nu er flov over. Der er vel ca. 30-40 understøttende spørgsmål, og man har haft et par dage til at filosofere og skrive sine svar ned.  Gruppens øvrige deltagere kan stille afklarende spørgsmål til sidst.

Til sidst kommenterer alle gruppens medlemmer det aflagte trin. Jeg kan stadig høre mig selv sige: “Tak for et godt og meget ærligt 1. trin”, og det var det samme, alle sagde gang på gang. Hvem vil dog nedsable et andet menneske, der garanteret har gjort sig al mulig umage med at  besvare alle de spørgsmål? Man kan jo ikke ligefrem dumpe i trin 1, men selv om man ind imellem kunne høre, at forarbejdet ikke var særlig solidt, var der ingen, der ikke syntes, at det var godt og ærligt. Hvad er den feed back så værd?

Gruppen slutter kl. 15:00 og så har man faktisk resten af dagtimerne fri, med mindre man står for aftensmaden. Selv meldte jeg mig altid til opvasken, for det var dejlig nemt og overskueligt, og der var ikke kamp om pladsen. Der er mange frie timer, men det siges, at 80 pct. af behandlingen laver patienterne selv gennem deres snakke. Om det bare er en undskyldning for ikke at belaste personalet for meget, ved jeg ikke, men jeg synes, der er for meget fritid.

Alle tildeles deres egen personlige behandler. De første to gange havde jeg Claus Lyngbye, og ham var jeg glad for at have,  og vi talte sammen ca. hver anden dag, men han døde desværre. Tredje gang havde jeg Tommy, og ham var jeg ikke tilfreds med. Det lykkedes kun at få tre sessioner på fem uger, og det er simpelthen ikke godt nok! Han talte meget om tilbagefald og om Gorskis metode, men det gik ikke rigtig op for mig, hvad indholdet i metoden og konklusionen var. Det havde ellers været uhyre relevant.

Man aflægger trin 2, 3 og 4 for  sin behandler, og forinden har man siddet på sit lønkammer og besvaret uddybende spørgsmål til hvert trin. Trin 4 er lidt af en sejtrækker, for det er det om den grundige og uforfærdede selvransagelse. Heldigvis slap jeg for disse trin  sidste gang, for det havde jo alligevel ikke haft effekt, og jeg kunne svarene udenad. Idéen var så, at jeg skulle have haft nogle andre opgaver, men de kom aldrig.

Aftensmad kl. 18:00 og endnu et læs B-vitaminer.

Dagens program forsætter kl. 19:30, og indholdet varierer. Som tidligere skrevet er der hver tirsdag aften tur til AA-møde i Sorø eller Slagelse. Formålet er at introducere det “at gå til møde”. Med årene er det blevet obligatorisk, for Svanegården er med Tjeles overtagelse blevet meget mere rigid omkring 12-trins programmet.

Andre aftener er der livshistorier, hvor en fra gruppen – typisk en, der lige har aflagt trin 1 – fortæller hele sin livshistorie, intet nævn, intet glemt. Både før og efter Svanegården har jeg altid godt kunnet lide livshistorier; det er fascinerende at høre om andres liv, hvor godt eller skidt det nu en gang har været. På Svanegården har jeg hørt de mest hårrejsende historier, og har tit tænkt, at der ikke var noget at sige til, at han/hun begyndte at drikke. Efter livshistorien giver gruppen feed back, og det har jeg altid opfattet som at fyre pæne floskler af. Ingen vil nogensinde sige noget grimt til et andet menneske, der lige har krænget sin sjæl ud, og forud for dette brugt mange timer sammen med de vejledende 100 spørgsmål.

Nogle aftner er der oplæsning fra AA’s bibel “Store bog”. Fra side 365 og resten af bogen ud fortælles der livshistorier, der altid ender med, at folk er blevet frelst af AA og de 12 trin, men forinden har de gået så grueligt meget igennem. Historierne er skrevet i 30’erne, og jeg undrer mig over, at AA ikke har fundet frem til nogle nyere, så man lettere kan forholde sig til dem. Der er alkoholikere nok at tage af.

Lørdagen er også fuldt besat. Efter morgenseancen skal der gøres rent i hele huset. Det lyder uoverskueligt, men når 18 mennesker tager fat, kan det klares på et par timer. Der ligger en plan for, hvad der skal gøres, hvilken sæbe der skal bruges til hvad osv., og hovmesteren uddeleger opgaverne tilpasset efter den enkeltes psykiske og fysiske habitus. Det fungerer fint. Hovmestertjansen går på på skift med en uge ad gangen. Opgaven er at sørge for at notere, hvad der skal købes ind, ringe med klokken til alle samlinger, og som nævnt at styre rengøringen. Alle retter sig uden videre efter hovmesteren, og sådan skal det også være, hvis stedet skal fungere.

Efter rengøringen er det tid til at gruppen læser op af “At leve ædru”, der er en lille bog, med gode råd til i sær den første tid. Der er konkrete handleanvisninger til alle mulige situationer, fx hvad gør jeg, når jeg skal til fest, og skal sige nej tak til alkohol? Af al AA’s litteratur er denne bog den eneste, jeg har fundet nyttig. Det er nødvendigt, at forberede sig til tiden “derude”, hvor alle fristelserne venter. Jeg fik åbenbart ikke forberedt mig ordentligt 🙂

Lørdag eftermiddag kl. 13:00 er der “Speak”, hvor en erfaren AA’er udefra kommer og fortæller om tiden før og efter AA eller måske retter det meget brugte ord “fællesskabet”. Først gik han så gruelig meget igennem, så fik han kontakt med AA og blev via 12-trinsarbejdet frelst, og er nu sponsor for flere sponsees, og går til møde flere gange om ugen; endvidere missionerer han i overensstemmelse med 12. trin. Disse speaks er en vigtig del af hjernevasken, og det har krympet sig i mig, hver gang jeg har hørt et. En speaker får ikke penge for det og skal også selv afholde transportudgifterne.  Et af de utallige slogans lyder “For at beholde det, må vi give det videre”, så en del af det at bevare ædrueligheden er altså at missionere. Temmelig sekterisk og en del af det at AA overtager hele ens adfærd og tankevirksomhed!

Efter fem uger er det slut, og det er på tide at rejse hjem.

De fleste køber den lille bog “Til daglig eftertanke”, der leverer en lille tekst til hver kalenderdag året rundt hentet fra “Store bog”. Jeg købte selvfølgelig også en, selv om nogle af teksterne er det rene hokus pokus. Idéen er så, at hvert gruppemedlem i bogen skiver sit navn og telefonnummer ud for den dato vedkommende har fødselsdag. Når man så når til den dag, kan/skal man ringe op og ønske tillykke og høre, hvordan det går. Inden afrejsen skal bogen have været rundt til alle gruppens medlemmer. Jeg har nu aldrig oplevet, at nogen har ringet på min fødselsdag, og jeg aldrig åbnet min egen bog. Nogen mediterer hver morgen, mens de læser dagens tekst og finder derved styrke til at gå dagen  i møde. Hvis teksten har været kryptisk, er der altid nogen, der bringer den op på et dagens AA-møde, og så bliver den fortolket.

Man får den sidste dag en mønt, hvor der på den ens side er præget Sindsrobønnen og på den anden side er præget et af AA’s slogans “En dag ad gangen”. Filosofien er: Man skal ikke sige, at man vil holde sig ædru resten af livet, for ingen ved, hvad der kan ske, men man kan love sig selv hver morgen, at i dag vil man ikke drikke. Det er et af de få slogans, der giver mening for mig, og jeg har beholdt den mønt, mens jeg har smidt alle de andre ud. Kritikere af det med en dag ad gangen siger, at den tanke gør det umuligt at leve et ordentligt og normalt liv, for som regel er man nødt til at planlægge længere frem, fx planlægger man måske en ferie om fem måneder, eller at man vil tale med chefen på fredag. Hvis man kun anvender sætningen i relation til ædrueligheden giver den mening. Det er bare AA, der vil styre hele ens liv og tankevirksomhed, og at alt skal testes op mod AA’s principper. Mønten udleveres efter at den har gået kredsen rundt, og alle har varmet den i den knyttede hånd. Idéen er, at alle lægger styrke og kærlighed i den. Tanken er sød, men det er igen lidt hokus pokus.

Når alle ritualer (igen det kultiske islæt) er gennemført, hejses flaget og man går ned ad den lange havegang, mens alle danner espalier med dannebrog. De gange jeg har forladt Svanegården har det været forbundet med bekymring at skulle ud af den kokon, hvor alt er trygt og forudsigeligt, og hvor man ikke skal modstå drikketrang og hverdagens fristelser – og jeg har jo også haft noget at have mine bekymringer i.

Alle gode gang tre: det virkede ikke i mere end 14 dage, for jeg overgav mig aldrig for alvor til sekten. De har lænset mig for penge, og forsøgt at hjernevaske mig. Det lykkedes dem ikke. Et AA-slogan lyder “Alle bygger luftkasteller kun alkoholikeren flytter ind i det”. Jeg ser det omvendt: AA og de 12 trin er et stort luftkastel!

17 replies
  1. Stegemüller
    Stegemüller says:

    @ Rasmine

    Jo jeg har vidst nok hørt om folk, der udskrev sig selv, men jeg tror nok, det er noget, der sker meget sjældent. Hvis man først har besluttet sig for at tage i behandling, er man meget motiveret, og ser derfor igennem fingre med formen. Der er i øvrigt endnu et AA-slogan, der lyder: “Tag det du kan bruge, og smid resten over skulderen”

    Hvis fx en kommune eller en sundhedsforsikring betaler kuren, må der næsten være nogle sanktioner, måske at man skal betale beløbet tilbage eller lignende, men jeg ved det som sagt ikke.

    Svar
  2. Donald
    Donald says:

    Det var godt nok meget ved de møder, der handlede om alkohol, og selv om det lyder som en meget naturlig emnering ved en alkoholisk hjernevask, så tror jeg at programmet er selvmodsigende: Hvis man hele tiden snakker om alkohol, så må man da blive lidt tørstig.
    Jeg lærer nok aldrig at forstå alkoholisme, jeg har ikke oplevet alhoholisk fuld”forløsning”, eller “klikket”, som Tennesee Williams kalder det i skuespillet “Kat På Et Varmt Bliktag”.

    Hvis jeg skulle lave et seminar for alkoholikere, ville jeg nok komme galt afsted med min holdning: Jamen hvis I vil drikke jer ihjel, så gør det dog i en fart.

    Sagen er jo, at det vil en alkoholiker ikke (altså slå sig ihjel) så man må vel finde ud af, hvad det er, der tynger. Jeg har oplevet både sorger, falske anklager og selv gjort pinlige ting, og jeg tror jeg ville have godt af at snakke om dem, men ikke uden at have et mål forude, altså noget i retning af at “jeg vil gerne lave musik sammen med hyggelige mennesker og spise god mad” – det er sådan set mål nok. For at den slags mål kan nåes, skal man jo lige have et (fælles)hus med køkken, penge, gode venner og helst også tid … 🙂

    Svar
    • Stegemüller
      Stegemüller says:

      @ Donald

      Jeg er ikke helt enig med dig. Jeg fik ikke trang til alkohol af at tale om det, det var derimod godt at lære om sygdommen og dens skadelige virkninger, fx om hvad der er, der rent kemisk sker, når man drikker. Det har haft stor effekt hos mig, og afspejles af, at det har prentet sig så meget i min hjerne, at jeg stadig kan huske rigtig meget af det.

      Der er også folk, der har sagt til mig, at hvis ville drikke mig ihjel, kunne jeg da bare gøre det. Dertil er der kun at sige, at så aner de ikke hvilken kraftfuld fjende, man er oppe imod. Det er ikke lige det, man har behov for, for det er lige så selvdestruktivt som at drikke.

      Jeg forstår ikke rigtig dit sidste afsnit. Kan du formulere det med andre ord?

      Svar
      • Donald
        Donald says:

        Tak for svar Stegemüller! Jeg er godt klar over at det er nyttigt at lære om sygdommen og dens skadelige virkninger. Måske er jeg anderledes skruet sammen, for jeg husker den lærdom fra skoletidens biologi-undervisning (kort fortalt, mavesår og skrumpelever) fra værtshusene på Vesterbro (mennesker, som ikke kunne gå lige og opførte sig underligt) historierne om fædre, som svigter kone og børn og drikker (uge-)lønnen op torsdag aften og i bedste fald kommer hjem med 10-20 kroner til konen og børnene, kvinder på Vesterbro, som vaskede trapper og syede for folk for at forsørge deres børn, jeg lærte de sociale aspekter på den måde, og ved at genkende det i romaner, dramer og film (endog “cowboyfilm” havde håbløse alkoholikere i persongalleriet) – og i artikler om store kunstneres liv.

        Min bemærkning om at hvis man vil drikke sig ihjel, så gør det i en fart (der er IKKE noget “bare” i min formulering!) den går ud på at man skal finde sin vilje, man vil jo have lykken og ikke døden – derfor må man arbejde på at finde lykken, finde sin barndoms drømme, og justere dem, måske, justere dem ud fra en filosoferen over hvad der er muligt ud fra den situation, jeg er i nu. Ex.: Jeg er 68, jeg skal ikke forsøge at blive fodboldstjerne, men at lege lidt med en bold om sommeren er også godt. Og at hjælpe til i den lokale idrætsforening kan også give en tilfredsstillelse.

        Ja, jeg kan godt prøve at formulere sidste afsnit med andre ord.

        Sidste afsnit går på at de fleste mennesker har oplevet nederlag, tab, falske anklager – og somme tider vold. Alkohol kan dulme, men det kan også gøre det værre, det kurerer jo ikke noget. Jeg mener at man skal arbejde på at finde en kur. Hvis man hele tiden siger “nej, det er ikke mig” til forslag om, hvad man skal gøre, så kan det måske hjælpe at man bliver gjort opmærksom på at man siger nej til alting – eller bedre, at søge ind til sine drømme.

        Somme tider skal man finde tilbage til barndommens drømme og så justere dem, finde dele af den drøm, som man kan realisere.

        Men da jeg ikke kender til den følelse, den sygdom, som gør at alkohol virker så tiltalende, at man ikke siger nej tak, så er jeg ikke den, der kan stå bi med afhjælpning af alkoholisme. Det er det, der ligger i bemærkningen om at jeg ikke kender “klikket” som Tennesee Williams levendegør i det fantastisk ubehagelige drama “Kat På Et Varmt Bliktag”.

        Der er så meget mere, jeg kunne sige om det; en ting, der springer ind i mine tanker nu, er en kæreste, som jeg egentlig havde det meget godt med, som anklagende sagde at jeg aldrig græd. Det var jo fordi jeg egentlig havde det meget godt med hende, vores forhold fik mig til at føle mig som et godt menneske med en rar fremtid (det viste sig så at være en illusion, men jeg husker stadig de gode dage).

        Det er svært at skrive (og gennemlæse, rette, forbedre) en længere redegørelse i et lille vindue på en weblog – hvis der er noget af dette, du gerne vil høre mere om, så kan vi gøre det pr. mail.

        Svar
        • Stegemüller
          Stegemüller says:

          @ Donald

          Lærdom og viden: Det er godt, at du kan huske det, du lærte i skolen om alkohol. Jeg stiller mig dog tvivlende overfor, om du lærte lige så meget, som man gør på en Minnsesotakur, for der altså mere i det end lige mavesår og skrumpelever. Jeg kan næsten ikke forestille mig, at man lærte børn om neurotransmittere, hypotalamus, frontallapper eller det limbiske system, den addiktive personlighed osv.

          At genkende alkoholikeren: Det du fortæller om tiden på Vesterbro er jo hårrejsende, men også stereotypt, for de alkoholikere er dem, der er lette at få øje på, lige som mange af os let genkender “manden på bænken”. Det helt store problem er os, der har “taget bænken med hjem i stuen” (et AA-slogan); vi er svære at genkende, og har dermed svært ved at få hjælp. Jeg var selv en af dem, der tog bænken med hjem i stuen, og drak når ingen så det (ret nemt når man er single 🙂 )

          At finde lykken: Jeg tror, det er meget få, der ikke gerne vil finde lykken, eller måske bare vil finde et mindre rædsomt liv. Mens man er i behandling kommer drømmene om det gode liv måske frem, men de kan være ødelagt efter bare 14 dage “derude”

          Jeg kender desværre ikke “Kat På Et Varmt Bliktag”, men jeg vil da holde øje med den, hvis den engang kommer på TV, eller måske kan den streames? Det skal jeg lige have undersøgt.

          Det er først på de senere stadier at signalerne om at skulle drikke, kommer fra hjernen. Man er 6-7 år om at opbygge en afhængighed, så de første år, kan man sagtens nyde alkohol på fornuftig vis lige som alle andre mennesker. Nydelses- og rusmidler som fx chokolade, alkohol og kokain frigver stoffet dopamin i hjernen. Kokain, farverige cocktails, sex og chokolade er midler, som moderne mennesker bruger i jagten på nydelse. Virkemidlerne er umiddelbart forskellige, men resultatet er i store træk det samme – stimulering af belønningscenteret. Der er en god artikel her om det, den drejer sig god nok mere om kokain, men mekanismerne er naturligvis de samme. Alkoholisme er dermed en kemisk afhængighed.

          Svar
          • Donald
            Donald says:

            Det siger sig selv at man som barn i en tryg opvækst ikke lærer om de mekanismer, som fører til forfald og afhængighed; det er måske derfor jeg ikke forstår dem.

            Når man synes at Minnesota kur er pseudo og indeni bliver vred og afvisende, så tror jeg godt man kunne finde på at åbne en flaske vin i trods 14 dage efter. Det forstår jeg godt. Og jeg forstår også, at den eneste grund til at man bliver er, at man har betalt for den – det er “noget værd” har man besluttet på et tidspunkt.

            Men det er selve udtrykket “en kemisk afhængighed”, som jeg ikke forstår – men jeg har jo heller ikke set mennesker med abstinenser. Jeg har haft en person med hukommelsestab og noget, som jeg ville kalde personlighedsskift inde på livet.

          • Stegemüller
            Stegemüller says:

            @ Donald

            Den kemiske afhængighed er velbeskrevet, og jeg har fundet dette link til. Fontana er ganske vist også på en eller anden måde syltet ind i AA og Minnesotamodellen, men det er det bedste jeg lige kunne finde.

          • Donald
            Donald says:

            Tak for kommentarsvar! 🙂 Jeg har lige hørt Radio24syv Lisbeth Zornig interviewe (eller bare tale roligt) med Niels Roos, som beskrev både mental og fysisk afhængighed. Det er en helt anden type alkoholisme, han beskriver, tror jeg. Det skal ikke sammenlignes med andre forløb; men han fik da forklaret, hvordan han syntes at det var “morsomt” at være på tværs, og at han syntes det var “morsomt” at tage stoffer og drikke til at blive alkoholiker, og hvordan han blev reddet med en måneds indlæggelse på Hvidovre Hospital. Det var meget levende fortalt, så måske jeg forstår lidt mere nu. Her er hvad Lisbeth Zornig skriver på Radio24syvs webside om udsendelsen (som kan downloades):

            Niels Roos har taget afsked med en del af sig selv. Og det er rapperen Niarn, der i mange år levede et hårdt liv som feteret musiker, men også som misbruger. Hør Niels fortælle sin historie om et misbrug, der var ved at slå ham ihjel. Vært: Lisbeth Zornig Andersen. Tilrettelægger: Louise Krage

          • Stegemüller
            Stegemüller says:

            @ Donald

            Blot kort: Når man er nået dertil, at man er blevet afhængig, er det bestemt ikke morsomt, eller misforstår jeg dig?

          • Donald
            Donald says:

            Nej du misforstår bestemt ikke! Jeg kan næsten se abstinenserne for mig nu. Tak for den uddybende dialog her – det er som sagt noget jeg kender til omend på en anden måde og som jeg har haft svært ved at forstå.

          • Stegemüller
            Stegemüller says:

            @ Donald

            Herlig dialog! Tak for svar. Det er sørme heller ikke let at forstå: “It takes one to know one” 🙂

  3. Eric
    Eric says:

    Henny har så glimrende skrevet, hvad jeg tænkte, og mere til. Jeg ville løbe skrigende bort. Folk må for min skyld tro, hvad de vil, men befri mig for religiøs/sekterisk omklamring.

    Svar
    • Stegemüller
      Stegemüller says:

      @ Eric

      Tak for din kommentar og der er ganske rigtig ikke ret meget at komme med efter Hennys kommentar, men tak fordi du læste med.

      Ad omklamringen/det sekteriske: Ikke engang folkekirken missionerer lige så meget, faktisk missionerer de slet ikke, men AA-medlemmer, der lever efter “programmet”, skal missionere, jfr. 12. trin, der lyder sådan: “Når vi som følge af disse trin havde oplevet en åndelig opvågnen, forsøgte vi at bringe dette budskab videre til alkoholikere og at efterleve disse principper i alt, hvad vi gjorde”. Her står det direkte, at hvis man en rigtig AA’er skal man lade sekten omslutte alle handlinger og al tankevirksomhed!

      Svar
  4. Henny Stewart
    Henny Stewart says:

    Højskoleophold iblandet sekteriske træk. Jeg kan godt forstå, at det ikke virker på alle. Det pres til at parkere sin fri vilje og deltage i sekten/pyramideprogrammet kunne da faktisk drive nogen til druk, ville jeg vove at påstå. Men altså, det virker for nogle mennesker, og fred være med det. Jeg husker, da Minnesotametoden først blev indført her i landet, da mente man, at den var ny og revolutionerende! Det viser sig så, at den bygger på noget tankegods fra før midten af forrige århundrede. Der er jo nok ikke mange andre situationer, hvor man ville acceptere at skulle lade sig vejlede på et grundlag, der stammer fra U.S.A’s bibelbælte i trediverne. Eller i dag, for den sags skyld. Jeg synes, det er lidt mærkeligt, at de er så kritiske over for Antabus. Man skulle jo tro, at hvad som helst der kunne forbedre deres “succesrate” ville være velkomment.
    Jeg har selv på klos hold iagttaget, at det er muligt at drikke, mens man er i Antabusbehandling, men at det er frygtelig ubehageligt og muligvis meget farligt, idet det er en voldsom allergisk reaktion, der opstår. Sådan en kan potentielt føre til chok og død. Hvordan man så finder på at drikke, når man ved dette og har prøvet det før, er helt uforståeligt for mig. Den eneste forklaring, jeg kan komme på, er at trangen ikke forsvinder for de mennesker. Igen er det nok et redskab, der kun dur for personer, der virkelig ikke vil drikke mere, hvor det så er en støtte for personens frie vilje.
    Tak for din beskrivelse af hverdagen på sådan et behandlingssted.

    Svar
    • Stegemüller
      Stegemüller says:

      @ Henny

      “Højskoleophold iblandet sekteriske træk” er en fantastisk rammende formulering; jeg kunne have sagt det bedre selv. Ja det står i tredje trin, at man skal lægge sin vilje over til sin “højere magt”. Der er i øvrigt en bøn. der lige frem hedder “Tredjetrinsbønnen”, som man skulle lære sig, inden man lagde sig på knæ på en vilkår kirkes knæfald og aflagde tredje trin. Det lykkedes mig aldrig at lære den udenad. Tjah egl. har du ret, det kunne mange til drik.

      Jeg forstår heller ikke, at de er så kritiske overfor Antabus, måske mest fordi de synes, at man tvinges til under kontrol at indtage det enten hos lægen eller i Lænken. Mine Antabus står nu ude i køkkenskabet, for jeg behøver ikke at blive sat under administration, og jeg ser AA’s virkemåde som værende en højere grad af tvang, der omfatter enhver handling i hele livet.

      Det er uomtvisteligt, at det er meget farligt og evt. dødbringende at drikke på Antabus. Jeg har selv gjort det én gang, så skulle jeg ikke nyde mere, men det siger selvfølgelig noget om, hvor stærk en fjende alkohol er og hvor stor trangen kan være. Jeg har haft stor glæde af Antabus som en støtte i den første tid. Jeg tager dem stadig, selv om jeg nok godt kunne lade være, men som nævnt vil jeg ikke løbe risikoen.

      Det glæder mig, du kunne lide beskrivelsen.

      Svar

Skriv en kommentar

Want to join the discussion?
Feel free to contribute!

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *