Hvorfor skal jeg dø?

Jeg angler ikke efter medlidenhed, men “Hvorfor skal jeg dø?” var det jeg sagde ud i luften om aftenen den 3. januar 1996, da jeg sad ved mit skrivebord foran den store dejlige 24″ skærm, jeg stadig har, og besluttede, at nu kunne jeg ikke mere. Jeg glemmer det aldrig. Det fulgte efter en meget stresset periode med implementering af et stort IT-system for Udenrigsministeriet. Jeg kunne ikke se nogen udvej.

Skrivebordet er lækkert og der er boret huller bagtil, som ledningerne kan gå igennem. Jeg har sans for kvalitet, og det har jeg altid haft. Jeg har stadig det skrivebord…

Jeg tog en overdosis, men var ikke klar over, at der skulle meget mere til, hvis det skulle lykkes. Dagen efter tog jeg på Psykiatrisk Skadestue, men de havde ikke plads, og syntes mest af alt, jeg skulle finde et nyt job. Jeg skulle hilse og sige, at det kan man ikke i den situation. De har heldigvis ændret praksis.

Siden jeg var 14 år har jeg vidst, at jeg skulle dø for egen hånd; jeg har bare ikke vidst hvornår – dog nok hvordan. Jeg kan stadig huske, hvor jeg tænkte tanken første gang; det var på cykel et sted mellem Åkirkeby og Vestermarie, hvor jeg boede på det tidspunkt.

Jeg var klar, og det er jeg stadig:

  1. Afskedsbrevet er klar – det skal læses op ved kisten. Evt. skal det revideres lidt.
  2. Testamentet er i orden og stemplet ved Københavns Byret formedelst 500 kr.
  3. Der er en liste med telefonnumre og e-mail-adresser på dem, der skal komme til begravelsen, og
  4. Der foreligger et dokument, som kan laves hos “Danske bedemænd” – “Min sidste vilje“. Det drejer sig om, hvilken præst, det skal være (det skal være Inge-Hanne), salmerne, hvor jeg vil ligge (Hvidovre Kirkegård tættest muligt på kirken), hvilke blomster, der skal være osv. Jeg vil kistebegraves og det laver jeg aldrig om på. Der er godt nok næppe nogle, der vil besøges graven, men det føles alligevel rigtigst sådan.

Det lykkedes ikke i 1996, og det er jeg p.t. tilfreds med. Jeg skal som nævnt ikke angles.

Disse tanker fra fortiden dukker op, fordi jeg – via Facebook – har fået (gen-)kontakt med en rigtig dejlig kvinde fra Amagerkollegiet, hvor jeg boede fra 1981 – 1990. Vi har utrolig mange minder sammen, og en fælles bekendt har vist utrolig mange sort/hvid-billeder fra den tid. Det var dengang i 80’erne med Gnags, Lis Sørensen og Anne Linnet på Amager Strand lørdag eftermiddag – det var gode tider.

Jeg var meget yngre end de andre, men de tog sig godt af mig. Alle var søde!

Året inden jeg flyttede ud på kollegiet, rejste jeg fra Bornholm med natfærgen, sikkert Jens Kofoed, til en usikker tilværelse på Nørrebro med et deltids-rengøringsjob i De Gamles By. Et par uger efter kom mine ting fra familien pr. efterkrav. Samlet set betyder det, at det var en lise for sjælen at flytte ud på kollegiet. Endelig noget der kunne minde om et liv.

Jeg er klar over, at dette er scener fra et mærkeligt liv, men det er sådan, det var.

 

 

6 replies
  1. Lene
    Lene says:

    Og den sidste sætning til Henny er jeg rigtig glad for. Godt at livet har fundet sin mening for dig. Og det er da et herligt slogan, du har fundet dig (Livet er et tilbud …)

    Svar
    • Stegemüller
      Stegemüller says:

      @ Lene

      Ja det skal nok gå, især når jeg kender til arbejde eller ej.
      Ja jeg er i og for sig også ret godt tilfreds med det lille slogan.

      Svar
  2. Henny Stewart
    Henny Stewart says:

    Jeg tilslutter mig Inges kommentar og håber, du hænger på længe endnu!

    Ellers vil jeg helt alment sige, at vi skal dø, det skal vi jo alle sammen, selv om nogle lever, som om det ikke var tilfældet, fordi livet ellers ville være ulideligt og meningsløst. Det er kun, fordi det en dag er slut, at det giver mening at ønske at gøre det lidt bedre, hver gang man lukker gluggerne op.

    Håber, det gav lidt mening. Ellers kan du afskrive det som noget af Hennys sædvanlige vås.

    Men læg nu de planer ind bagest i skabet. Du har meget mere at bidrage med!

    Svar
    • Stegemüller
      Stegemüller says:

      @ Henny

      Du “våser” på ingen måde, og jeg er altid glad for dine kommentarer.

      Ja ja – vi skal alle dø på et eller andet tidspunkt; i den anledning har jeg sat en lille Søren Brun-stribe i mit indlæg fra i går. Jeg synes, den giver god mening her. Note: Jeg kunne ikke finde en udgave, der var stor nok, til at man kan se teksten ordentligt, og så kan det jo være lige meget.

      Efter 2006 lavede jeg mit eget lille slogan “Livet er et tilbud, du ikke kan afslå” Det passer for så vidt også godt her. Og så er der dette, som jeg også selv har fundet på: “Andres død sætter ens eget liv i relief”; det passer bare ikke så godt her.

      Planerne er pakket væk.

      Svar

Skriv en kommentar

Want to join the discussion?
Feel free to contribute!

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *