Hvor er kvinderne?

Linux

Jeg fandt en besked

Jeg kan ikke altid overskue de mange måder, man kan få en besked på: Messenger, privat besked på Facebook og mail. Jeg er så altmodisch, at jeg foretrækker mail, for det kan jeg overskue, men det går jo ikke i længden, for det er ikke sådan, man kommunikerer længere. Men hvorom alting er, så fandt jeg en uge gammel besked fra Brian, der gerne så mig ind i i folden ‘Linux for begyndere‘ blandt andet fordi han syntes, der var for få kvinder. Det får mig til at spørge: ‘hvor er kvinderne?’

To uger

Jeg har nu været med siden den 19. maj, dvs. lige knap to uger, hvor jeg installerede Linux i en Virtuel Box. Det var bare ikke nok kun at kunne lege, hvorefter jeg smadrede det hele i et forsøg på at installere ‘rigtigt’, hvilket blev til ‘urigtigt’. Så måtte der en tekniker til, og jeg har været rigtigt med siden den 27. maj, hvilket vil sige en uge på mandag. Indlæringskurven har været stejl, men det var også meningen. Jeg vil noget med dette projekt, som jeg kalder ‘Rejsen fra Windows til Linux‘.

I de to uger der er gået har jeg, som Brian, tænkt over, ‘Hvor er kvinderne?’ Jeg tror, jeg har set to eller tre kvinder i debatterne på ‘Linux for begyndere’. Er der slet ikke kvindelige medlemmer i gruppen? Tør de ikke blande sig i debatterne? Tør de ikke yde support? Hvad  skyldes det?

Bruger kvinder ikke Linux?

Hvis kvinderne slet ikke er i gruppen, skyldes det så, at kvinder bare ikke bruger Linux? Er de skræmt, som jeg var, over at det sikkert drejede sig om, at man skulle sidde med terminalen og udstede kommandoer for at komme til at skrive et tekstdokument eller lave et regneark? Eller at ingenting virkede ‘out of the box’, og at det ville tage ugevis at komme til det punkt, hvor man kunne bruge systemet i stedet for at bøvle med systemet? Eller at alle de gamle dokumenter og billeder ville gå tabt, og at de kan repræsentere 10 – 15 års arbejde.

Intet kunne være mere forkert:

  1. man kan sagtens slippe for terminalen, i hvert fald i starten. Det kan være, man skal bruge den senere, men så har man vel haft tid til at lære den. Jeg ville gerne installere skrifttyperne fra Windows, og de krævede terminal, men det fik jeg fin hjælp til; resten har været den grafiske brugergrænseflade (GUI).
  2. alting virkede ‘out of the box’. Her tænker jeg på tastaturet, printerne, skærmen, lyden (med den lille modifikation, at jeg skulle vælge HDMI 🙂 ), mailen, hvor det eneste der skulle gødes var at taste navn, mail-adresse og kodeord ind i Thunderbird. Alle gamle mails blev herefter hentet ind, eftersom det er en IMAP-konto.
  3. man laver fx en backup til et USB-stick af alle de gamle dokumenter og billeder. Når Linux er installeret, kopierer man materialet til den nye plads, som Linux allerede har oprettet og navngivet korrekt, så der ikke er noget at tage fejl af, hvilket er en proces fuldstændig mage til det, man gør i Windows. Hvis man har en særskilt disk til dokumenter og billeder, skal man bare sørge for, at Linux kan se disken. De gamle dokumenter og billeder er umiddelbart anvendelige og redigerbare. Programmerne man bruger hedder bare noget andet og agerer lidt anderledes, men der er ikke meget magi over det bortset  fra at de er sikre og gratis!

Kom an kvinder, det er ikke farligt, I kan få så meget

5 Svar
  1. Finn
    Finn siger:

    Nu er det i hvert fald for mig et spørgsmål om holdning, og ikke så meget om teknik, jeg vil helst benytte en hammer der er produceret uden de store økonomiske aspekter. Nogen kan producere en hammer der er flot, og fungerer ok, samtidig med at træet som skaftet består af er dyrket og fældet i et område hvor naturen ingen plads har og dem der har dyrket og fældet træet knap nok har penge nok til at forsørge sig selv og deres familie, det samme gælder for den malm som hammerhovedet er lavet af. Næh så vil jeg hellere have en hammer der er produceret på et godt grundlag for hele verden, og samtidig har den der har lavet hammeren lagt sine bedste intentioner i netop den hammer. Sådan en hammer slår nu bedst de søm i jeg skal have slået i. Nå ja undskyld, den blev måske lidt kryptisk og lang, men det er nu bare min mening, at det ikke altid er bedst at gå efter det der er det mest populære og det alle vil have. Der findes måske noget meget bedre hvis man bevæger sig bare en smule udenfor sin “komfortzone” 🙂

    • Stegemüller
      Stegemüller siger:

      @ Finn

      Jeg er (også) enig med dig, men jeg tror bare ikke, at du og Henny skriver om det samme. Hun løfter pegefingeren overfor mig (og det må hun gerne, jeg har kendt hende i mange år). Jeres scope er simpelthen forskelligt m.m. jeg har misforstået jer begge 🙂

      Men nu til dit indlæg: Jeg er enig. Det svarer jo delvist til at købe bæredygtige varer og Fairtrade kaffe. Hvis vi ikke passer på kloden, passer den ikke på os. Varerne skal produceres ordentligt, ellers vil jeg ikke have med dem at gøre.

    • Henny Stewart
      Henny Stewart siger:

      Jeg kan også sige det uden analogier af nogen slags: Man kan bruge Linux uden at have noget ønske om at diskutere, missionere, supportere andre brugere eller noget som helst i den dur. Der er masser af mennesker, formentlig både mænd og kvinder, der gør det de selv vil og lader andre gøre det _de_ vil. Der er vel ingen grund til at lave en musical ud af alt, hvad man gør? Jeg synes det i hvert fald ikke.

  2. Henny Stewart
    Henny Stewart siger:

    Min erfaring er, at kvinder bruger it som værktøj. En hammer er god at have. Man kan sagtens bruge en hammer uden at vide, hvad den er lavet af, hvordan den er lavet, hvem der har lavet den eller hvorfor den er lavet. Man kan bruge den uden at føle den mindste trang til at diskutere, supportere eller missionere om den. Giver det den mindste smule mening? 😉

Der er lukket for kommentarer, da posten er mere end et år gammel.