Hverdag

(Dette indlæg drejer sig ikke om at få medlidenhed, selvom det måske kan se sådan ud.)

Jeg har det ligesom Dan Turell: “Jeg holder af hverdagen”. Jeg har glædet mig til at komme på arbejde igen og komme ud af min egen lille kokon. En påske er frygtelig lang, når man ikke har et netværk i form af venner og familie. For alle andre handler det om sild og snaps og samvær med familien eller vennerne. Det ligeså afskyeligt som julen.

Det er tabubelagt, men jeg erkender, at jeg er ensom, og jeg aner ikke, hvordan jeg kommer ud af det. Man opbygger ikke bare lige et netværk. Jeg har tænkt på, at jeg egentlig ikke behøver en telefon; den ringer alligevel aldrig 🙂 Jeg har været i kirke tre dage for dog at se nogle levende mennesker. I kirken har jeg et strejf af netværk med søde mennesker, men det er ikke nogle, jeg ser privat.

Jeg har meldt mig hos “En af os”, som bruger frivillige til at holde foredrag om psykisk sygdom – det vil jeg gerne hjælpe med, og en sidegevinst kan muligvis være en forsigtig start på at opbygge et netværk. Jeg har i parentes bemærket holdt mange foredrag i mit liv, men selvfølgelig aldrig om mig selv, så jeg ved egentlig ikke, om jeg kan finde ud af det.

Oven i ensomheden har jeg kæmpet med en kolossal angst for at blive fyret, inden jeg er blevet ansat. Jeg havde det meget dårligt før påske og kunne ikke gå på arbejde. Angsten handlede om, at min chef ville ombestemme sig og sige, at de ikke kunne bruge mig alligevel, når jeg har så meget fravær. (Skær)-torsdag morgen bestemte jeg mig for at tage derind for dog at foretage mig et eller andet, tænke på noget andet og gøre nytte. Det hjalp lidt. Chefen er imidlertid en engel og da vi talte lidt om det i dag, sagde han “Det er en gave, hver dag du er her”. Fantastisk!

Søndag var jeg klar til indlæggelse med alt for mange dårlige tanker. Samtidig kunne jeg (heller) ikke overskue det, for hvad så med jobbet, rehabiliteringsteamet og hundrede andre ting? De dårlige tanker kommer, når jeg opgiver håbet om, at det nogensinde bliver bedre – bare lidt. Min logik er: Gennem de seneste 1½ år har jeg fået så meget – fantastisk god – hjælp af hele systemet, jeg tager masser af medicin og får forebyggende ECT; hvorfor kan jeg så stadig falde i de forfærdelige sorte huller? Så er det, jeg ikke orker mere, når jeg i tillæg tænker på, at hele mit liv har været op ad bakke, og at mit liv nu er gået i stykker. Præsten (se senere) siger, at det er sygdommen, der taler her. Hun har nok ret.

For dog at tale med et menneske ringede jeg til Psykiatrifondens telefonrådgivning. De syntes, jeg skulle lade mig indlægge. Jeg var ikke sikker. Den næste jeg ringede til, var “min” præst som har hjulpet mig utrolig meget. Hun er ansat både på psyk. og i Hvidovre Kirke. Hun ved altså, hvad hun taler om, og så er hun god til at lytte. Hun syntes også, jeg som minimum skulle tage på skadestuen og blive vurderet af en læge. Samtidig tænkte jeg på det, psykologen siger om ikke at gå i panik, når svingningerne kommer, for de er og bliver en del af mit liv. Derfor besluttede jeg trods alt at sove på det. To sovepiller og så god nat. Som ved et mirakel var de dårlige tanker væk næste morgen. Angsten og ensomheden var der selvfølgelig stadigvæk, men den store håbløshed var væk.

Jeg bliver vanvittig af de svingninger; det er utrolig hårdt at leve med dem. De dukker op som en tyv om natten. Jeg har ingen kontrol over dem; jeg kan snart ikke holde det ud mere.

Men nu er det gudskelov hverdag igen, og jeg skal noget hver dag inkl. lørdag (vi skal ansætte en ny præst), ikke mindst skal jeg på arbejde og der er nogen at sige god morgen og farvel til. Jeg skal se, om jeg kan få lavet nogle software-guides færdige, og dem er der adskillige af; jeg skal bare tage mig sammen.

Det var bare det, jeg ville.

22 replies
  1. Jette
    Jette says:

    Det lyder som en hård påske, godt den er overstået med lang tid til næste ‘store’ højtid. Det er så tabubelagt at være ensom, at vi alle får lyst til at overbevise dig om, at du ikke er det! Sådan forstår jeg i hvert fald de kommentarer, der er til dit indlæg.
    Jeg håber for dig, at du med tiden, når jobbet er blevet en mere selvfølgelig del af hverdagen, får fundet måder at bygge et netværk op på. Selv om det tager tid, vil en lille forandring kunne mærkes, tror jeg.
    Mange hilsener Jette

    Svar
    • Stegemüller
      Stegemüller says:

      @ Jette

      Hej, velkommen til min blog og mange tak for din kommentar, der lige skulle godkendes, da det er første gang, du kommenterer her. Fra nu af vil du stryge lige igennem.

      Ja I guder, heldigvis er der 9 måneder til jul 🙂 Jeg kan i og for sig godt lide højtiderne med alle traditionerne, det er bare svært, når man ikke har nogen at dele dem med. Du har da ret i, at alle forsøger at overbevise mig om, at jeg slet ikke er ensom, men jeg er ikke sådan lige til at snyde… Jeg ved godt, hvad klokken er slået.

      Jeg tror, du har ret i, at når det med jobbet er faldet på plads, kan/skal der ske noget med netværket. Der mangler noget kommunal sagsbehandling, og det hele skulle meget gerne være faldet endeligt på plads ultimo april. Det vil så være 33 måneders uvished, der er ovre. Jeg trænger til vished. Indtil videre ofrer jeg jobbet min fulde fokus og alle mine kræfter, og sådan skal det nok også være. Det skal jo ikke være sådan, at de synes, jeg “falder af på den”, bare fordi de har lovet mig en kontrakt på foreløbigt 10 måneder.

      Der er faktisk sket en lille forandring til den positive side i dag: Jeg har et rigtig godt forhold til min tidligere bisidder Bodil. Vi skriver mange lange gode mails, og jeg har besøgt hende både i hendes hjem og på hospitalet. Hun er sådan et sødt menneske, jeg holder virkelig af hende. Hun skrev i en mail: “Men jeg håber, du vil betragte mig som en ven.” Det kunne jeg jo kun til fulde bekræfte i min svar-mail. Desværre er hun meget syg, så det med at ses, mås skubbes lidt ud i fremtiden, men en lang dejlig mail er heller ikke at kimse ad.

      Svar
  2. Elsebeth
    Elsebeth says:

    Undskyld, jeg spørger, men hvor mange, tror du, har fået at vide af chefen “Det er en gave, hver dag du er her!” Du er en gave – og han takker dig på smukkeste vis. Glem det ikke – et nyt hus begynder med, at man lægger den første sten!

    Svar
    • Stegemüller
      Stegemüller says:

      @ Elsebeth

      Jamen det er fantastisk at have en chef, der siger at det er en gave, at man er der. Jeg har aldrig oplevet noget lignende i mine 25 års arbejde efter kandidateksamen. Jeg er lykkelig for at være i FKN. Du har ret i det med huset!

      Svar
  3. Donald
    Donald says:

    Nu sidder jeg og og ler, og hoster tørt med min bronchitis eller lungebetændelse, under behandling med penicillin – anden omgang – ler og hoster fordi du har fået en anden kommentar om at påsken ikke er sild og snaps! Yesss!

    Jeg fik en mail fra Maltes mor, Charlotte, om jeg ville tage rugbrød, sild og brune champignon med – jeg glemte sildene og vi drikker aldrig snaps. Så ja, der er mange slags påske! 🙂

    Min armenske (og derfor kristne) mor serverede til de bedste påskedage den iransk-mellemøstlige lækreste risret, safran-farvede ris med kød og en gennemsigtig kødsovs. Alle religioner deler kærligheden til mellemøstens herlige madretter.

    Jeg ved ikke om det er for mange gange du må høre det, at man må leve med at man føler sig grim og dum og urolig over om man får jobbet eller ej.

    Og man skal lære at tænke “hvordan får jeg mest ud af det” og “hvordan kan jeg hjælpe andre”. Det er klart vigtigt at kunne give slip på nogle ting, eller også beslutte at kæmpe for dem. Jeg tænkte nok at du ville blive ked af det lige før månedsskiftet, men jeg havde håbet at du var taget på arbejde alle dage. Kære Stegemüller – tænk på at du hjælper så mange mennesker, jeg støtter FKN (min søn gør også) og jeg håber at FKN med din og andres hjælp udnytter mine penge bedst muligt.

    Svar
    • Stegemüller
      Stegemüller says:

      @ Donald

      Ja ja – nu har jeg fattet at det ikke er alle, der spiser sild og drikker snaps :-), da jeg fået adskillige kommentarer til dette. Det gør dog ikke ensomheden mindre.

      Det med at få jobbet eller ej er i mit tilfælde forstærket af, at jeg, før jeg blev rigtig syg (har jo nok været det siden ungdommen) for ca. 21 måneder siden, var ledig i et år uden at kunne finde noget, trods det at alle siger, at mine ansøgninger er fine, og jeg har et flot CV.

      Hvorfor tænkte du dette: “Jeg tænkte nok at du ville blive ked af det lige før månedsskiftet”?

      Ja arbejdet i FKN giver mening! Alle mine kolleger har en mission; det er ikke bare et arbejde.

      Svar
  4. Ellen
    Ellen says:

    Det var jo trist læsning, men som Eric er inde på, er det nok en del af din sygdom. Jeg kan sagtens forstå, at du ikke synes det er specielt morsomt, men det er der ærlig talt ingen kroniske sygdomme der er, hvad enten de er fysiske eller psykiske …
    Du må virkelig ikke regne FB for en afspejling af danskernes normale liv – men det ved du også godt, kunne jeg se.
    Selvfølgelig er det ikke rart at være ensom – jeg kunne bestemt ikke selv tænke mig det, men det kræver en aktiv indsats ikke at være/blive det, og der kan man sige, at du er inde i en ikke så god cirkel.
    Mht. din forestilling om påsken kom jeg til at tænke på Charlottes (og mange andre børns) argumentation, når der er noget, de gerne vil have: “ALLE de andre i klassen har sådan en!” Gået nærmere på klingen viste det sig at være to ud af 24, der udgjorde ‘alle de andre’ 🙂 Håber du forstår, hvad jeg mener.

    Svar
    • Stegemüller
      Stegemüller says:

      @ Ellen

      Mange tak for din fyldige respons!

      Det der er svært ved netop min kroniske sygdom er, at jeg aldrig ved hvordan dagen vil se ud, hvordan ser verden ud, når jeg vågner? Men OK sådan er det måske også med mange andre diagnoser, jeg synes bare, det er en stor belastning.

      Om Facebook: Jeg sidder ikke og læser om alle mulige “venners” lykkelige liv eller fantastiske udseende. Jeg deltager primært i grupper om IT og i nogle om kirke og tro. I IT-grupperne lærer jeg en masse nyt og til en af dem skriver jeg nogle softwareguides og er “udnævnt” til skribent. Det er som hovedregel rigtig hyggeligt at kunne bidrage med noget, som de unge mennesker ikke kan, samtidig med at jeg lærer en masse af dem.

      Du har ret! Det med ensomheden er til dels en pokkers ond cirkel, og den er virkelig svær at bryde; men jeg er klar over, at jeg bliver nødt til det, og at det kræver en indsats. Lige nu giver jeg bare jobbet den fulde fokus, for jeg skal hænge på i FKN. Dels er ensomheden et led i at have en psykisk sygdom har jeg læst mig frem til på Psykiatrifondens hjemmeside. Det er ca. 90 pct. (så vidt jeg husker), der kæmper med ensomhed.

      Du kan tro, jeg forstår, hvad du mener med to ud af 24. Igen har du nok lidt ret. Som skrevet til nogle af de andre, kunne det være, jeg skulle trække det med sild og snaps tilbage. 🙂

      Svar
  5. kisser
    kisser says:

    Har du tænkt på en besøgsven? Du kan søge hos Ældresagen (du skal ikke være medlem), eller hos Røde Kors.
    Jeg har godt nok været til 2 påskefrokoster, og jeg fik hverken sild eller snaps!!

    Svar
    • Stegemüller
      Stegemüller says:

      @ Kisser

      Næh det har jeg godt nok ikke tænkt på, men det er måske en overvejelse værd. Set i lyset af at I alle kommenterer med, at I ikke har fået snaps, skulle jeg måske trække den tilbage, som jeg også skrev til Eric.

      Svar
  6. Eric
    Eric says:

    Den der yoyo-stemning er vel en uundgåelig konsekvens af din sygdom. Hele påsken har jeg været plaget af lændehold og har siddet i lænestolen følgende skakturneringer over internet. Glimrende healing og asocial opførsel over for hustru og kat, som nemt fandt andre gøremål. Hvor vi dog slappede af – og ikke en eneste snaps!

    Svar
    • Stegemüller
      Stegemüller says:

      @ Eric

      yoyo-stemning er en meget rammende beskrivelse. Øv til lændehold, man kan jo næsten ikke noget, altså lige ud over at se skakturneringer, men det lyder nu hyggeligt nok. Ok ok den med snapsen skulle jeg måske trække tilbage 🙂

      Svar
  7. Inge
    Inge says:

    Det er aldrig rart at føle sig ensom, uanset om det er helligdage eller hverdage. Prøv at lytte til din chef, det lyder ikke som om nogen vil fyre dig.

    Svar
    • Stegemüller
      Stegemüller says:

      @ Inge

      Næh det med ensomheden er noget skidt, og det er så svært at tale om, fordi det er så tabubelagt. Nej nu tror jeg på, at jeg ikke bliver fyret; min chef er fantastisk – jeg kunne ønske mig nogen bedre.

      Svar
  8. Kirsten
    Kirsten says:

    Kære Hanne

    Blev godt nok lidt ked af at læse det. Du er nu ikke den eneste der har været alene her i Påsken, det var jeg også. Og ja, det er/kan trist at være alene i højtider.
    Ved ikke hvordan mulighederne er ved dig, men her i lokalområdet er der flere frivillige foreninger f.eks en musikforening som gøre meget brug af de frivillige til at hjælpe ved arrangementer.
    Der findes også i nabo byen en forening for enlige som tager på ture sammen, koncerter og lign.
    Knus herfra

    Svar
    • Stegemüller
      Stegemüller says:

      @ Kære Kirsten

      Mange tak for din kommentar!

      Ja det er en lidt trist historie, men nu er helligdagene da heldigvis overstået for denne gang.

      Jeg skal klart i gang med at arbejde mig ud af ensomheden! Det er bare ikke så nemt, og jeg kan samtidig ikke rigtig overskue det. Lige nu bruger jeg al min energi på jobbet og lægger mit fulde fokus der, og sådan skal det også være. Så lige nu har jeg ikke overskud, men det skal komme.

      Knus retur.

      Svar
  9. Kirsten b. r.
    Kirsten b. r. says:

    Kære Hanne
    Hvor skal jeg begynde og hvor skal jeg ende?
    Vi har ikke fået en eneste snaps i hele Påsken. Altså din forestilling om andres Påske holder ikke. Til frokost har min mand fået sit helt almindelige, daglige stykke sildemad, og sin store tallerken salat. Uden anden drikke end kaffen bagefter. Jeg har haft influenza og været rigtig dårlig. Havde jeg været rask, var det ikke blevet anderledes.

    Du ved, vi har 4 børn og 4 svigerbørn og 11 børnebørn.
    3 var i Amsterdam og i Sverige til bridge, hvor en blev Nordisk Mester i U-20 bridge for par.
    3 var i London på ferie.
    5 var på skiferie i Selen.
    4 holdt ferie, jeg ved ikke hvor. Muligvis hjemme.
    5 holdt ferie hjemme, jeg så de 3 et kort øjeblik, min mand så dem alle 5 en tretimer til et måltid. Alle arbejde meget til daglig, så selvfølgelig skal de have ferie, når mulighed gives.
    Altså i disse moderne tider er familiebesøg i Påske og jul ikke en selvfølge. Det er ikke en beklagelse. Jeg fik lov at være syg og komme mig. 🙂 🙂 Det er mange år siden, jeg sidst var syg.
    Meget af din dårligdom kommer jo af, at du tror, at alle vi andre i Danmark samles familievis og spiser og drikker. Sådan lever ikke alle deres højtidsliv. Altså nye tanker til Hannes hoved.

    Jeg anbefaler stadig AEON plastret mod angst, panik og dårlige tanker. Plastret Silent Nights til dejlig dyb søvn. Bruger dem selv. Det har jeg talt om før.

    Jeg tror, jeg ender her.

    God arbejdsuge til dig. Op på hesten. Lad de software-guides ligge til du har lyst. Fyld dit liv med noget der ikke kræver, at du tager dig sammen.
    Mange hilsner
    Kirsten

    PS
    Jeg har lige hørt i radioen, at Røde Kors mangler 300 til at være holdepunkt for uledsagede børn og unge, mest fra Syrien og Afganistan.

    Svar
    • Stegemüller
      Stegemüller says:

      @ Kære Kirsten b.r.

      Mange tak for din kommentar.

      Jeg er i og for sig godt klar over, at jeg til en vis grad idealiserer andre menneskers liv. Men de fleste fejrer altså med familie og venner – det kan jeg fx høre på arbejdet og se på FB (selvom jeg er bevidst om, at FB ikke afspejler den fulde virkelighed).

      Forskellen på dig og mig er, at du kunne have planlagt nogle ting sammen med alle dine børn, børnebørn og svigerbørn – du har ganske enkelt nogen at planlægge med. Det har jeg ikke.

      Jeg tror faktisk godt, jeg kunne tænke mig at prøve plastret “Silent Nights”, da jeg sover elendigt, og i realiteten ikke er så meget for at tage alle de Benzodiazepiner. Kan du fortælle mig, hvor jeg køber disse plastre og hvad de koster? Følger der en brugsanvisning med?

      Det gode ved de guides er, at så har jeg noget konstruktivt at foretage mig – men ellers har du ret.

      Jeg så også i TVA noget om værger til uledsagede flygtningebørn – mon ikke det var for Røde Kors. Jeg tror bare, det kræver mere end jeg lige kan klare. De talte noget om at være bisidder og gå med til møde hos myndigheder. Når jeg ikke engang kan overskue min egen sag, må jeg vist hellere lade være med at blande mig i andres 🙂

      Mange hilsner Hanne

      Det er helt klart en kæmpe hjælp at komme på arbejde igen – det har i sig selv en helbredende virkning. Jeg er lykkelig for at være der.

      Svar

Skriv en kommentar

Want to join the discussion?
Feel free to contribute!

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *