, , ,

Hvad nu?

Købt eller solgt

I min kontrakt med FKN står, at vi efter seks måneder i Genbrug skal tage stilling til forlængelse/fastansættelse. Det har vi så gjort (på mit initiativ), og barometeret peger på solgt. Der er ikke tilstrækkeligt med opgaver.

Jeg er dybt skuffet. Jeg er ikke i tvivl om, at jeg kan noget, de kan bruge!

At overskue

Jeg kan slet ikke overskue situationen nu. Jeg synes, de har behov for:

  • Web: Vedligeholdelse og udvikling af websites (intra- og ekstranet)
  • Sproglig gennemgang af ovenstående. (Jeg har en journalists og forfatters ord for, at jeg kan noget med sprog.)
  • Kontinuerlige sproglige gennemgange.
  • Arbejdsgangsanalyser – gerne proaktivt
  • Procesoptimering – gerne proaktivt
  • Analyser af store datasæt
  • Tværgående standardiseringsopgaver – fx har vi 50 Facebooksider, hvordan skal de så se ud på tværs? En art kravsspecifikation. Som eksempel: skal de opdateres månedligt?, skal der være et billede af butikslederen?, bør der være kontaktinformation på butikslederen? skal åbningstiderne vises? osv…

Herudover er jeg ikke “for fin” til noget, men jeg har ikke lyst til at arbejde med noget, der ikke er vigtigt/”rigtigt”. Det er trods alt ikke en eller anden form for jobtræning.

Det er vigtigt for mig at pointere, at jeg jo altså ikke er blevet dum af at blive syg! Jeg kan stadig noget – bare ikke så længe!

At agere

Den nuværende chef vil gerne prøve at markedsføre mig i organisationen og vil gerne skrive en anbefaling . Det er selvfølgelig fint, men jeg er nødt til at skyde med spredehagl, og tage fat i Sune (den tidligere HR-chef) og i min fleksjobkonsulent i Hvidovre Kommune. Det sker i morgen. Problemet er, at Danmark jo nærmest er lukket indtil 1. august.

Jeg kan ikke holde til bare at lade stå til og se, hvad der sker. Jeg går i stykker af ikke at vide, hvad der skal ske.

Jeg har kontaktet Sune, forklaret situationen, og han vil gerne hjælpe mig, og han har et netværk i NGO-verdenen. Jeg stoler på ham.

Angst

Nu var det faktisk begyndt at gå rigtig fint, og jeg havde fundet en ny platform. Den er væk nu. Jeg var enormt nervøs, var godt forberedt mv. Jeg er bange for at havne med en ny indlæggelse. Jeg har stort set grædt grædt siden i formiddags, for jeg kan ikke overskue at skulle markedsføre mig selv igen, bygge nyt netværk, igen forklare at jeg har kompetencer, at jeg ikke er dum, få ny chef osv…. Det tager mindst tre måneder at bygge et nyt netværk, at lære nye kolleger at kende, at finde ud af opgaverne, at finde et fodslag med en ny chef osv.

Hvor skal jeg finde kræfterne til alt det – jeg orker det bare ikke, og jeg ved ikke, hvordan jeg skal komme igennem det.

Jeg synes, jeg har gjort alt hvad jeg kan, fx svaret telefon og e-mail på mine fridage (hurra for viderestilling), budt ind med hvad som helst, taget de opgaver som andre ikke gad (eller fordi det var billigere at lade mig løse dem. Jeg kan ikke få øje på, hvad jeg ellers kunne have gjort.

Angsten går på at alt dette havner med en ny indlæggelse.

De professionelle

Jeg maste mig ind hos min søde kontaktperson i DPC i dag, og det lykkedes at få en tid hos psykologen på fredag, men altså kun præcis  60 minutter. Hun er presset, men hun tager imod mig. Og det er jeg taknemmelig for, men jeg bryder mig ikke om at leve på andres nåde og bekostning.

Det er ikke ret godt. Mit netværk er lille. Jeg har taget fat i dem, jeg kan, men det er få.

11 replies
  1. Deborah
    Deborah says:

    Jeg synes, du har gjort langt mere end man med rette kan forvente af dig. For mig at se, forventer du også rigtig meget mere af dig selv, end du måske kan holde til. Eller det vil sige, når systemet er, som det er. Og det er det jo desværre. Jeg kan sagtens følge dig i, at du har det svært med usikkerheden og skulle hele “møllen” igennem igen. Jeg ville ikke kunne det. og ville gå helt i stykker på det.

    Måske du “bare” skal lære at finde fred med, at finde nogle opgaver og ting, du synes er sjovt når du har overskuddet og så lade være at arbejde som sådan. Det giver en kæmpe ro, at kunne det, og finder du så noget helt tilfældigt har du jo lov at arbejde ved siden af en pension et vist antal timer. Men er det vitterligen livet om at gøre, at arbejde, når det koster dig så meget? Jeg håber inderligt, du ihvertfald undgår endnu en indlæggelse.

    Svar
    • Stegemüller
      Stegemüller says:

      @ Deborah

      Tak for din fine kommentar.

      Jeg heldigvis fjernet mig fra den sindstilstand, jeg var i, da jeg skrev denne blogpost. Hvis du læser den næste post, kan du se “beviserne”.

      For mig er det vældig vigtigt at gå på arbejde de 3 * 5 timer: Det fjerner ensomheden, der er nogen at sige god morgen og farvel til, og at spise frokost med. Jeg vil gerne udrette noget, bidrage til samfundet, have faglig sparring med, bruge min hjerne på andet og mere end det, jeg selv kan finde på osv. Det har altid været vigtigt for mig at arbejde. Det giver mit liv mening – og jeg skal på ingen måde have pension. Det har taget mig lang tid at overbevise hele “systemet” om, at jeg ikke skal have pension, men det er da efterhånden lykkedes. Min sagsbehandler i Hvidovre Kommune sagde dengang i 2015, at hun mente, jeg ville være berettiget til pension… Det sker vist ret sjældent nu om dage. Der er sket utrolig meget siden dengang, og den positive bølge vil jeg gerne forblive i.

      Svar
    • Stegemüller
      Stegemüller says:

      @ Anette

      Lige præcis! Jeg har simpelthen behov for at denne sidste, men vigtige, hjørnesten falder på plads. Jeg er ikke længere truet på mit brød, men det er vigtig for mig at have et arbejde og at kunne komme hjem og sige “jeg har været på arbejde”.

      Svar
    • Stegemüller
      Stegemüller says:

      @ Anette

      Lige præcis! Jeg har simpelthen behov for at denne sidste, men vigtige, hjørnesten falder på plads. Jeg er ikke længere truet på mit brød, men det er vigtig for mig at have et arbejde og at kunne komme hjem og sige “jeg har været på arbejde”.

      Svar
  2. Eric
    Eric says:

    Jeg arbejder på en virksomhed, hvor rigtig mange, rigtigt dygtige mennesker er røget i svinget gennem årene. Det har altid drejet sig om bundlinjen, og formentlig “nice to have” og “need to have”, hvor grænsen mellem de sidste to størrelser er flydende som funktion af bundlinjens tilstand.

    Ikke én af disse personer “fortjente” at blive fyret, de var ikke diskvalificerede, man valgte bare deres kompetencer fra. Sammenlagt flere tusind års erfaring og det gør ofte ondt i dag.

    Det er ærgerligt for dig, og din skuffelse er forståelig, men that’s life. Det er ikke dig, der ikke slår til. Jeg tænker på, hvor langt du er kommet fra den sorte kulkælder, hvor du ikke vidste en dyt om fremtiden, og hvor frygten for kontanthjælpen var altoverskyggende og angstfremkaldende. Nu har du i det mindste pensionen og trygheden – det gør en verden til forskel, i hvert fald på det økonomiske plan. Der kan være ro på og ingen panik, når du søger noget andet.

    Svar
    • Stegemüller
      Stegemüller says:

      @ Eric

      Du har fuldstændig ret: Der er langt tilbage til kulkælderen med kontanthjælpen i kulissen. Ja jeg har min pension, og jeg behøver ikke frygte for ikke at kunne betale huslejen. Det er jeg selvfølgelig meget, meget glad for!

      Jeg har bare behov for noget ro i forhold til min tilknytning til arbejdsmarkedet.

      Jeg føler selv, at jeg har leveret “produkter” af god kvalitet, og jeg har budt ind på områder, hvor der er behov for forbedringer, og derfor er det svært at se, hvorfor vi ikke går i gang med de ting. Det kunne jo netop være en måde at løse opgavemanglen på.

      Lige nu kan jeg så komme og gå, som jeg vil. Evt. færre dage evt. helt blive væk osv. Det eneste, der skal ordnes, er bestillingerne ud til butikkerne. Det kan jeg maks få to timer til at gå med pr. dag. Dvs. jeg kan møde kl. 9:00 og gå hjem senest kl. 11:00. Det er ikke tilfredsstillende.

      Svar
  3. Henny Stewart
    Henny Stewart says:

    Øv, altså! Man smider da ikke guld på gaden. Men prøv nu at holde krudtet tørt, hjertet varmt og hovedet koldt. En god ting, der kunne komme ud af det, ville være, at du kom til en arbejdsplads, hvor de forstod at sætte pris på dig og det du kan. Jeg ved godt, at du hader denne situation, og det skal du ikke bebrejdes, men prøv at tænke sådan her: Det er simpelthen ikke værd at gå i stykker på, det her.

    Svar
    • Stegemüller
      Stegemüller says:

      @ Henny

      Ja det er øv. Jeg føler virkelig, at jeg har leveret, og også at jeg har leveret mere “kvalificerede produkter”, end der lige blev bestilt. Jeg synes, jeg har noget, de har behov for. Ja du har ret i det med at blive sat pris på. Det vil jeg meget gerne. Jeg har en eller anden grund behov for feed back og anerkendelse.

      Du har også ret i, at det ikke er værd at gå i stykker på. Jeg prøver at holde skruen i vandet, eller hvad det nu hedder.

      Svar
  4. mia gerdrup
    mia gerdrup says:

    Øv øv. Bliver ked af det på dine vegne over at læse det.
    Lidt påfaldende at læse om, at din chef sider og kigger ned i bordet???
    Og hvis du har løst opgaverne til fulde, hvorfor er det så, at man ikke vil ansætte dig??
    Jeg håber du får nogle svar og kommer videre.
    Mia

    Svar
    • Stegemüller
      Stegemüller says:

      @ Mia

      Ja – det er noget rigtig skidt. Jeg er meget, meget skuffet. En chef, der sidder og kigger ned i bordet, har jeg ikke så stor respekt for. Han må leve op til at være ansvarlig, og det er man ikke, når man ikke tør se folk i øjnene til en “svær samtale”. Jeg føler mig fuldstændig overbevist om at, jeg er kompetent nok. Men jeg orker ikke mere.

      Svar

Skriv en kommentar

Want to join the discussion?
Feel free to contribute!

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *