,

Hukommelse og angsten for demens

Hukommelse og angsten for demens

Jeg er bange for begyndende demens

Hukommelse og angsten for demens

I dag har jeg været inde i Distriktspsykiatrien og tale med Janne Baatz. Det er hende, der er så sød og rar og altid virker som om, hun har al den tid, der er i verden, skønt hun har meget travlt. Hun går desværre på pension, for hun er blevet 70; det kan man ikke se, jeg ville have skudt hende ti år yngre.

Formålet med samtalen var min hukommelse, der bliver værre og værre.

En nat var jeg fx oppe pga. restless legs og ville lave kaffe, men jeg kunne ikke huske, hvordan man gjorde! Jeg har lavet en million kopper kaffe i mit liv, så det er grotesk ikke at kunne huske, hvordan man gør. Jeg lagde de forkerte ting ind i køleskabet fx brødkniven, og det er sådan noget, der ligner demens. Så ekstremt har jeg kun oplevet det én gang, men jeg blev ikke desto mindre meget forskrækket.

Jeg har læst hos professor Poul Videbech, at bipolare har stor risiko for at udvikle demens, så det er festligt.

Janne Baatz vil undersøge med Kaj Bjerring Andersen om der skal gå et eller andet bestemt tidsspand fra seneste ECT-behandling, til jeg kan henvises til Hukommelsesklinikken ved Rigshospitalet og hvis ikke, vil hun henvise mig med det samme.

Jeg Janne Baatz er den af alle, der er kommet tættest på hukommelsestabet ved at kalde det absencer – det er hele tidsspand, jeg ikke kan huske, og listen med eksemplerne er efterhånden lang. Jeg siger på ingen måde, at jeg ingenting kan huske, for der er meget, der hænger ved. Jeg er bare nødt til at notere meget ned, for jeg ved jo ikke på forhånd, hvad det er, jeg vil glemme. Bøvlet problem at have!

Jeg har fået eneværelse

Og så er jeg rykket fra en firsengsstue til et eneværelse. Det var Mona her på 808, der lige fiksede det. Når man er vant til at være alene, er det hårdt at skulle dele værelse med tre andre; som om man aldrig kan trække sig tilbage.


Her kommer du til menupunktet “Psykiatri”, hvor du kan navigere mellem alt, jeg i årenes løb har skrevet om bipolar affektiv sindslidelse og Aspergers syndrom.

Vil du virkelig vide noget om ECT, skal du læse her hos professor Poul Videbech.

6 Svar
  1. Lene
    Lene siger:

    Kære Hanne. Det er hårdt for dig med alle de indlæggelser, men jeg ser også en styrke i at du og andre nu spotter når du har brug for indlæggelserne. Jeg ønsker dig alt det bedste, velvidende at alt det du ønsker, det kan du nok ikke få.

    • Stegemüller
      Stegemüller siger:

      @ kære Lene

      Mange tak for din søde kommentar.

      Lige nu er ønskerne til fremtiden ikke større end ønsket om at kunne finde et fleksjob og at være i stand til at passe det ordentligt. Ved hver indlæggelse ønsker jeg mig bare, at der må gå mindst et år, inden jeg er her igen. Det synes jeg selv er et beskedent ønske, men mine bønner er ikke blevet hørt endnu.

      Du har helt ret i, at det er en styrke, at det nu er tydeligt for enhver, hvornår jeg skal indlægges. For mig selv går grænsen ved de selvskadelige handlinger. Hvis de rykker for tæt på i tankerne, er det på tide at tage afsted.

  2. Pia
    Pia siger:

    Der er godt nok meget, du hele tiden skal trækkes med. Jeg håber du snart får er acceptabelt liv.

    • Stegemüller
      Stegemüller siger:

      @ Pia

      “Acceptabelt liv” ja det må du nok sige. Det glæder jeg mig også til. Jeg synes, at vedligeholdelses-ECT er det mest fornuftige, der er sagt i denne sag. Hvis det kan gøre, at jeg kan slippe for alle disse indlæggelser, vil jeg være meget glad.

  3. Jørgen
    Jørgen siger:

    I dag har jeg læst de sidste 11 indlæg i sammenhæng – efter min ferie. Jeg mærker en vemodighed på dine vegne. Du har det for hårdt. Men sådan er tilværelsen i øjeblikket.
    Det er et glimrende theme du har valgt.
    For så vidt angår arbejdsevnen, forekommer det mig at du ganske tydeligt har skrevet, hvorfor den er nedsat eller reduceret. Du kan ikke koncentrere dig om at arbejde medmindre der indgår pauser og muligheden for hvile “når det passer dig”. Det er vist nøjagtig hvad jeg i sin tid, når jeg vurderede arbejdsevne, kaldte at man kun kan fungere på egne præmisser. Sådan er virkeligheden, og om dette er foreneligt med et fleksjob er ikke til at vide, men indlysende er det at arbejdsevnen er reduceret. Og den del der er tilbage kan kun fungere når du kan hvile og pausere når det passer dig. Det må naturligvis være en udfordring i forhold til en hvilken som helst arbejdsgiver. Hvor mange timer den effektive ugentlige arbejdsevne er har jeg ingen præcis ide om, men det skulle ikke overraske mig om den er mindre end du regner med.
    Jeg håber der kommer en løsning, der gør tilværelsen til at overkomme på en god måde.

    • Stegemüller
      Stegemüller siger:

      @ Jørgen

      Det glæder mig, du kan lide mit nye theme, jeg synes også selv godt om det, og så var det herligt at sidde og lege mig frem til det.

      “Fungere på egne præmisser” lyder helt rigtigt! Jeg ser frem til virksomhedspraktikken – de 13 uger – der vil anskueliggøre, hvor mange timer jeg så kan arbejde pr. uge. Der må ikke herske den mindste tvivl om, at jeg gerne vil arbejde men bare ikke kan på normalt niveau. Jeg vil så gerne have gang i mit liv igen, for alle disse her indlæggelser er jo ikke til at holde ud. Denne gang nåede jeg at være hjemme 5-6 uger…

      Hvis Hukommelsesklinikkken ved RH kan hjælpe mig videre med hukommelsesproblemerne vil jeg være meget glad. De må kunne hjælpe med en årsag, og med den in mente gætter jeg på, at jeg kan blive bedre til de kompenserende strategier. Måske er årsagen bare mange års bipolar lidlese, og så må jeg jo slå mig til tåls med det.

Der er lukket for kommentarer, da posten er mere end et år gammel.