Hos egen læge og saldomax

Hos egen læge

Jeg skrev til min læge i går formiddag og forklarede, hvad der var sket. Allerede om eftermiddagen ringede hun op og gav mig en tid til i dag 13:30. Jeg havde det efterhånden godt slidte røntgenbillede med; hun kiggede også på det, men sagde at det ikke var optimalt. Hun ser en revne oppe ved skulderen og muligvis også et eller andet nede på underarmen.

Hun syntes også, at det var en enorm bandage jeg render rundt med

Jeg skal jo ind i det danske sundhedsvæsen, så min læge ringede til ortopædkirurgisk ambulatorium ved Hvidovre Hospital, og jeg fik en tid allerede i morgen kl. 10:00 – fornemt! På fastende hjerte – gad vide om man må drikke kaffe? Jeg tror, at resten af behandlingen vil foregå fra Hvidovre Hospital.

Min læge talte om operation, når de nu har haft de nye røntgenbilleder at kigge på. Jeg vil sørme gøre meget for ikke at skulle opereres, men skulderen skal jo gerne have de bedste muligheder for at gro ordentligt sammen, så skal der en operation til, så er det sådan det er. En af de ting, der vil være meget svære, hvis skidtet ikke gror ordentligt sammen, er at få min cykel op ad cykelkælderen. Jeg plejer bare lige at smide den over skuldren, men det er vist slut med det. Jeg håber meget på, at det kan vokse sig så stabilt sammen, at jeg atter får min fulde førlighed.

Saldomaks

Min kære telefon har været uvirksom weekenden over og til langt over frokost i går. SIM-kortet bliver automatisk spærret for udgående kald, når man når udover en given saldo. Jeg havde sat mit saldomax til 400,00, hvilket også under normale omstændigheder er helt uproblematisk, men jeg havde rigtig meget brug for telefonen i Grækenland til at få arrangeret alt muligt i forbindelse med hjemtransporten. Heldigvis stødte jeg først ind i saldomax problemet, da jeg var kommet hjem – det havde været meget uheldigt ikke at have en fungerende telefon dernede. Selvfølgelig kunne jeg have lånt hos Nikos og Grace (ejerne af mit hotel), men det er nu rarest at have sit eget udstyr.

Jeg skrev til 3 fredag aften og bad dem hæve mit maxbeløb, men de besvarer ikke e-mails i weekenden, fair nok, men så skulle de i det mindste mandag morgen starte med det der ligger og er ældst. Til sidst opgav jeg at komme frem til dem ad mail-vejen, så jeg ringede til deres kundeservice i stedet (fra en taletidskorttelefon som jeg har fået af min nabo). Det tager laaaang tid at komme i gennem til dem, og jeg var næsten bekymret over, om de 100,00 kr. på kortet var nok. Da jeg endelig kom igennem kunne hun uden videre forhøje mit maksbeløb. Det undrede mig nu lidt, for når der ikke skal en eller anden form for legitimation til, kunne en tyveknægt jo i realiteten bare ringe op, og bede om et sindssygt beløb, og hvori ligger sikkerheden så?

12 replies
  1. rejen
    rejen says:

    Godt at du kommer så hurtigt ind, og at du forhåbentlig kommer i hurtig behandling så du kan komme ud at cykle igen til foråret. ;-D

    Svar
    • Stegemüller
      Stegemüller says:

      @ Rejen

      Jeg er også helt overrasket over, at jeg kunne få en tid så hurtigt – det er bare rigtig fint. I dag har jeg fået et øvelsesprogram med fra Hvidovre Hospital, så nu er det bare at begynde at træne bevægelighed.

      Svar
  2. Henny Stewart
    Henny Stewart says:

    Det kunne tyde på, at man regner med, at der er en chance for, at du skal bedøves, når du skal møde fastende. Men er det det, der skal til, for at du kan blive helt rask, så er det det, der skal til. Håber, at din tur gennem “væsenet” bliver en succes, og at vejen bliver kort!

    Svar
    • Stegemüller
      Stegemüller says:

      @ Henny

      Jeg blev ikke bedøvet, så jeg kan ikke rigtig forstå hvad fasten skulle til for; men pyt nu har jeg fået en frokost kombineret med morgenmad og masser af friske frugter, således som jeg har lært det i Grækenland. Jeg vil se, om jeg kan finde græsk yoghurt herhjemme, for det smager bare så godt.

      Jeg tror fast på, at sundhedsvæsenet vil mig det godt!!

      Svar
  3. Ellen
    Ellen says:

    Det er altid rart at høre, når systemet virker – hvad det vist heldigvis oftest gør. Det er kun de dårlige historier, der bliver så synlige (hvilket er helt i orden), men der er ikke så mange af dem – og det virker også som en god og effektiv service, du får i dit hjem.

    Svar
    • Stegemüller
      Stegemüller says:

      @ Ellen

      Du har ret i, at sundhedsvæsenet altid bliver ‘Prügelknappe’. Jeg synes også, de gode historier skal frem, fx i dag har jeg været i ort.kir. ambulatorium. Godt nok var han et par timer bagud, men jeg tog bare min e-reader og så gik tiden jo stærkt.

      Det er bestemt en fin hjælp, jeg få herhjemme, og det er jeg meget taknemmelig over.

      Svar
  4. Margrethe
    Margrethe says:

    Sikke en omgang du har været ude i. Godt at læse at du føler dig godt behandlet. Håber du kommer hurtigt igennem forløbet uden alt for meget bøvl. Det er surt at komme til skade i udlandet – godt at du havde forsikringen i orden, for man hører jo tilstadighed om ulykkelige forløb.

    Svar
    • Stegemüller
      Stegemüller says:

      @ Margrethe

      Tak for din kommentar og velkommen her til min blog.

      Jeg føler mig supergodt behandlet, det kunne ikke være bedre.

      Jeg har tit rejst uden forsikring (temmelig dumt af mig), men jeg har 7-9-13 heller aldrig haft brug for den før nu. Gudskelov at der var styr på denne gang ellers havde jeg aldrig klaret at komme hjem på egen hånd.

      Svar
  5. Kirsten b r
    Kirsten b r says:

    1. Du må ikke drikke kaffe eller vand eller noget eller børste tænder, når du skal møde fastende. Godt du allerede skal til kl. 10.
    2. Det er sørme dejligt, at du bliver sendt videre til et kompetent sted. Der er mange der må gennem mindre kompetente afdelinger, før de kommer det rigtige sted hen. 🙂
    Jeg er spændt på at høre, hvad de mener.
    3. Jeg er glad for at vi har beholdt vores fastnet telefon, så vi ikke kommer ud for ikke at kunne ringe. Godt du klarede det.
    Pøj Pøj.

    Svar
    • Stegemüller
      Stegemüller says:

      @ Kirsten

      1) Ja det var dejligt, at jeg kunne komme til allerede kl. 10:00 ellers ville maven da have knurret meget mere.
      2) Ja jeg synes også, at jeg har været meget heldig – super professionelle er de.
      3) Jeg har lige netop opgivet min fastnet telefon, fordi den alligevel aldrig ringede mere og så kunne jeg jo lige så godt spare de penge hver måned.

      Svar

Skriv en kommentar

Want to join the discussion?
Feel free to contribute!

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *