Her er så stille nu…

9

Et 80’er hit med Lis Sørensen

Det hed netop: ‘Her er så stille nu’ og passer godt til situationen på bloggen i øjeblikket. Det skyldes, at jeg skriver på mine artikler, som jeg vælger at kalde dem, når det nu ikke skal være en bog, og derfor ikke kan kaldes kapitler. Jeg kan ikke skrive begge steder på en gang, for jeg skriver uendeligt langsomt. Jeg er ærgerlig over, at jeg aldrig gik til maskinskrivning og lærte blindskrift.

Artiklen om bipolar, der drillede og blev for klinisk, har jeg alligevel fået sat lidt skub i ved hjælp fra to venner. En sagde ‘Fortæl det til en, der aldrig har hørt om det før’. En anden stillede en række konkrete spørgsmål: Var depressionerne værst om morgnen eller om aftenen, var der forvarsler osv.?

Jeg tog det blanke papir og begyndte helt forfra og prøvede at glemme, at jeg allerede havde skrevet den artikel. Nu er jeg spændt på, hvad journalisten vil sige, når vi skal mødes på Skype på tirsdag.

Om at gå til psykolog

Det er for længst planlagt, at psykologen skal have sin egen artikel, for hun har betydet uendeligt meget for mig. Hun har været med til at sætte mig fri.

Før jeg traf hende, havde jeg prøvet alverdens terapeuter, psykoterapeuter, gestaltterapeuter og kropspsykoterapeuter, fordi jeg ville have det bedre. Det virkede bare ikke på mig. Jeg egner mig ikke til at slå i en pude og forestille mig, at den er min mor eller hendes mand. I mange år gik jeg rundt og tænkte, at alle disse terapeuter var uduelige, eller at det var mig, der var noget galt med.

Psykologen havde et helt andet perspektiv på sagen, nemlig at jeg ikke havde været ‘klar’. Det gav mening for mig.

Vores samarbejde var meget analytisk, og jeg fik lov at bruge hovedet, for sådan har jeg det bedst. Hun accepterede uden videre, at jeg ikke ville tegne og male uagtet hun også er uddannet kunstterapeut. Hun lo bare, da jeg fortalte, at jeg ikke kan tegne så meget som en tændstikmand.

Jeg kom hver gang med ting, jeg ville drøfte. Vi vendte og drejede dem, satte ord på, ofte kom jeg til at græde af arrigskab eller af inderlig sorg, men det endte altid med, at vi lagde emnerne i ‘skuffer’ og satte søm i. Vi havde set det, vi skulle se. Der var ikke behov for at åbne skufferne igen. Skridt for skridt kom jeg ud på den anden side af det, der havde været et mareridt.

Ikke kun snak

Selvfølgelig talte vi ikke udelukkende.

En session gik blandt andet ud på, at jeg skulle ’gå ind i’ den faldefærdige, firlængede gård på Sydfyn, hvor jeg boede som nomadebarn omkring 1976-77.

’Luk øjnene og stil dig foran vognporten…’ Jeg begyndte med mit sædvanlige ’Det kan jeg ikke finde ud af’, men alligevel lykkedes det denne gang:

Jeg kommer gennem porten med garagen til højre, hvor den meget rene bil står. Selve gårdspladsen er med toppede brosten. Der står en gammel, grøn vandpumpe. Stråtaget har set langt bedre dage, det er grønt og fyldt med mos. Der er en stor dør i højre side, og bag den opbevares alle de tomme 1½ liters vinflasker – typisk af mærket Peré Medard.

Jeg fortsætter ligeud og kommer til hoveddøren, hvor der er et trin op, til jeg står i entreen, der er højst en kvadratmeter stor. Der er en TV-stue til venstre og til højre dagligstuen med vinballonerne og deres blop blop blop. Det første, jeg siger til psykologen, er, ’Her lugter af gær’.

Min halvbror sad i sin hoppegynge midt i rummet, uden at nogen egentlig tager sig af ham. Op mod de små vinduer er min mors og psykopatens arbejdsbord.

Så langt nåede psykologen og jeg mht. stokroseidyllen. Hun roste mig for at kunne komme så langt, når jeg normalt veg fra den form for terapi.

Det var ikke så svært, som jeg havde troet, for jeg var klar til at blive fri, og jeg var i gode hænder.

0 replies

Skriv en kommentar

Want to join the discussion?
Feel free to contribute!

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *