Helt fantastisk

Medicingennemgang

Jeg er vildt imponeret!

Farmaceuten kom igen i dag, og havde tid til at snakke. Jeg vil så gerne have hjælp til bivirkningerne. Restless legs og mundtørheden er ved at tage livet af mig indimellem. Men det er et tveægget sværd, for hvad sker der, når jeg hele tiden har sagt til alle, at der sørme ikke skulle pilles ved min medicin, og vi så alligevel gør det? I går var jeg meget bekymret.

Jeg fortalte farmaceuten om mine bekymringer, som hun forstod og anerkendte. Vi blev enige om, at den største synder i relation til bivirkningerne, er Seroquel, som jeg nu har spist i fire år i en ret stor mængde. Den skal jeg trappes ud af, og vi gør det lige så stille – bare reduktion med 25 mg pr uge. Det vil tage et stykke tid, når udgangspunktet er 600 mg. 🙂

De første

Glostrup er det første sted, der gerne vil tale bivirkninger og drøfte medicinen indgående. Jeg har da troet, at dem måtte jeg bare leve med. Psykiatrien i Danmark er meget kemisk, og jeg brokker mig ikke over det, for medicinen er livsnødvendig for mig, men dette her viser mig, at man skal følge op og tale om det. Det er der ingen andre, der har gjort; jeg har aldrig tidligere talt med en farmaceut! Heller ikke selvom jeg tager meget medicin. Og det er altså ikke, fordi jeg har glemt det.

Udover de nævnte ting, lider jeg også af krinisk forstoppelse. Hun siger, at også her er Seroquel synderen. Det kunne også være dejligt at slippe for det; det kunne være dejligt ikke at føle mig fed.

Jeg spiser kun sund mad, aldrig skodmad, aldrig en købepizza, aldrig chips, aldrig slik eller noget af al den slags, og alligevel taber jeg mig ikke. Også her er det Seroquel, der er synderen.

Tilbud om forløb

Hun tilbyder et forløb, hvor vi har kontakt fx en gang om ugen, og det kan bare være pr telefon. Idéen er, at vi følger op på det, og holder øje med hvad der sker, når vi nedsætter mængden af Seroquel, som er både synder, hjælper og “bekymringsgiver”.

Det første, der skal ske, er nye blodprøver, så vi har et præcist niveau at arbejde ud fra “Hvad snakker vi om?” Det føler jeg mig tryg ved.

Lige nu venter jeg på en læge, så jeg kan komme hjem til mig selv og min egen kugledyne!

6 replies
  1. Eric
    Eric says:

    Hvis du på en eller anden måde kunne kvantificere dine bivirkninger objektivt (altså give dem en talværdi), var det måske muligt at korrelere til dosen af det ene og andet.
    Fedt at nogen lytter!

    Svar
    • Stegemüller
      Stegemüller says:

      @ Eric

      Det er lige til Excel… 🙂 Din idé er god, det vil jeg prøve at arbejde lidt med.

      Deres idé er at trappe mig helt ud af Seroquel, men også kigge på de andre præparater, da de ikke på forhånd kan vide, om det ale er Seroquellen, der er synderen. De har startet Lyrica op, og jeg ikke haft RLS-anfald, mens jeg har været her. Jeg slog selvfølgelig Lyrica op, og det har en enormt mange bivirkninger, også dem som mere end ti pct får. Men vi starter med den mindst mulige dosis, har de beroliget mig med.

      Jeg er bare så glad for, at de går ind i denne karussel, jeg var kommet ind i: Et præparat mod et eller andet > en bivirkning > et præparat mod bivirkningen > en ny bivirkning >>>>>>

      Svar
      • Henny Stewart
        Henny Stewart says:

        Jeg var på næsten max dosis Lyrica i over 4 år, og jeg havde ingen nævneværdige bivirkninger. Lyrica kan godt være bedre end sit rygte.

        På et tidspunkt syntes jeg, at det kunne være relevant at trappe ud af dem, og det gjorde jeg i samarbejde med min praktiserende læge, over ca. 6 måneder, og det gav heller ingen problemer.

        Svar
        • Stegemüller
          Stegemüller says:

          @ Henny

          Det lyder sørme godt. Mange tak for info! Farmaceuten her siger også, at de holder øje og at dosis er så lille som muligt. Jeg er virkelig ovenud lykkelig over, at de lige graver spadestikket dybere. Jeg er glad for DPC, men burde det ikke være deres opgave? Jeg har fortalt dem om RLS i flere år, og vi har talt mundtørhed adskillige gange.

          Svar
  2. Birgit
    Birgit says:

    Hvor ville det dog være dejligt for dig, hvis du kunne slippe for nogle af bivirkningerne. Og her har bare en lille smule også ret! Jeg er spændt på at høre nærmere det næste stykke tid.

    Svar
    • Stegemüller
      Stegemüller says:

      @ Birgit

      Jamen det kunne være så skønt. Højst på ønskelisten står RLS. Jeg har ikke haft anfald, mens jeg har været her. Skønt. Jeg troede, jeg bare skulle leve med det.

      Jeg er også spændt. Jeg laver et regneark, når jeg kommer hjem, så vi har noget at tale ud fra. Nogle vil synes, det er over-nørdet, men her synes de, det er en god idé.

      Svar

Skriv en kommentar

Want to join the discussion?
Feel free to contribute!

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *