,

Hele tiden nogen

Hele tiden nogen

For Søren da

Her er hele tiden nogen

Jeg brokker ikke, jeg piver ikke, (synes jeg da selv), jeg er, hvor jeg skal være, jeg er glad for at være her, jeg er ikke klar til at komme hjem endnu osv. osv. Af og til er jeg bare ved at få pip af, at der hele tiden er nogen, og ofte nogen, der vil mig noget. Og min roomie snorker ad h… til!

Men skyggerne bag mig og englene/englevingerne/menneskene i halv størrelse i det perifere synsfelt skal væk! De er på en eller anden måde blevet mere insisterende. Jeg kan ikke forklare det med andre ord. I går måtte jeg bede om et nyt betræk til kugledynen, idet blomstermønstret blev til edderkopper – altså kun en ad gangen og ikke hele tiden!

Lydene er væk. Jeg er taknemmelig.

Når man er vant til at tulle rundt i egne omgivelser, kan dette være en anelse anstrengende, hvilket selvfølgelig på den anden side er et sundhedstegn.

De opfordrer til, at man prøver at tage lidt hjem, så man ikke er her så længe, at man nærmest bliver bange for det. Jeg gør (for det meste 🙂 ) som de foreslår, og smuttede hjem de tre timer i går. Så skønt. Næste skridt er at overnatte hjemme, når de er sikre på, at man ikke går hjem og hænger sig. Det er jeg nu ikke i fare for.

En weekend

En weekend kan være lidt lang, da der intet foregår udover de tre måltider, hvoraf jeg kun spiser de to, idet jeg ikke rigtig bryder mig om morgenmaden.

I aftes hyggede jeg dog med en medpatient til kl. 00. Vi spillede Bezzerwisser, som faktisk er ret sjovt. Vi droppede alt det med bræt og brikker og stillede og besvarede bare spørgsmålene. Han er 20 år yngre end mig, så vi kunne besvare helt forskellige spørgsmål. Pudsigt at den generation ikke kender “De hvide busser” eller “D-dag” – og pudsigt at jeg ikke kender alle de nyere bands, fodboldspillere mv. Men vi hyggede os, og nød den fred, der opstår, når alle andre har indtaget diverse kemikalier og er gået til ro. Det kunne have været hyggeligt med et par stearinlys, bare et par fyrfadslys, men det er ikke tilladt.

Fodbad

Da weekends som nævnt er noget stille, har personalet tid til lidt ekstra. En sygeplejerske hjalp min roomie og en anden med omsorgsfuldt fodbad. De er begge ældre og har måske svært ved at nå hele vejen ned til fødderne, så det var faktisk rørende at se. Den slags sparer garanteret mindst ti Oxapax, og så er det meget sundere. Den slags burde der være mere af!

God søndag.


Her kommer du til menupunktet “Psykiatri”, hvor du kan navigere mellem alt, jeg i årenes løb har skrevet om bipolar affektiv sindslidelse og Aspergers syndrom.

2 Svar
  1. Eric
    Eric siger:

    Ja, når man som du er vant til at være alene, må det være en omvæltning med alle de mennesker. Da jeg var indlagt i 16 pga. hjertet, var der også stunder, hvor der var vel meget tummel og aktivitet. Og da jeg så kom hjem, nød jeg i den grad stilheden.
    God og snarlig bedring.

    • Stegemüller
      Stegemüller siger:

      @ Eric

      Tusind tak.

      Jeg glæder mig til stilheden – men også til skyggerne og menneksene i halv størrelse er væk… jeg er godt nok træt af dem for nu at sige det mildt.

Der er lukket for kommentarer, da posten er mere end et år gammel.