Glad for kontaktpersonen

Gode mennesker i psykiatrien

Det er svært at tale imod en overlæge i psykiatrien, så jeg er utrolig glad for kontaktpersonen, der lytter, og som forstår, at det er enormt opslidende, at jeg føler, som jeg føler. Det er opslidende, at tankerne om, at verden ikke ville være et fattigere sted uden mig, pludselig dukker op igen. Hvor går man hen, når tankerne om den asiatiske kødøkse, der hænger til pynt ude i køkkenet, pludselig ses som en (nød-)løsning?

Et menneske, som vil tage dialogen, uanset der også er gamle ting rodet ind i det hele. Når det hele er noget rod, når psykiatrien pludselig også skal tage sig af noget så “træls” som følelser. For det ved jeg godt: der er tale om gamle ting, der bliver rodet ind i nutiden. Reaktionen bliver inadækvat!

Et menneske, som kan skaffe en ekstra tid i en sikkert fuldt optaget kalender og som vil ringe til mig igen på onsdag, fordi jeg pludselig ikke bare er “SR1”, der står for “Selvmordsrisiko 1”, hvor “1” er det mindste. Et menneske, som forstår, at jeg grundlæggende ikke har følt mig respekteret og som tør gå ind i dialogen, selvom jeg synes, det er enormt svært, fordi jeg er bange for, at hun føler, jeg beder hende være illoyal overfor en kollega. Det er jo ikke sådan, det er. Jeg beder hende ikke være illoyal, og det forstår hun på alle måder. Jeg beder hende bare lytte – og det gør hun.

Hun sørger for, at jeg får en ny og mere fremkommelig læge, der er interesseret i dialog. Den del er på plads. Jeg skal aldrig se den anden mere. Det fylder så pokkers meget, fordi det også handler om noget andet/gammelt. Det handler om gennem mange år ikke at være blevet respekteret. Hvis man nu bare kunne frasortere alt det, der ikke handler om psykiatri og så se på, hvad der var til rest, ville alt være godt. Sådan er den menneskelige psyke bare ikke. Jeg har bøjet nakken tilstrækkeligt, og det er jeg færdig med. Jeg er færdig med mig-ikke-respekteret. Jeg er helt grundlæggende ikke blevet dum af at blive syg. Jeg bliver bare rasende over ikke at føle mig hørt.

Kun få skriver til klinikchefen

Jeg er klar over, at det er de færreste psykiatribrugere, der skriver til klinikchefen, når de føler, deres grænser overskrides. Men det har jeg altså gjort i nogle få situationer, hvor jeg ikke har kunnet finde andre handlemuligheder. Klinikchefen er den øverste/fineste på et psykiatrisk center. En sådan er sikkert ikke så vant til at høre fra deres brugere. De har altså bare hørt fra mig. Jeg er klar over, at jeg er besværlig og insisterende og at det måske er det, der gør, at der et eller andet andet sted i min journal står, at jeg er “en dame med bestemte meninger”.

Kontaktpersonen tilbød at lede efter det i Sundhedsplatformen, men det synes jeg altså ikke, hun skal bruge sin kostbare tid på. Jeg undrer mig bare over, hvor det dog kommer fra. Det er vel næppe faldet ned fra himlen? Eller er det – når vi nu aldrig har set hinanden før? Jeg kunne forstå det, hvis vi nu havde set hinanden fx fem gange før.

Fokus på facts

Det går over, det tager bare sin tid. Når der er (mindst) 1.544 andre ting rodet ind i det, er det klart, det tager sin tid. Min kontaktperson er dejligt faktuel; det er jeg virkelig vild med, så hun skriver blandt andet i sine notater fra i dag:

Patienten har bedt om en tid før planlagt.
Har været meget påvirket efter lægesamtale i sidste uge. Nævner flere eksempler på, hvad der har berørt hende men har grundlæggende ikke følt sig respekteret.
Vi drøfter situationen og patientens reaktion. Kobler med tidligere oplevelser.
Er grædende under samtalen. Giver udtryk for selvmordstanker.
Vi aftaler opringning onsdag og ny tid i næste uge.

---

Her kommer du til menupunktet “Psykiatri”, hvor du kan navigere mellem alt, jeg i årenes løb har skrevet om bipolar affektiv sindslidelse og Aspergers syndrom.