,

Go live

Den side, jeg er webmaster for, går i morgen kl. 10:00 fra testside til liveside, og jeg er så spændt på brugernes reaktioner. Testsiden kan ses her.

Jeg har 15.000 potentielle brugere. Gad vide hvad de synes? Meget af det, jeg har lavet, kan ikke rigtig ses af de almindelige brugere. Det har drejet sige om at få ryddet op, gjort ensartet og systematiseret; bare det at få folk til at forholde sig til de kategorier, siden skal indeholde…. og dernæst hvilke programmer skal høre under den enkelte kategori? .

Jeg har vel brugt 2 – 3 uger på alt dette, og nu gider jeg ikke rigtig mere. Nu skal vi bare “Go live”. Jeg er selv tilfreds med resultatet, som det er.

Jeg har skrevet en lille præambel, som jeg offentliggør på Facebook, når siden kommer på live. Den kommer her:

Præsentation af den nye hjemmeside

Nye menuer mv. Stegemüller, 19. januar 2017

Hvad er nyt?

Der er sket en masse nye ting på hjemmesiden https://supportpcogandet.dk. Meget af det er noget, du som bruger ikke rigtig kan se. Herunder følger en gennemgang af det, du rent faktisk kan se.

Menuerne:

Det allervigtigste er, at menuerne er lagt helt om, og at guiderne er placeret i mere sigende kategorier, som der i øvrigt er kommet flere af. Der er også lavet små korte beskrivelser under hvert punkt, så du kan se, hvad punktet drejer sig om, inden du klikker.

Dette skulle gerne bevirke, at det er blevet lettere at finde det, du søger. Hvis du ikke kan finde noget, så er der på forsiden en rigtig god søgemaskine i højre side.

Forsiden:

Der er kommet lidt mere liv på forsiden. Der var for meget ”whitespace”. Facebookgruppens og hjemmesidens navn stod tre gange lige under hinanden. Og siden virkede lidt død.

Nu klikker du på den blå sky for at komme til forsiden, hvilket selvfølgelig ikke er relevant på forsiden, men skyen følger med rundt på alle sider, så der er den relevant.

Jeg har sat vejledningen til et godt indlæg ind på forsiden. Det skyldes, at det kan være meget vanskeligt at finde den på en underside, som det formentlig er de færreste, der læser.

Topmenuen har fået lidt blå farve og nogle ”adskillere”. Der er sat lidt grafik ind, som jeg synes illustrerer det, vi arbejder med.

En yderligere ting til topmenuen: Der er kommet et nyt menupunkt, der hedder ”Bidrag”. Det er en vejledning i, hvordan du skriver en god guide, hvis du har lyst til at bidrage. I vejledningen stiller jeg mig til rådighed med hjælp. Jeg har oplyst telefonnummer og privat e-mailadresse.

Sidefod:

Der er indsat en sidefod, der reklamerer for de to Facebooksider, vi driver. Den tekst stod før i hver enkelt guide, når jeg ellers huskede at sætte den ind… Sidefoden kommer nu automatisk ind på hver enkelt side. Det er mere hensigtsmæssigt.

Mangler:

Jeg vil gerne have hjælp til denne guide, da jeg ikke selv har forstand på det: https://supportpcogandet.dk/bootmenu/ Det, der udestår, er bare en indledning om, hvorfor dette er vigtigt/hvornår man skal bruge det/hvilke problemer, det løser? Bare fire fem linjer, så er jeg glad. Der skal også laves en lille kort beskrivelse, det vil sige det, der stå under linket i menuen.

Eventuelt: Whitespace over sidefod + smallere blå bjælke.

Udbyder:

Jeg har haft overvejelser om at skifte udbyder, da jeg ikke er tilfreds med kvalitet, værktøjer og support hos den nuværende One.com. Problemet er lidt, at det skal være billigt, men man får så også kun, hvad man betaler for.

Lige nu peger pilen på cHosting.

Og så lige tilbage:

Jeg har forsøgt mig med en vejledning i at skrive guides. Måske er den for diktatorisk, men hvis tingene ikke er i orden fra starten, er det jo mig, der kommer til at rette op på det:

Skriv en guide

Sådan gør du

· · ·

Skriv let læseligt og indsæt illustrationer, hvis det kan tydeliggøre din tekst.

Retstavning, læsbarhed, ingen slang, pseudoengelsk osv.

Yderligere information fås hos mig på denne mailadresse: post@stegemueller.dk

Sådan skriver du en god guide, som alle brugere har glæde af.

Kom godt i gang

Det allervigtigste er, at du gør dig klart, at du skriver for alle mennesker. Nørderne klarer såmænd sig selv.

Denne lille vejledning kan synes diktatorisk, men det skyldes alene, at jeg gerne vil opretholde den kvalitet, som de øvrige guides har – og så vil jeg selvfølgelig også gerne gøre arbejdet lettere for mig selv.

Det er lidt af en kunst at skrive læsbare tekster på nettet, fordi vi læser helt anderledes på nettet end i fx en bog eller en avis. Det vil sige, at man skal tænke meget over læsbarheden.

Niels Gamborg har beskæftiget sig meget med læsevenlige tekster på nettet. Det er altid hans råd, jeg følger. Her er en lærerig lille artikel, som du bør læse, inden du går i gang med din første guide.

Når du afleverer din guide til mig, forbeholder jeg mig retten til at rette stavefejl, kommafejl, dele op i flere afsnit, reducere antallet af illustrationer mv. alt sammen af hensyn til kvalitet, overskuelighed og læsbarhed. Der er ikke noget så distraherende som tekster fyldt med fejl.

Starten på guiden

Afsnit 1: Start altid med at beskrive hvad programmet kan og hvorfor det er en god idé at have det eller sagt på en anden måde ”Hvad er formålet”?

Afsnit 2: Koster programmet noget, eller er det gratis? Hvis det koster noget, skal du angive prisen og hvilket år, den er fundet.

Afsnit 3: skal være en henvisning til, hvor programmet kan hentes. Herunder følger en liste over sider, du gerne må henvise til.

https://ninite.com/

http://www.majorgeeks.com/

https://sourceforge.net/

https://www.fosshub.com/

http://filehippo.com/

Hent altid fra producenten, når det er muligt. Hvis producenten selv linker til andre sider, må det formodes, at linket er i orden.

Klik aldrig på “reklamer”. Undersøg siden du henter fra; i mange tilfælde “gemmer” linket sig lidt nede på siden.

Vær opmærksom på “ekstra” – og som oftest unødvendig – software, når du installerer et program. Læs hvad der står på skærmbilledet og fjern eventuelle flueben.

Er du i tvivl, så lad være med at hente/installere; spørg i stedet i gruppen, om der findes sikre alternativer.

Afsnit 4: Beskrivelse af installationsprocessen. Hvor gemmer man den hentede fil? Hvad hedder filen? Hvad sker der, når man dobbeltklikker? Er det så bare næste, næste, næste? Hvis ikke hvad så? Er der særlige knapper, der skal trykkes på?

Når programmet kører
  1. Hvordan ser første skærmbillede ud? Evt. med illustration.
  2. Hvad gør man for at komme i gang med programmet?
  3. Er der evt. særligt vigtige punkter af være opmærksom på?
  4. Har du tips, som ikke fremgår af menuerne?
  5. Og meget mere, som din erfaring med programmet siger dig.
Formater og illustrationer mv.

Jeg vil gerne have dit bidrag i Word og illustrationer skal være indlejret, så jeg kan se, hvor i teksten du vil have dem. Samtidig vil jeg gerne have filerne i naturlig størrelse tilsendt på mail: post@stegemueller.dk Når jeg gerne vil have filerne særskilt, skyldes det, at de ofte bliver for små, når de er indlejrede, og det dur ikke. Hvis der skal være illustrationer, skal de også kunne ses. Hvis du har mulighed for at sætte pæne pile, der peger på vigtige elementer, er det godt, og ellers så sætter jeg dem på med ”Snagit”.

Du skal ikke levere 10 illustrationer, da det bliver uoverskueligt for læserne (og mig). To – tre stykker, der er essentielle, er fint. Det er teksten, der skal være det bærende.

Sprog

Du skal stave rigtigt og sætte både punktummer og kommaer. Herudover skal afsnittene ikke være for lange. Det skyldes alt sammen hensynet til læsbarheden. Retter du ikke disse ting til, gør jeg det.

Du skal ikke bruge kancellisprog.

Du skal ikke bruge forkortelser men skrive ordene helt ud lige bortset fra selvfølgelig: fx, mm., mv., osv. og den slags.

Tingene skal foregå på dansk: ikke ”Clean install” men ”ren installation”, ikke ”Download” men ”Hent”, ikke ”Install” men ”installere”, ikke ”site” men ”side” osv.

Ingen smileys: Dine ord skal kunne forklare dit budskab i sig selv. Smileys gør teksten mindre seriøs.

Skriv ”stramt” uden overflødige ord.

Slang: Vi ”smider” ikke ting på nettet. Vi lægger. ”Smider” er slang, og det vil jeg helst ikke have.

Talord under 10 skrives med bogstaver, altså tre, fire, fem osv. 10 og derover skrives med tal. Separator er punktum fx 1.000.

Hvis programmet hedder fx ”uBlock”, skal du skrive det på helt samme måde.

Kategorisering

Det er dig, der kender programmet bedst, og derfor er det også dig, der skal hæfte en kategori på din guide, så den bliver vist det rigtige sted på hjemmesiden. Du kan benytte følgende kategorier:

Ad blockere

Afspilning

Browsere

Brænderprogrammer

Diverse

Editorer

Facebook

Fjern vira

Foto, video og lyd

Hjælpeprogrammer

Kommunikation

Officeprogrammer

Onlinedrev

Optimering/information

Pakkeprogrammer

Sikkerhed

Skærmoptagere

Mobiltelefoner

Windows

 

  • Du skal oplyse om kategorien, når du sender e-mail med tekst og illustrationer.
  • Du skal angive en lille kort beskrivelse, som vil blive vist lige under linket. Til højre kan du se eksempler på disse beskrivelser.
  • Kategorien ”Diverse” findes og vises, men må kun bruges i ”nødstilfælde”, da den ellers bliver en ”skraldespand”, som kan bevirke, at man mister overblikket, når man kigger i menuen.
  • Passer din guide ikke ind i nogen af disse kategorier, er du velkommen til at kontakte mig via mailen, så vi kan få en dialog om en mulig ny kategori.
Afslutning

Er du i tvivl om noget, svarer jeg altid gerne på spørgsmål. Skriv dem til mig på min mailadresse (jeg er ikke så god til Messenger og private beskeder). Min mailadresse er: post@stegemueller.dk og mit telefonnummer er 22 81 17 31.

Venlig hilsen

Stegemüller

Webmaster og skribent på https://supportpcogandet.dk/

0 replies

Skriv en kommentar

Want to join the discussion?
Feel free to contribute!

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *