,

Glæden ved slægtsforskning

Jeg har slægtsforsket i lidt over ti år og jeg har fundet rigtig mange data om de anerne og lidt om efterkommerne. Det, der interesserer mig, er anerne. Jeg er ikke så interesseret i mine forfædres efterslægt, selv om det ellers er en hurtig måde, at få databasen til at vokse, men en enorm database er ikke det, der interesserer mig. Jeg må dog gå i rette med mig selv: Efterslægten kan være en fantastisk kilde til billeder, og billeder er med til at sætte kød på slægten. Jeg bliver glad, når jeg får tilsendt et billede.

Herunder finder du et billede af Anna Grethe Margith Christensen, der er min mormors første barn – og altså min moster, som jeg aldrig har kendt, idet hun blev adopteret til en familie i Jyderup, fordi min mormor var alt for ung til at have et lille barn. Billedet forestiller Anna Grethe Margith Christensen med hendes adoptivforældre og hendes nye storebror Erling. Historien i familien går, at mormor løb grædende efter bilen op ad markvejen, da adoptivforældrene kom og hentede lille Margith. Jeg ved ikke hvad der er op eller ned på historien, men god er den. Når jeg ser på billedet af Margith synes jeg, jeg kan genkende mormors øjne – det er lidt sært.

Jeg har fået billedet tilsendt fra Torben, der har en enorm database med mere end 27.000 personer. Jeg er glad for billedet, men tillader mig også at stille lidt spørgsmål ved den enorme database. Jeg kan se, at jeg selv er nævnt som kilde nr. ca. 27.000 til mange data vedrørende min egen familie. Det er fint at være nævnt som kilde, men hvad sjov er der ved at skrive andres hjemmesider af og på den måde få sin egen database til at vokse?

En af glæderne ved at slægtsforske er at træffe andre slægtsforskere, og det synes jeg altid er fantastisk. Her mødes vi på tværs af alle traditionelle skel (alder, uddannelse, lønninger, erhverv, køn mv.) og vi er alle tændt af hellig ild. (Det er sikkert lidt, som når ‘webstrikkerne’ mødes for at strikke.) Når vi mødes, går snakken lystigt, og alles kompetencer udnyttes. Det den ene ikke kan, kan den anden og om end ikke andet kendes nogen, der kan.

Vi søger vores rødder og arbejder på at fortælle historien. Jeg har på min hjemmeside en serie, jeg kalder Historien i glimt, hvor jeg forsøger at fortælle historien i øjenhøjde. Den har ligget lidt stille i et par år, men nu skal den vækkes til live igen, idet jeg vil fortælle historien om min oldefar Wilhelm Rudolph Stegemüller. Jeg har samlet mængder af materiale om ham og hans indvandring til Brede Klædefabrik i 1890 og om klædefabrikkens historie, og senere om Dansk Hattefabrik A/S’ historie, men jeg har aldrig fået skrevet historien sammen, og det vil jeg gerne prøve, om jeg kan. Men det er en kunst, som jeg ikke ved, om jeg behersker. Heldigvis traf jeg i går Mona Haman fra arbejdsgruppen vedrørende Boyebanden og hun har arbejdet meget med historiefortællingen. Jeg vil tage kontakt med hende, og se om ikke hun kan lære mig et og andet.

6 replies
  1. Stegemüller
    Stegemüller siger:

    @ Slægtsforskning er en fantastisk hobby, og der er altid noget at gøre. Jeg vil gøre mig umage for at fortælle historierne!

    Svar
  2. Jørgen
    Jørgen siger:

    Det er ikke altid let at få tid til alt det man skal, men jeg forstår godt du har lyst til at gå videre med slægtsforskning. Og fortælle historier.

    Svar
  3. Ellen
    Ellen siger:

    Det er altid rart at være med folk, der har samme referencerammer, og det er nok en god sammenligning med webstrikkerne … bortset fra, at vi kun en enkelt gang har haft en enkelt mandlig deltager, så min gruppe er trods alt nok snævrere, men det er jo ligemeget, bare man råhygger, og det gør både du og jeg med hver vores sysler 😉

    Svar
    • Stegemüller
      Stegemüller siger:

      @ Ellen

      Ja det rigtige ord er referencerammer, det har du ret i. Ja det er selvfølgelig rigtigt, at slægtsforskning trækker både mænd og kvinder.

      Slægtsforskning er en fantastisk hobby for mig, sikkert ligesom strikkeriet er for dig.

      Svar
  4. Donald
    Donald siger:

    Med efterslægt menes – gætter jeg – fætre, kusiner og grand-dito, grand-grand-grand-%%% etc.?

    Jeg kan faktisk godt se fordelen i at kende andre, som kan oplyse om forfædrene, og som samler kilder. Ikke at jeg har tænkt mig at begynde at slægtsforske, men jeg læser min kusines beretning om vores fælles bedstefar med stor glæde. Jeg ville egentlig gerne have historierne med, når man slægtsforsker. Lidt i samme stil som Buk Swienty nu har skrevet slægtshistorie ved at fortælle om Karen Blixens far. — Selv om man ikke er i familie med kunstnere og andre historiske personer, er det spændende at få et indblik i deres liv og tanker. 🙂

    Svar
    • Stegemüller
      Stegemüller siger:

      @ Donald

      Du har ret i at efterslægt er diverse grandfætre, fætre og kusiner osv. Ja det kan være at jeg ser det for snævert, og der er bestemt en stor værdi i at kende andre, der kan bidrage med billeder mv.

      Jeg er meget imponeret af Buk Swienty, hvor jeg med stor glæde har læst ‘Slagtebænk Dybbøl’, der var en medrivende beretning.

      Svar

Skriv en kommentar

Want to join the discussion?
Feel free to contribute!

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *