,

π-mis

𝛑-mis

Jeg havde kat

π-mis

π (afrundet til Miss 3,14) var en Chinchilla-perser, født i 1989, som jeg anskaffede, mens jeg stadig boede på Amagerkollegiet og selvfølgelig havde med mig, da jeg den 1. august 1990 flyttede til Vanløse. Hvor topbilledet stammer fra, husker jeg ikke, det er ikke hos mig, men hun ser glad og tilfreds ud, og det er sådan, jeg husker hende.

π var den dejligste kat, man kan forestille sig. Utrolig smuk med tæt og tyk pels og tilsvarende kælen. Hun elskede mennesker og selskab og ville helst sove i arm, så det fik hun selvfølgelig lov til. π var min første racekat, men bestemt ikke den sidste. Racekatte er ofte bedre til at være “indekatte”, end traditionelle huskatte er.

Hun afløste en anden kat ved navn “Jason”, der også var en utrolig dejlig kat. Det er Jason (og mig) på billedet herunder ca. 1982 på Amagerkollegiet. Billedkvaliteten er elendig, men det er tydeligt, at vi er glade for hverandre. Og det er sådan set formålet med billedet.

π-mis

Jason og mig ca. 1982

Jeg vil have en kat igen

Jeg vil have en kat igen. Ganske vist må man ikke have husdyr, hvor jeg bor, men jeg vil alligevel forsøge at få tilladelse til en “Servicekat“. Det har jeg tænkt på i flere år.

Folk med dokumenterede behov kan let få tilladelse til en “Servicehund”, men lovgivningen omtaler kun hunde ikke katte. Det er jo lidt pip, idet en hund lettere forstyrrer naboerne mv.

π-mis

π-mis på Amagerkollegiet

En af mine læsere, der også er psykiatribruger, gik til lægen og fik vedkommende til at skrive en erklæring om, hvor godt det ville være for hende at få en kat, og på den måde lykkedes det hende at komme udenom ejendommens forbud. Måske kan Distriktspsykiatrien hjælpe? Jeg vil spørge på tirsdag.

Jeg vil forsøge mig, men skal selvfølgelig være sikker på ikke at komme ind i en stime med indlæggelser igen, for jeg har ingen til at passe den, hvis jeg ikke er her.

Det kunne være dejligt med “nogen” at være noget for. En der tog imod, når jeg kom hjem osv. Det er for bøvlet med et menneske; det ville være perfekt med en kat. Jeg har haft kat(te) det meste af mit liv og mener selv, jeg er god til det.

Det er ikke gratis at have en kat, men jeg har pengene og vil gerne prioritere det.

π havde en bror

Min veninde gennem virkelig mange år ejede π’s bror ved navn “Basse”. Selvom de to var i familie, var deres pels og dermed udseende helt forskelligt. Jeg er ikke klar over, hvordan det kan gå til. “Basse” var en hankat, så måske har det med kromosomer at gøre, når nu π var en hunkat?

På billedet herunder ser han benovet til, mens vi spiller Backgammon. Det er mig, der er mennesket, og billedet er fra oktober 1989.

π-mis

π-mis’ bror Basse ser på Backgammon.

Debatniveauet på Facebook

Debatniveauet på Facebook

Jeg hader emojis

Debatniveauet på Facebook

Debatniveauet på FacebookSofie Carsten Nielsen slog en besked op på Facebook, hvori hun udtrykte sin tilfredshed med udfaldet af folkeafstemningen. Det er hun i sin gode ret til.

Jeg kommenterede som vist til højre med “Jeg tror på, at danskerne har truffet den rigtige beslutning”. Det er jeg også i min gode ret til. Reaktionerne er også vist.

Som det ses, har jeg fået mange reaktioner på min øverste kommentar. 83 pct. er enten negative eller vist nok nedladende emojis. Nederst er der en, der indsætter et lam/får i sin tekst og skriver, at der mangler ulve. Jeg begriber ikke, hvad manden mener og spørger derfor, hvad han prøver at sige. Det får jeg ikke noget svar på.

Efter min opfattelse er det overhovedet ikke sådan, man debatterer. Det er langt under et ordentligt niveau. Derfor holder jeg mig som oftest ude af debatter, der har med politik at gøre. Men man har da vel for pokker lov at udtrykke sin holdning?

Emojis kan fortolkes

Hvis nogen vil mig noget, og hvis de vil have et svar, bedes de udtrykke deres holdning med klare ord, idet emojis kan/skal fortolkes afhængigt af, hvem der ser dem. Og det gider jeg simpelthen ikke.

Jeg gider ikke sidde og gætte mig frem til en mening. Det er ikke muligt at diskutere med en figur, da den kan fortolkes. Jeg vil ellers gerne diskutere politik mv., men det skal foregå ordentligt og respektfuldt. Eksemplet her til højre viser, at en “debat” på Facebook er umulig, og i hvert fald hverken er ordentlig eller respektfuld.

Det er for nemt, at trykke på en knap og så tro, at man debatterer – for det gør man ikke. Og hvordan skulle jeg i givet fald svare?

3.000 emojis

Da jeg senest tjekkede antallet af emojis, var der ca. 3.000, og der kommer sikkert hele tiden nye til. Jeg kender to af dem: “Like” og hjertet. Resten står hen i det uvisse, hvorfor jeg vil kunne tage fejl 2.998 gange pr. styk.

Jeg overvejer af og til, hvordan andre har lært det store antal at kende? Hvordan pokker kan de være så sikre i deres sag? Har de med tiden slået dem alle efter i de “ordbøger“, der findes over emojis og så lært dem med tiden? Jeg ved det ikke. Det er et mysterium.

Det er utrolig synd, at den fine platform, Facebook ellers er, bliver ødelagt på den måde, eller at man i hvert fald ikke drager den fulde nytte af den. Nytten ville være langt større, og man ville udnytte den langt bedre, hvis man ikke nøjedes med at trykke på en tast, når man ville noget.

 

 

, ,

Udtræk fra CPR-registeret

Udtræk fra CPR-registeret

Jeg flytter aldrig igen

Udtræk fra CPR-registeret

Jeg elsker tal, tabeller, data og præcision. Alt hvad der kan stilles op i Excel eller puttes i databaser, kan jeg more mig med i lang tid. Det var godt, jeg kom til at arbejde med økonomi og IT til trods for, at jeg er jurist. Den uddannelse var en fejltagelse, men da jeg blev klar over det tre år inde i studiet, havde jeg ikke råd til at starte på en anden uddannelse, der tydeligvis burde have været økonomi eller statskundskab. Jura er imidlertid “bredspektret” og åbner mange muligheder, så det gjorde ikke så meget. Arbejdslivet formede sig alligevel godt.

Tabellen i bunden er et udtræk fra CPR-registeret, hvor jeg bare har fjernet husnumrene. De to yderste kolonner er beregnede værdier, hvor man kan se, hvor længe jeg har boet på den pågældende adresse og hvor gammel jeg var, da vi/jeg, da jeg flyttede.

Jeg er klar over, at “normale mennesker” ikke beregner bopælsår med en decimal, men for det første er det nødvendigt for at vise de adresser, hvor jeg boede mindre end et år, for det andet kan jeg godt lide detaljerne og for det tredje er jeg jo ikke helt almindelig – men pyt med det.

Det sjove, og det man skal lægge mærke til, er, at jeg i starten flyttede meget, men da jeg selv fik ordentlig kontrol over livet efter indflytningen på Amagerkollegiet, blev der væsentlig længere mellem flytningerne. At cellen over tallet “44” er tom, skyldes, at jeg vist aldrig flytter igen. Jeg har flyttet nok og er glad for min nuværende lejlighed.

Forberedelse til psykologsamtale i morgen

Jeg har ikke lavet tabellen kun for morskabs skyld. Den skal bruges hos psykologen i morgen. Jeg er altid forberedt og har lavet en form for dagsorden, da det ikke er helt billigt, og jeg vil have mest muligt ud af det. En form for “optimering”. Jeg er gået over til dobbelt-sessioner, og det giver meget ro ikke at have den lille stress, der er knyttet til kun at have en enkelt time. Det er skønt ikke hele tiden at skulle kigge på uret.

Hvad jeg vil med det, er jeg ikke helt klar over: muligvis få hendes vurdering af, og en samtale om, hvad det betyder for et menneske at flytte så meget i barndommen. Det må da medføre et eller andet? Måske stor rodløshed? Men den har jeg jo altså selv “repareret på” og det er længe siden, så det er ikke specielt synd for mig. Jeg synes bare, det er tankevækkende at se nomadefamilien beskrevet på denne måde.

De mange skoler

Jeg har gået på fem forskellige folkeskoler, hvilket helt sikkert ikke er godt for nogen børn, og da slet ikke for et barn med Aspergers syndrom, der primært profiterer af “ro, regelmæssighed og renlighed” for at skabe ro og stabilitet i hjernen. Altid var jeg det forkerte sted i læse- og/eller regnebogen, og oftest var det andre systemer på den næste skole.

Vanskelighederne med det sociale, der er helt almindelige for mennesker med Aspergers syndrom, blev forstørrede, fordi jeg aldrig nåede at skabe relationer, inden vi flyttede igen.

Tilbageskuende

Nogle vil måske mene, at det slet ikke er godt at være så tilbageskuende som dagens første artikel også peger på. For mig er tilbage imidlertid frem – og det har jeg det fint med.

Kan jeg tage fat i tingene og gennemdrøfte dem med psykologen, kommer jeg vel på et eller andet tidspunkt til målet: fuld frihed. Det kunne være rart. Var jeg mere føle-menneske, ville det helt sikkert gå meget hurtigere (det talte vi om forrige gang). Jeg skal bare ikke tegne, male, lave psykodrama eller noget af alt det andet, hun også kan. Heldigvis har hun aldrig nogensinde forsøgt at overtale mig til det.

Udtræk fra CPR-registeret

Beregnede værdier

Adresse

Min note

Kommune

Fra

Til

Bopælsår

Alder v. fraflytning

Åstrupgårdsvej Aktuel Hvidovre 2007-11-17 2022-04-27  14,5
Vanløse Allé 1. rigtige lejlighed København 1990-08-01 2007-11-17 17,3 44
Hovmålvej Amagerkollegiet København 1981-06-09 1990-08-01 9,2 26
Dagmarsgade Nørrebro København 1980-08-01 1981-06-09 0,9 17
Storegade Svaneke Bornholm 1978-12-11 1980-08-01 1,6 16
Vestermarievej 1. sted på Bornholm Bornholm 1978-07-12 1978-12-11 0,4 15
Nellemosevej Sydfyn Assens 1975-12-29 1978-07-12 2,5 14
Vollsmose Alle Vollsmose Odense 1974-01-31 1975-12-29 1,9 12
Prins Haralds Alle Revisoren Odense 1973-05-24 1974-01-31 0,7 10
Martensens Alle Forkert. Skjern mangler Ikast-Brande 1963-10-23 1973-05-24 9,6 9
,

Kan du se ligheden mellem min far og mig?

Kan du se ligheden mellem min far og mig?

Er det ikke vildt?

Kan du se ligheden mellem min far og mig?

Er det ikke vildt? Prøv at se på billederne herover – min far i 1972 og mig ca. 2006 – der er ca. 34 år mellem de to billeder. Jeg synes selv, der er mange fællestræk. Og det er ikke en gang, fordi jeg gerne vil se fællestrækkene – helt objektivt synes jeg, de er der, selvom vi ikke er i biologisk forbundne. Billedet af ham stammer vist fra hans 50-årsdag i maj 1972; hans sidste fødselsdag.

Billedet af mig selv er vist fra nogle af mine første slægtsforskerdage i 2006 og er vist nok taget af min gode ven og kollega Leif Sepstrup. Man kan derfor sige, at det nærmest er et “ungdomsbillede” af mig. I hvert fald er det årevis tilbage, selvom rynkerne var der allerede dengang.

Jeg er nu 58 år; altså ældre end min far nogensinde blev. Jeg takker hver dag for det liv, jeg har fået efter min pensionering. Aldrig har jeg haft det så godt.

Alle svigtede

  • Er det ikke bare mærkeligt, at min fars søster (tante Kis) og hendes mand ikke træder i karakter?
  • Er det ikke bare mærkeligt, at mormor, som jo faktisk bor i samme by som os, heller ikke træder i karakter?
  • Hvorfor er der ingen lærere eller bare præsten (det var provst Boas), der træder ind og gør bare “noget”?
  • De efterlader alle barnet alene foran gravstenen. Jeg har det den dag i dag svært med det billede af et barn, der lige en måned før er blevet ni år og som sidder alene i vinterkulden foran en enorm gravsten. Jeg skal nok komme over det – men jeg synes, det er en brat opvågnen til det, man kalder livet. For pokker da…

Min første elektriske tandbørste: Min fars ungdomskæreste

På en eller anden måde, jeg husker ikke helt hvordan, får jeg i det/de første år i København (altså ca. 1980/1981) kontakt til Hanne og Vagn Rasmussen i Kgs. Lyngby. Hanne var min fars ungdomskæreste, inden hun giftede sig med Vagn i 1948, og min far selv giftede sig med Inge Theil Larsen i marts 1951.

Hanne og Vagn var helt fantastiske og bragte en masse normalitet ind i mit liv. De var pæne mennesker. Vagns far var fx kommunaldirektør i Gentofte Kommune, og de lærte mig en masse om, “hvordan man gør”. Hos dem lærte jeg fx, at man nu om dage brugte elektrisk tandbørste! Det havde jeg ikke prøvet før. Jeg var vildt betaget. Men jeg var også i tvivl om, hvorvidt jeg nu kunne håndtere tandbørsten rigtigt.

De tog mig med til Taarbæk, til Eremitageslottet osv. og alle andre steder, jeg slet ikke kendte. Jeg overnattede meget ofte på sønnen Jens Bos værelse, når han var ude med garderne; han var nemlig “garder-høj”. Når han var hjemme, puttede de mig i stedet på sofaen i stuen. Det var trygt og dejligt at være hos dem – og der var ikke isblomster på indersiden af ruderne.

Hvordan der blev etableret en kontakt mellem dem og mig, kan jeg simpelthen ikke greje. Jeg mener at huske, at de på et tidspunkt var på besøg på Bornholm. Måske var det sådan, forbindelsen blev skabt? På den anden side skulle min mor og psykopaten jo have taget sig voldsomt sammen for at have besøg af så pæne mennesker? Der skulle gøres rent og ryddes op mv. – men det havde de jo mig til. Kender du fx nogen, der fik vasket bil hver uge? Sådan så mit liv ud.

Den ugentlige vinduesvask hørte dog op, da vi flyttede fra Sydfyn. Om der var nogen, der tog over, ved jeg ikke.

Der var gode nedslag og gode mennesker i mit liv. På en eller anden måde fadede de desværre ud. Det kan jeg være ked af i dag, det er ikke længe siden. jeg fandt Vagns dødsannonce på nettet – men det var naturligt at flytte til kollegiet og få jævnaldrende venner,