Gamle billeder – hjælp til restaurering

En hobby er restaurering af gamle billeder

Har du nogle gamle billeder, du gerne vil have repareret så læs videre her:

For et par år siden besluttede jeg mig til at lære Photoshop CS4 bedre at kende og købte en bog om programmet. Bogen indeholdt en masse øvelser lige til at gå til; jeg fokuserede i særlig grad på at øve mig i at restaurere gamle billeder.

Sidste lørdag sendte Per mig et gammelt billede, som han spurgte, om jeg ville hjælpe med at få rettet lidt op på. Billedet så således ud, da jeg fik det:

Pers originale billede

Som det fremgår var billedet fuldt af skrammer og andet der kommer til gamle billeder. Det er en tidskrævende proces at rette op på et så skrammet billede. Men efter et par timers arbejde havde jeg resultatet herunder. Jeg ville rigtig gerne hjælpe Per, da han har hjulpet mig så meget i forbindelse med min hjemmeside og med det program, der gør at vi nu kan lægge kirkegårde på nettet. Herudover har han altid været behjælpelig med at rykke ud, når min computer gjorde knuder. Så at kaste et par timers arbejde efter det billede var bare en anden måde at sige tak for hjælpen på.

Det færdige resultat

Per var glad for resultatet og han skrev til mig, at det var blevet bedre end forventet. Det var jeg rigtig glad for. Selvfølgelig kan man stadig se, at det er et gammelt billede, men det synes jeg også, man skal kunne.

Det er ikke specielt svært at restaurere gamle billeder, men det er en tids- og tålmodighedskrævende proces, hvor man kombinerer Photoshops forskellige reparationsværktøjer og reparerer pixel for pixel, indtil man er tilfreds med resultatet. Det kræver, at man forstørrer billedet op til 200 eller 400% mange gange undervejs, for netop at kunne arbejde med få pixels ad gangen. I starten hvor jeg arbejdede med mine egne gamle billeder (og før jeg købte bogen og lærte mig teknikken) brugte jeg kun klonværktøjet, og det gav sådan nogle underlige ‘plettede’ resultater. Nu har jeg lært, at man skal kombinere klonværktøjet med pletreparationspenslen, med reparationspenselværktøjet og med korrektionsværktøjet for at få et ordentligt resultat.

Mit tilbud til dig er, at jeg gerne vil hjælpe dig med et gammelt billede, du har liggende i dine gemmer. Jeg gætter på, at jeg har mange slægtsforskere blandt mine læsere og for os er gamle billeder jo guld værd. Du skal sende mig billedet i så høj en opløsning som overhovedet muligt, for at resultatet skal blive godt. Jeg skal nemlig have tilstrækkeligt mange pixels at arbejde med og at ‘tage af’, hvis billedet skal blive godt. Et billede, du har gemt til web med 72 pixels pr. tomme, kan næsten med sikkerhed ikke blive godt. Jeg sender dig en foreløbig vurdering af mulighederne, når jeg har fået dit billede.

10 Svar
    • Stegemüller
      Stegemüller siger:

      Hej Per

      Jeg er i Grækenland lige nu, men du kan sende mig billedet midt i september, hvor jeg er hjemme igen. Så vil jeg gerne se på det og se, om det er noget jeg tør binde an med.

      Venlig hilsen
      Hanne B. Stegemüller

  1. Ellen
    Ellen siger:

    Kors, for et tålmodighedsarbejde! Men resultatet blev rigtig flot, og jeg er imponeret over din tålmodighed.
    Men jeg synes altså, at du godt kan tillade dig at tage i hvert fald et lille beløb for dit arbejde. Selv om det ikke bliver noget, du kan leve af, kunne det blive bollerne på din suppe, og ingen ville vel brokke sig over, at du tog et par hundrede kroner for 2-3 timers arbejde?

    • Stegemüller
      Stegemüller siger:

      @ Ellen

      Ja du har ret i at det er et stort tålmodighedsarbejde; det er måske derfor det er så tilfredsstillende at se hvert enkelt billede blive færdigt. Kirsten B R (som også kommenterer hos dig) har sendt mig en virkelig udfordring, som jeg glæder mig til at gå i gang med – men jeg er så mænd ikke sikker på, at jeg er dygtig nok til at få et godt resultat.

      Når jeg bliver lidt bedre har jeg også tænkt på at tage lidt penge for det. Men jeg skal først være sikker på, at jeg er god nok.

  2. Pia
    Pia siger:

    Flot redigeringsarbejde. Her i huset har vi også for nogle år siden leget lidt med photoshop. Det kan jo nærmest ALT det program.

    Med din interesse for slægtsforskning, kirkegårde og den slags, kan du da let få tiden til at gå ved at tage billeder af gravsten, eller renskrive folketællinger og kirkebøger og taste, osv. Det er bare én af de ting, jeg selv gerne ville kaste mig over hvis jeg havde tid. Frivillig arbejdskraft er der brug for alle steder. Jeg ved godt det ikke giver smør på brødet, men så er der noget at stå op til 😉

    • Stegemüller
      Stegemüller siger:

      @ Pia

      Tak for roserne! Ja Photoshop er et helt fantastisk program, som jeg holder meget af at bruge. Problemet er lidt at programmet er så stort, at man aldrig kommer til at kunne det til bunds.

      Du har ret i, at jeg må til at have gang i mine slægtsforskningsaktiviteter igen, de er som alt andet gået fuldstændig i stå. Jeg mangler ganske enkelt noget meningsfyldt at stå op til. Nu går jeg så i gang med de gamle billeder og håber at det kan holde mig fanget.

      Håber at alt er vel nede på Lolland!

  3. Ingrid schmidt
    Ingrid schmidt siger:

    Kære Hanne. Dejligt at se en blog fra dig igen. Flot arbejde du har lavet!
    I Billund har vi en computercafé bemandet af frivillige, her går jeg til “fotoundervisning” og her prøver vi også at reparere billeder, sætte rammer og tekst på o.s.v. Vi bruger photoshop. Jeg har også photoshop herhjemme, jeg har også billeder, som det du har repareret. Det tager tid at få dem repareret, men det er umagen værd. Hidtil har vi ikke haft billeder af slægtninge på vores hjemmeside, men jeg har planer om at sætte billeder på af ældre slægtninge, men det kræver meget forarbejde. Venlig hilsen Ingrid

    • Stegemüller
      Stegemüller siger:

      Kære Ingrid

      Tak for din kommentar – det er dejligt at du er med endnu. Det glæder mig at du kan lide billedet; jeg er også selv blevet helt godt tilfreds med resultatet.

      Det lyder spændende med jeres computercafe og fotoundervisningen. Er Photoshop ikke bare et dejligt program? Godt du har det derhjemme også, for min erfaring er, at man skal hænge i, for at huske det man har lært, netop fordi der er så mange muligheder med programmet.

      Det er en god idé at lægge billeder af de ældre slægtninge på nettet. Jeg har et webgalleri på min hjemmeside, og det bliver flittigt besøgt, kan jeg se. Men du har ret i, at det er et stort arbejde. Jeg omlagde på et tidspunkt mit galleri, og besluttede at jeg kun ville have restaurerede billeder i galleriet. Det tog mig godt nok lang tid.

      Venlig hilsen
      Hanne

  4. Kirsten b r
    Kirsten b r siger:

    Kære Hanne

    Hvor er det bare et fantastisk flot resultat, du er kommet frem til der. Du er snandelig blevet skrap til at bruge dine programmer. Det kan godt være at du synes, det ikke er svært, men tålmodighed og indsigt, det kræver det nu alligevel. Jeg har selv forsøgt, men har ikke photoshop. Jeg har heller ikke din tålmodighed, ihærdighed og stædighed.
    Jeg har et billede, som jeg gerne vil hve, at du tager dig af. Jeg sender det til dig.

    Mange hilsner
    Kirsten

    • Stegemüller
      Stegemüller siger:

      Kære Kirsten

      Tak for det! Og tak for din kommentar. Det glæder mig, at du er med endnu. Jeg har ikke fået åbnet mailen endnu, men glæder mig til at tage fat på dit billede. Jeg tænker, at nu hvor jeg ikke har noget at lave, kan jeg lige så godt hjælpe nogle folk med det, jeg nu en gang kan, og som virkelig interesser mig.

      Det er så hyggeligt at sidde med de gamle billeder, og tanken om, at der er nogle der bliver glade, gør det ekstra sjovt.

      Mange hilsner
      Hanne

Der er lukket for kommentarer, da posten er mere end et år gammel.