,

Fungerer distriktspsykiatrien?

Distriktspsykiatrien i regionH

Mit korte og klare svar er “Ja det gør den”

I går var jeg i distriktspsykiatrien i anledning af en aftale med min kontaktperson. Vi ses hver tredje uge, for der er (heldigvis) ikke behov for mere. Det normale er, at patient og kontaktperson ses hver anden uge i 30 minutter. Det er mig selv, der har bedt om kun at ses hver tredje uge mod så til gengæld at have 45 minutter til min rådighed. Jeg kan ikke nå at “åbne mig” og fortælle det, jeg har at fortælle, på 30 minutter. Jeg har for mange ord og får stress af de 30 minutter. 45 minutter fungerer derimod fremragende.

Jeg har haft den samme kontaktperson siden 2014 eller 2015. Det er en kæmpe fordel, og hun husker enormt godt. Det, jeg har glemt, husker hun. Det betyder, vi ikke skal “starte forfra”, og at jeg ikke skal redegøre for emner, jeg allerede har redegjort for en eller flere gange.

Der er planer om at samle alle bipolare patienter på Brøndbyøstervej 160 ud fra en idé om, at behandlingen bliver bedre, hvis behandlerne er specialiserede. Det har jeg tænkt mig at kæmpe imod. Jeg er fuldt ud tilfreds med min behandling og ønsker mig ikke noget bedre/andet. Jeg er selvfølgelig godt klar over, at jeg næppe får succes med den kamp, men jeg har alligevel tænkt mig at prøve. Prøver man ikke, lykkes det helt sikkert ikke, og jeg er en fighter. Flyttes jeg til Brøndbyøstervej, skal jeg netop “begynde forfra”, da behandlerne ikke har tid til at læse journalerne. De er hårdt hængt op rent tidsmæssigt. Min kontaktperson har fx nogen og tredive patienter. Det er sørme mange at holde styr på og forholde sig adækvat til.

Hun fortalte, at der indimellem dukker et dogme op om, at “distriktspsykiatrien ikke fungerer”. Jeg spurgte til, hvad det så var, man sagde, ikke fungerede, men det stod vist ikke helt klart for min kontaktperson.

Et hav af psykiatere

Jeg har derimod haft et hav af psykiatere derinde. Den allerførste, overlæge Janne Baatz, var en pragtfuld ældre kvinde, der altid virkede som om, hun havde al den tid, der var i verden. Hende fik man i hvert fald ikke stress af at komme hos. Min oplevelse er, at hun stort set er den eneste, der har forstået mit hukommelsesproblem helt til bunds – sådan helt rigtigt. Hun kaldte det for “absencer”, og hun er den, der har ramt tættest på målskiven – ja nærmest plet. Desværre gik hun på pension, kort efter jeg var begyndt at komme derinde.

Herefter startede rundturen til et utal af unge psykiatere i uddannelsesstillinger. De var alle som en både søde og dygtige. De kunne deres kram, og de vidste, hvad de skulle spørge til, og hvordan de skulle spørge for at få en dialog i gang. Der var bestemt ikke noget ved dem, der kunne bevirke, at man kunne støtte dogmet om, at distriktspsykiatrien ikke fungerer. En af dem hævede sig særligt op over bordkanten, da hun var “fremkommelig”. Sådan sagde jeg om hende, men jeg kan desværre ikke huske hvorfor. Da hun holdt op, fordi hun skulle videre med sin uddannelse, var jeg virkelig ked af det.

Nu har jeg fået en fast psykiater

Det er efterhånden længe siden, jeg har fået en fast psykiater, en meget kompetent overlæge, som Kasper Reff anbefalede på det varmeste, og som ikke bare er på gennemrejse. Han bliver, og det er rigtig rart. Heller ikke her, skal jeg “starte forfra”, og det er jeg glad for.

Man har “ret” til at se en psykiater mindst hver sjette måned, og det er ikke meget. Det fremgår dog af deres hjemmeside, at er der behov, retter de ind og opjusterer behandlingsintensiteten. Det er jo sådan set fint nok, at man afpasser indsatsen til behovet.

Når der er seks måneder imellem, lærer man ikke rigtig hinanden at kende, men det fungerer alligevel. Mit primære mål med at have en læge derinde i øjeblikket er egl. bare, at der skal være en eller anden til at ordinere ECT-behandlingerne, og til det formål skal man bruge en læge.

Det er for nemt at sige, det ikke fungerer

Hvis man selv spiller med på de konditioner, der nu en gang er, synes jeg faktisk, det er velfungerende. Det er for let at skælde ud og sige, det ikke fungerer, især hvis man ikke engang redegør for, hvad det så er, man mener, der ikke fungerer. Medarbejderne er ikke ansat der som troldmænd, og de er underlagt de økonomiske rammer, der nu engang er. Jeg er imponeret af, at min kontaktperson kan holde styr på nogen og tredive patienter.

Til Brøndbyøstervej vil jeg ganske enkelt ikke. Jeg er allerede særdeles tilfreds med kvaliteten af min behandling. Jeg ved godt, at jeg sikkert bliver den lille i det spil, men det skal forsøges. Prøver man ikke, vinder man ikke.

0 Svar

Skriv en kommentar

Vil du deltage i debatten?

Du er mere end velkommen!

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *