, , ,

Frivilligt arbejde?

Der er forhåbentlig snart en afklaring på min situation med arbejde, fleksjob, indkomst, bolig osv. Jeg håber, det vil lykkes, for så er 2½ års uvished ovre. Det har været et stressmoment i sig selv, og det bliver man ikke ligefrem “rask” af. “Rask” bliver jeg godt nok aldrig, men jeg kunne få det mindre dårligt end jeg af og til har det.

Hvis jeg kun skal arbejde 3*5 timer pr. uge, er der tid i overskud, og jeg skal hitte ud af, hvad jeg skal lave al den tid, jeg før i tiden arbejdede. Det er oplagt at se på hvilke muligheder, der er for frivilligt arbejde.

For det første er jeg engageret i kirken, dels i aktivitetsudvalget, der arrangerer fire sogneaftener pr. sæson, dels i menighedsrådet. Herudover har jeg lyst til at gå ind i menighedsplejen, hvis de mangler noget af det, jeg kan.

For det andet vil der være behov for udvidelser og tilretninger på Support PC og andet. Det I ser nu er kun 1. generation, og vi vil gerne udbygge siden, så flere kan få glæde af den. Der er brug for mange flere guides, og det vil jeg gerne være en del af, da jeg selv lærer en hel del.

For det tredje har jeg meldt mig til initiativet “En af os“, hvor de bruger frivillige til at holde oplæg/foredrag om psykisk sygdom. De optager folk i grupper, så jeg ved ikke, hvornår der kommer gang i det.

For det fjerde: Der findes en rigtig god side, hvor man kan få hjælp til bla. Mozilla produkterne fx. mailklienten Thunderbird og browseren Firefox. Jeg har haft nogle sære problemer med Thunderbird, som jeg ikke selv kunne løse og derfor har jeg haft en længere korrespondance med Kim Ludvigsen, der driver siden. I går spurgte han, om jeg ville være en del af deres skribent- og oversætterteam. Du kan læse om det her.

Jeg kommer pludselig i tvivl om, hvorvidt jeg er ved at rode mig ind i for meget? Kan jeg overhovedet overskue det? og er det ikke bedre at komme i gang med aktiviteter, der ikke foregår foran skærmen, så jeg måske kan få et netværk af levende mennesker i stedet for at udbygge mit ret store netværk i Cyberspace? Jeg har svaret Kim Ludvigsen, at jeg ikke kan svare ham før udgangen af denne måned, hvor min fremtid forhåbentlig er afklaret.

12 replies
  1. Charlotte
    Charlotte says:

    Jeg hepper altså også på det med en vandreklub eller anden fysisk aktivitet. Eller måske en læsegruppe. Jeg tænker dit ønske om at “arbejde” frivilligt oveni dit flexjob hænger sammen med en stor del af din identitet…..som du netop har fundet via (altfor) meget arbejde.
    Jeg synes det er et sundhedstegn, at du mærker og reagerer på et helt fundamentalt behov, som vi alle har. Nemlig at blive set og hørt…..og jeg er sikker på, du finder din vej i det.
    Mange tanker
    Charlotte

    Svar
    • Stegemüller
      Stegemüller says:

      @ Charlotte

      Det er nok en god idé med fysisk aktivitet. Jeg har fundet hjemmesiden logen.dk, hvor der synes at være rigtig mange muligheder – også for fysisk aktivitet. Det må jeg vist kigge nærmere på.

      Det er godt set det med identiteten; måske er jeg for “indskrænket”, men det havde jeg såmænd ikke engang selv tænkt over, men jeg tror, du har meget ret!

      Jeg håber, det alt sammen vil lykkes. Som skrevet trænger jeg til vished i mit liv.

      Svar
  2. Stegemüller
    Stegemüller says:

    @ Kære Mette

    Mange tak for dit lange gode svar.

    Angående det med snert af mani, så talte jeg min rigtig gode – nye – læge i Distriktspsykiatrien om det i går. Energi kan være fuldstændig normalt og det har raske mennesker også anfald af. På samme måde med tristesse. Med tiden er jeg bare blevet så angst for udsvingene, at jeg hver gang tror, det er sygeligt. Vi blev enige om, at jeg må arbejde lidt med normalitetsbegrebet. Det er en god idé at trække vejret ned i maven og mærke efter! Det skal lykkes med det fleksjob.

    Det vil helt sikkert være godt at komme offline, jeg ved bare ikke helt, hvordan man gør. Jeg tror dog, jeg skal studere Psykiatrifondens hjemmeside igen, de har et større tema om ensomhed, da det ofte er en følge af en psykisk sygdom. På den anden side har jeg stor glæde af mit netværk i Cyberspace, og jeg ville ikke undvære det – men jeg mangler nogen at ringe til en lørdag eftermiddag, og spørge om vi skal en tur i biografen.

    Pyha til dit afsnit om de emotionelle sider; det vil godt nok være en stor mundfuld, og jeg kan slet ikke se mig selv i det. Omvendt kan jeg godt se, at du sikkert har ret, og at det lyder fornuftigt.

    PS: jer er faktisk allerede medlem af Mensa.

    Svar
  3. Fruen i Midten
    Fruen i Midten says:

    Nu bliver du altså i første omgang nødt til at sidde på dine hænder (eller tage ud at cykle i forårsvejret 🙂 ), ind til din sag er kommet gennem systemet. Ellers risikerer du at skyde dig selv noget så grusomt i foden jf ovenstående kommentarer. Derefter må du prøve at balancere dine fritidsaktiviteter med din formåen, så du ikke pludselig involverer dig i mere, end du magter. Jeg har, ret tæt på, et eksempel, hvor fritidsaktiviteten sugede al energi med det resultat, at vedkommende blev fyret fra sit job. Du skulle meget, meget nødigt havne i noget tilsvarende.

    Svar
    • Stegemüller
      Stegemüller says:

      @ Fruen i Midten

      Det skal jeg nok! 🙂 Jeg skal ikke have skudt mig selv i foden. Jeg må dog sige, at aktiviteterne i kirken er af den slags, hvor jeg møder levende mennesker, hvilket i sig selv er sundt nok. Det skal bare ikke tage overhånd, og Kim Ludvigsens henvendelse var det der fik mig til at stoppe op og skrive dette indlæg.

      Svar
  4. Den stille pige
    Den stille pige says:

    Så længe du laver frivilligt arbejde i et omfang og tempo, der IKKE stresser dig, så skal du lave det, der giver dig indhold og glæde i tilværelsen. Husk at holde pauser og prioriter din (fri)tid 🙂

    Svar
    • Stegemüller
      Stegemüller says:

      @ Den stille pige

      Du har helt ret: Det handler om at finde et passende leje, som ikke er stressende. Jeg tror, jeg skal øve mig en del på at finde den rette balance. En god pause for mig er en lille tur på Facebook eller TVA kl. 18:30, som jeg prioriterer meget højt.

      Svar
  5. Henny Stewart
    Henny Stewart says:

    Man vil vel kunne argumentere for, at du kan arbejde fuld tid, hvis du supplerer op til de 37 timer med frivilligt arbejde, og det er jo ikke den vej, du skal.
    Selvfølgelig er frivilligt arbejde ikke “hårdt” på samme måde, som lønarbejde er det, eller det bør det ikke være. Jeg tror, løsningen kunne være, at du ikke binder dig til en bestemt mængde frivilligt arbejde, men har det som noget, du lejlighedsvis involverer dig i. Så øvelsen består i at stille sig til rådighed uden at love noget helt bestemt.

    Svar
    • Stegemüller
      Stegemüller says:

      @ Henny

      Jeg har også tænkt på det med 37 timer om ugen! Min chef siger dog, at han gerne vil skriver under på, at jeg ikke kan arbejde på normale vilkår. Hvad han lige tænker på i den forbindelse ved jeg dog ikke. Det jeg selv ved er i hvert fald, at det ikke går lige så hurtigt som tidligere.

      I går da Kim foreslog det med Mozilla-gruppen, kunne jeg mærke, at stressniveauet steg, og det var også derfor, jeg ikke gav ham et endeligt svar, og jeg begyndte at tænke over, om jeg er ved at rode mig ind i for meget. De guides, jeg har lavet til Facebookgruppen, har jeg taget helt i mit eget tempo dvs. nogen dage ingen og andre dage fem. I weekenden blev det for meget, da ham der står for selve hjemmesiden blev ved at have noget, der skulle ses igennem og rettes til.

      Jeg tror, du har fuldstændig ret i, at stille mig til rådighed uden at love noget bestemt. Jeg skal fx kunne gå hen og hvile mig under dynen ind imellem – det gør jeg faktisk en del. Opgaverne skal ikke have deadlines, for det kan jeg ikke holde til. Men sikke en balance at skulle holde.

      Svar

Skriv en kommentar

Want to join the discussion?
Feel free to contribute!

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *