Fremtiden

Fremtiden men først lidt om ECT

Posten er revideret efter jeg fik erfaring med ECT

Henover weekenden er jeg blevet bevilget ECT, og det er jeg meget glad for. Først troede jeg, at jeg skulle afvente en konference i dag mandag, men det kunne altså falde på plads tidligere. Der kom en ung læge og skulle tage blodprøver, men det var hun ikke særlig god til. Jeg tror, hun forsøgte 10 gange, uden at det lykkedes hende. Mine blodårer ligge åbenbart meget dybt, men det plejer da ikke at være noget problem.

Den første behandling var i morges, og det sidste jeg hører er “baseline” og “impedans”, og så er jeg væk efter fire sug i masken. Efter behandlingen som vist varer ca. et minut eller to, bliver man kørt ind til et lille opvågningsrum, hvor man er i ca. 30 minutter. Det er aldrig lykkedes mig at se det rum. Når man er klar til at komme ned på afdelingen igen, ringer de efter noget personale, der kommer med en kørestol, så man kan blive kørt tilbage. Den køretur har jeg heller aldrig oplevet. Herefter bliver man hjulpet i seng og sover et par timer.

I dag var jeg så forvirret, at jeg ikke kunne finde ud af, hvad klokken var, og det var ret ubehageligt. Herudover kom jeg til at tage bad to gange, fordi jeg ikke kunne huske, at jeg allerede havde taget bad i morges.

Den nuværende situation spænder alvorligt ben for forløbet i Psykiatrifonden, jeg er bange for at blive vurderet som for ustabil og måske også for ustabil til fleksjob, og hvad gør jeg så?

Min bisidder og jeg skal til møde med kommunen

Bodil og jeg skal til møde i Hvidovre Kommune den 15. juli 2015, hvor vi skal gennemgå de 15 siders skema i Word, og der bliver vi nok nødt til at fortælle, at jeg er indlagt igen?

I øvrigt er det ikke helt rimeligt at bede et alvorligt sygt menneske, der måske har lidt ECT-hjerne, om at forholde sig til 15 meget vigtige sider i Word, der kan have afgørende betydning for fremtiden.

Hvad skal jeg gøre?

Det kan ikke blive ved at gå sådan her. Lige nu er jeg her på Psykiatrisk Center Hvidovre (endnu en gang) og jeg tager imod al den omsorg og støtte, jeg kan få, og jeg er glad for at være på 808. Det er trygt. Men jeg skal jo også kunne klare mig selv derhjemme, der er intet, jeg hellere vil, men lige nu kan jeg ikke. Tankerne om ikke at orke mere efter 12 års sygdom fylder for meget.

Jeg har skrevet om det før, men altså: det er svært at skulle finde den evige balance mellem de to poler, og hvornår er man bare almindeligt trist, og hvornår har man en behandlingskrævende depression? Jeg tror, grænsen gå ved selvmordstankerne.

---

Her kommer du til menupunktet “Psykiatri”, hvor du kan navigere mellem alt, jeg i årenes løb har skrevet om bipolar affektiv sindslidelse og Aspergers syndrom.