,

Forskellen på psykologi og psykiatri

Baby

Ingen forstår mig – det er ØV

Forskellen på psykologi og psykiatri

Det er svært, når “ingen” forstår mig. “Ingen” skal forstås som hverken min psykiater i Distriktspsykiatrien eller min nærmeste ven (som jeg har fået tilbage, hvilket jeg er enormt glad for).

De forstår ikke behovet for at grave i fortiden, behovet for at finde af, hvad Rigsarkivet måtte have af arkivalier vedr. et barn, der visnede, men som formentlig livede op igen på Rigshospitalets børneafdeling og som derfor efter seks måneder kunne tilbagegives til børnehjemmet “Dear Home”.

Psykiateren forstår mig ikke

For så vidt angår psykiateren måtte jeg sige til ham, at denne samtale mindede mig alt for meget om den samtale, vi havde, da jeg for to og et halvt år siden sagde, jeg gerne ville udredes for Aspergers syndrom. Han spurgte dengang adskillige gange “Hvad vil du med det?”

Det viste sig efterfølgende, at jeg faldt klokkeklart indenfor (autisme-)spektret. Det, jeg ville med det, var altså at blive den, jeg altid har været. Jeg var ikke i tvivl, og jeg havde ledt efter svaret i 16 år. Jeg havde undersøgt tingene, og jeg var ikke i tvivl. Inden jeg går i gang med den slags, har jeg undersøgt tingene tilbunds. Jeg er jo ikke en tosse!

Nu spørger han “hvad håber du at få ud af det?” Jamen jeg vil bare gerne vide, hvad de skrev dengang, og jeg er udmærket i stand til at sætte det skrevne ind i en kontekst: altså fx at læger dengang skrev anderledes. Jeg ved godt, at vi er lige 20 år efter anden verdenskrig, at man dengang talte affekteret osv. Jeg er så ligeglad med de overordnede ting. Jeg vil bare gerne vide, hvad de skrev om mig på Rigshospitalets børneafdeling, psykiatrisk eller ej. Hvor svært kan det være?

Jeg kommer til at tænke på forskellen på psykiatri og psykologi! Min psykolog forstår mig gudskelov. Hun fatter mit behov for at grave i fortiden! Jeg er vant til at finde arkivalier frem, og jeg er vant til at sætte dem ind i en kontekst. Det ved psykologen godt!

Jeg er dybt skuffet over, at en psykiatrisk overlæge i distriktspsykiatrien ikke kan forstå så enkle ting. Han skal være klinikchef på Amager fra den 1. december 2021, og det er måske godt for både ham og mig? Jeg har dog husket at sige mange gange tillykke, for det er da noget af et karrierespring. Jeg har haft 500 læger derinde; han vil nu prøve at sikre, at jeg bare skal have nr. 501 i et godt stykke tid. Tak for det.

Min ven forstår mig (heller) ikke

Som om det kunne være så svært… Min ven med flere akademiske uddannelser bag sig forstår mig heller ikke. Hun tænker vist nærmest, at det kunne være farligt for mig at grave i fortiden. (Og det er selvfølgeligt i udgangspunktet sødt tænkt. Det er vist nærmest, hvad psykiateren også tænker “Kan du få det dårligt af det?”. Jeg spurgte ham dog om det, og han benægtede, det forholdt sig sådan.). Hun er mest på psykiaterens hold.

Hun forstår heller ikke interessen for slægtsforskning, og er nærmest på Worsøes hold, hvor det at forske i adoptivslægten ikke giver mening. Set fra mit udgangspunkt: adoptivslægten er jo det sted, jeg er vokset op og har historier, skrøner osv. fra. Det er herfra, jeg har mit navn (ellers havde jeg haft et ganske almindeligt -sen navn). Det er her, jeg har noget at efterforske. Det er her, jeg kan lede efter mormors første kæreste og hvem de nu var osv.

Jeg ved ikke, hvor jeg skal gøre af al den manglende forståelse andet end at gemme den til næste besøg hos psykologen.

2 Svar
  1. Kenneth
    Kenneth siger:

    Hej Hanne!
    Fra 1994-2000 gik jeg hos en psykiater i Odense centrum. Jeg var træt af at have det vanskeligt psykisk og
    ligesom falde uden for normen, hvis man kan sige det sådan. Da den yngste af mine 3 ældre brødre en dag tidligt i år 2000 ”hårdt og brutalt” meldte ud, at han – næsten – var sikker på, at jeg havde Aspergers Syndrom, gik jeg med til først et besøg hos en meget sød og rigtig forstående, økonomisk sagsbehandler. Jeg havde min bror med som fortaler/bisidder ved nævnte møde, som bl.a. betød, at vor økonomi herhjemme blev forbedret. Aldrig havde jeg kunnet passe et normalt (7-15/8-16) job. Det var dog lykkedes at blive “hængende” i et meget dejligt job som sanger i koret i Dyrup kirke (Odense SV). Dette lille job holdt jeg meget af, og jeg tjente lidt på at lave slægtsforskning for kunder. Men intet af det gav nok til at have en ”normal” indtægt. Det blev der rettet op på ved mødet i februar 2000, således at jeg blev tildelt et månedligt supplement, indtil en evt. førtidspension gik i orden.
    Sagen blev så videregivet til alle tiders personligt engagerede erhvervsvejleder, der øjeblikkelig – ved første møde – var sikker på, at en førtidspension ville være det rigtig(st)e. En forudsætning var ovennævnte diagnose, som berettigede pensionen. Min arbejdsevne viste sig meget dårlig – forandringer og omstillinger kunne (og kan) jeg stadig stresse rigtig meget over – ligefrem dykke psykisk.
    Min kære datter er nu 28 år og blev allerede i foråret 1996 diagnosticeret med infantil autisme. Dette udløste det optimale forløb for hende børnehave- og skolemæssigt. Hun er nu på 11. år bosiddende i et bofællesskab for 8 nogenlunde jævnaldrende autister og er en herlig, skøn og fantastisk humoristisk anlagt, ung kvinde.
    Nå, men altså – en udredning blev sat i gang i febr. 2000, gryden blev holdt i kog vha jævnlige møder med erhvervsvejlederen, som så godt og vel 1½ år senere tog med mig til en yngre psykiater tilknyttet forløbet. Han kunne øjeblikkelig stille diagnosen Aspergers Syndrom, og jeg ville helt slippe for arbejdsprøvning (jeg havde gennem snart mange år prøvet div. småjobs med skiftende held, men var som nævnt utrolig glad for mit kirkesangerjob). Herefter fik jeg en kopi af hans nok lidt barske og “hudløse” rapport om mig, men dette altsammen udløste så den førtidspension, som blev tilkendt mig i efteråret 2002.
    Min tidligere psykiater havde jeg inden da forlængst “skippet.” Han var en i øvrig elskværdig, ældre mand, som gav mig god støtte i vore jævnlige samtaler. Men da snakken faldt på AS, stejlede han en del, og samtalerne ændrede lidt karaktér. Han forstod ikke, hvordan jeg kunne have AS, selv om jeg ifølge ham selv opfyldte flere kriterier… Tja, er sådan en udmelding ikke selvmodsigende?
    Hvorom alt er: min søde hustru (som havde sat flag op omkring vores hoveddør for at fejre tilkendelsen af min pension) og jeg selv mærkede en betydelig stabilisering af vores “haltende” økonomi herefter, og jeg fortsatte lidt endnu med både kirkejobbet og min kundeforskning. Ingen af delene har jeg dog mere.
    Bedste hilsener – og glædeligt, at du delte dit rigtig gode indlæg om forståelse eller mangel herpå fra fagfolk.
    Kenneth

    Svar
    • Stegemüller
      Stegemüller siger:

      @ Kenneth

      Mange tak for din fine kommentar! Det glæder mig, du kunne lide indlægget.

      Jeg ved ikke helt, hvordan jeg bedst kommenterer den.

      Der er næsten kun en ting at sige: “hvor er det godt, du fik pensionen, fik ro på og fik orden i økonomien, for uorden i den kan give meget uro”. Jeg kender ingen med pension, der ikke har fået det bedre efter tilkendelsen.

      Det er også dejlig at vide, at din datter bor et rigtig dejligt sted med ligesindede. Selv elsker jeg at tale med andre med Aspergers syndrom, for det er snak “lige ud af posen” uden udenomsfloskler og i en form, jeg kan forholde mig til.

      Også mange gode hilsner til dig.

      Svar

Skriv en kommentar

Vil du deltage i debatten?

Du er mere end velkommen!

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *