,

Flytning til Gigahost

Jeg har flyttet min side til Gigahost

Min vaskemaskine (en fin Miele) var blevet forkalket, så mens jeg ventede på reparatøren, der ville komme mellem 8:00 og 15:30 (!) flyttede jeg alle min sider fra Surftown til Gigahost, og det samlede antal ser sådan ud: 1,62 GB (1.745.990.399 byte), 25.853 filer, 1.218 mapper + 5 databaser med 200 tabeller. Det er først, når man begynder at flytte på tingene, det står klart for en, hvor meget man har lavet gennem årene.

Flytningen er gået så godt, at jeg forestiller mig, at jeg have overset noget – det kan ganske enkelt ikke være sandt, at det er gået så smertefrit – for jeg har ikke overblik over alle de filer og mapper.

Derfor: Hvis du kigger dig rundt på min side og finder noget, der ikke virker, vil jeg blive rigtig glad, hvis du vil sende en mail eller anden form for besked om det! Jeg tror, da nok, jeg har husket at rette i alle config-filerne, men sikker er jeg ikke, så jeg vil være glad for lidt hjælp.

Jeg håber virkeligt, at det varer mange år før jeg atter skal flytte webhotel, for det er et kæmpe arbejde og det er en af de opgaver, hvor man på en eller anden måde bare er glad, hvis alting ender som før, fordi forbedringerne er noget, der sker bag kulissen.

En lille synlig forbedring er der nu allerede sket! I perioden, hvor jeg selv hostede bloggen på Surftown fik jeg ingen mails, når der var nye kommentarer – men nu er der atter begyndt at komme en mail om, at der er en kommentar. Det er rigtig rart at få notifikationen, for at være sikker på, at jeg nu også fanger alle kommentarerne og får svaret på dem. Min blog lever nemlig højt på jeres kommentarer – og en blog skal være åben.

4 Svar
  1. Ellen
    Ellen siger:

    Ja, hvis der var lukket, var det jo ikke så underligt, at jeg ikke kunne få hul igennem i går, og nu er det da også lykkedes…

    Det er så rart at blive husket hos de bloggere, hvor man kommenterer tit, og jeg troede egentlig også, at andre blev husket hos mig, når først de var sluppet igennem nåleøjet første gang. Det må jeg se, om jeg kan gøre noget ved. Det kan jeg nok ikke, men jeg kan i hvert fald undersøge det…
    Hos dig kommer der i det mindste forslag op; hos andre er man nødt til at skrive det hele hver gang, og det er lidt tungt, synes jeg.

    • Stegemüller
      Stegemüller siger:

      Der er mange ting i verden, man kan undre sig over – IT er en af dem. Det der er sært er, at problemet for mig opstod hos både dig og Eric på samme tid, som jeg begyndte at hoste bloggen selv; det der er ekstra sært er, at du ikke hoster selv, men det gør Eric. Logikken mangler. Hvis jeg alligevel skal prøve at se en er det, at WordPress har lavet en ændring, som de har lagt op på deres .com-side (hvor du er) og som Eric har opdateret til og som er kommet på det tidspunkt, hvor min blog blev sat i drift på min egen side. Det lyder bare ret søgt – selv i mine ører.

  2. Kirsten
    Kirsten siger:

    Kære Hanne

    Det er da bare fantastisk så dygtig du er blevet til at flytte rundt med alle de ord, du har skrevet til glæde både for dig selv og os andre. Det glæder mig, at siden slet ikke skal være nede i lang tid, som du spåede, for jeg ville savne dig, hvis der ikke var nyt fra dig.

    🙂 Glad hilsen
    Kirsten br

    • Stegemüller
      Stegemüller siger:

      Kære Kirsten

      Ja – øvelse gør som bekendt mester 🙂 Men nu gider jeg altså snart heller ikke mere, for der er altid noget, man har overset, og når man endelig får øje på det, så er det lige med at huske, hvordan man fikser det…

Der er lukket for kommentarer, da posten er mere end et år gammel.