,

Fattigdom stjæler barndomsminderne

Fattigdom stjæler barndomsminderne

Folkebladet havde en relevant artikel

Det ser ud som om, Folkebladet dækker os på Vestegnen, som ved Gud ikke er et velhaverkvarter. Jeg bor selv i Hvidovre Nord, som er det pæne kvarter. Vi bliver ikke forstyrret af de fattige her.

Bladet havde en meget interessant artikel, om en fattig familie. Bladet satte ansigt og stemme på det som Arbejderbevægelsens Erhvervsråd fornylig opgjorde til ca. 50.000 fattige børn. Her læser man om, hvordan det er at være fattig i dagens Danmark, helt nede på mikroplan. Er der mælk til maden, eller skal vi ud at skralde sent om aftenen, så børnene ikke opdager det og sover? Derfor kan man forstå det, hvis man altså vil have dele af virkeligheden serveret råt for usødet.

Jeg tænker på, hvordan det er som mor med en uddannelse på ernæringsområdet at skjule, at vi ikke har råd til sund mad?

Hvor længe kan det blive ved?

Jeg spørger mig selv, hvor længe dette kan blive ved? Hvor mange børn skal vokse op i fattigdom med en overhængende risiko for selv at blive fattige på livslang overførselsindkomst? Hvem har gavn af det? Samfundet har i hvert fald ikke, og den enkelte har bestemt heller ikke. Det er nedværdigende at være fattig, og stå i køen på den ydmygende trappe til jobcenter, sygedagpengeenhed, ydelsesenhed eller hvad det nu end kaldes. Idéen er den samme: Ydmygelse og nedværdigelse. Du skal ikke tro, du er noget.

Når man nedgør mennesker, bliver de mindre, og små mennesker slår ikke til på arbejdsmarkedet, i hjemmet eller som forældre. Det er en frygtelig ond skrue, der er sat i gang – men hvordan bryder vi den? Indtil videre har jeg ikke set nogen, der har et bud på en løsning. Dem, der kommer nærmest, er vist nærmest Alternativet, der byder ind med en “holistisk” synsvinkel.

Løsninger?

Vi bryder i hvert fald ikke den onde cirkel ved at “det skal kunne betale sig at arbejde” eller “stå op og gå på arbejde”. Ægteparret, vi møder i artiklen, er begge højtuddannede. Den ene er cand. jur og har har skrevet mere end tusind ansøgninger gennem de seneste tre år. Hun kommer af og til samtale, men “består” aldrig. Hun bliver altid vejet og fundet for let.

Jeg spejler mig selvfølgelig i hende. Jeg blev selv afskediget fra Moderniseringsstyrelsen (en del af Finansministeriet) pga. sygdom i sommeren 2013. Retrospektivt forekommer fyringen jo fornuftig nok, for jeg var jo hundesyg, og hang bare fast med det yderste af neglene. Jeg håbede at kunne holde ved, men det kunne jeg ikke!

Jeg havde allerede brugt det halve af mine 104 dagpengeuger, (jeg husker ikke på hvad) så der var et år at gøre godt med. Jeg skrev mange ansøgninger, men kom ikke engang til samtale til trods for at Gud og hver mand mente, at både ansøgninger og CV var i orden. Til sidst konkluderede jeg for mig selv, at jeg var blevet for gammel. Jeg var da 50 år gammel.

Paradoksalt nok reddede diagnosen i sommeren 2014 mig fra kontanthjælpen. Pludselig var jeg inde i et helt andet system, og min diagnose var en af dem, der udløste sygedagpenge i 22 uger plus 69 uger. Det var mere indbringende at være “bipolar” end at have “tilbagevendende depressioner”. Det kan være en redning at blive alvorligt syg, også selv om det forekommer absurd.

Tilbage til materien

Hvad gør vi med alle de, der gerne vil på arbejdsmarkedet, men ikke får lov at komme ind på det? Hvordan beskytter vi de fattige børn? Hvordan sikrer vi, at vi ikke bare reproducerer fattigdommen til næste og næste generation?  Det har ingen gevinst af. Hvorfor ser ingen en generation eller to frem? Der skal ikke mange kuglerammer til for at indse, at det vil være en god forretning at tage fat om nældens rod allerede nu. Fattigdom i generationer koster altså kassen!

Debatten er entydig. Fokus er på, hvor meget ikke-vestlige indvandrere koster – og det er formuer. Men hvad nu hvis vi satte dem ud på arbejdsmarkedet og krævede at få noget igen? Hvad med alle de syge, som vi ikke vil give en førtidspension? Hvad nu hvis vi brugte alle “kontrolkræfterne”på dem, der ikke var udredte, mens de udredte, med en udsigtsløs diagnose, kunne få fred? Altså alle dem hvor alskens læger, speciallæger, smerteklinikker mv. siger, at arbejdsevnen er “væsentligt og varigt” forringet. Lad dog de mennesker få fred fx i et fleksjob på muligvis bare nogle få timer om ugen.

Fleksjob

Med reformen fra 2013 er der sket en række ændringer, som har gjort det mindre interessant at være ansat i et fleksjob. Det har jeg ikke mærket noget til, og jeg er bare kisteglad for ordningen, som den er nu.

Min arbejdsarbejdsgiver betaler for den tid, jeg arbejder. Er jeg fraværende pga. sygdom, får de refusion fra dag 1. Kommunen supplerer op til et eller andet magisk niveau, jeg endnu har til gode at forstå.

Mona, der sidder nede på kommunen, og gør diverse bevillingsbreve til kroner i min netbank, har såmænd inviteret mig til at se, hvordan det forgår, når hun plotter tingene ind i noget, der ligner en tyve år gammel terminal fra IBM (brun baggrund og blinkende orange cursor). Jeg har selvfølgelig takket ja til den fine invitation. Jeg nænnede bare ikke at fortælle hende, at jeg ikke forstod så meget af det, hun skrev ind i de forskellige felter. Men hun er altså skide sød… og den slags initiativer er med til at sikre, at borgere og kommuner kommer tættere på hinanden. Som alt overvejende hovedregel har jeg fået den bedste service i Hvidovre Kommune.

Fleksjobordningen er i sig selv genial! Man kan arbejde alt det, man kan. Er der behov for det, kan man blive en dag hjemme og arbejde derfra. Det er fantastisk. Når jeg arbejder hjemme, leverer jeg mere, end når jeg møder til frokost i Farum.

4 Svar
  1. Jørgen
    Jørgen siger:

    Når jeg læser dette indlæg kommer jeg til at tænke på en hændelse i 1964 jeg aldrig har glemt. Jeg tror endda den var med til at danne min indstilling til klienter alle mine år på arbejdsmarkedet. Jeg så dem som kunder. Det tror jeg var godt for dem og for mig. Uden kunder intet arbejde.
    Historien var den at jeg skulle have stemplet en feriemærkebog, så pengene kunne udbetales. Det skete et meget fint sted i København. Jeg sad i venteværlse C for Carlsen. Det var cirkulært. Først blev jeg kaldt ud midt på gulvet og afleverede mit anddragende til en herre. Efter nogen tid kom han tilbage.Atter blev jeg kaldt ud midt på gulvet (som alle blev) og gnom af en magtliderlig kontroltype, der var 30 cm mindre, spurgte mig nærmest råbende: “Har De nogensinde modtaget fattighjælp i Københavns Kommune?” Da jeg var bekendt med at dette begreb var afskaffet i 1933, fik han et par verbale drag over nakken, hvorefter han gik tilbage til sin plads og stemplede feriemærkebogen.
    Sådan skal man ikke behandle borgere – og sker det må man skrive til borgmesteren og bede om passende handling.
    Det kan nok være en vanskelig sag at hamle op med systemets krav om tilpasning, og da der jo er mange ansatte i det, er det ret nødvendigt med kunder, ikke i den betydning jeg brugte ordet før, men i betydningen at ingen vel arbejder på at gøre sig selv arbejdsløs.
    Om kvinden fra Folkebladet ved jeg ikke hvad jeg skal mene om. Jeg kender hende ikke og ej heller omstændighederne ved hendes situation, men jeg har læst i avisen i dag at hotelbranchen har desperat brug for folk. Måske ville det være godt for nogle børn at far og mor fandt arbejde sådanne steder.

    • Stegemüller
      Stegemüller siger:

      @ Jørgen

      For nu at tage det sidste først: Ja det er helt rigtigt, at det vil være godt/bedst for børnene, om mor og far arbejdede: flere penge, udefrakommende stimuli, mulighed for at gå til fritidsinteresser og meget mere. Det er da sådan, det skal være.

      Sikke en oplevelse med gnomen og feriemærkebogen. Der er simpelthen mennesker, der ikke har tilstrækkelig sans for, hvordan man behandler andre mennesker, nemlig som kunder i den position, han var i.

  2. kisser
    kisser siger:

    Det kan godt lade sig gøre at få førtidspension i dagens Danmark.
    Min brors ansøgning (gennem Kræftens bekæmpelse) ankom til kommunen mandag og allerede torsdag eftermiddag var den bevilget.
    Han kunne næsten ikke tro sine egne øjne, men det var ganske vist.

    • Stegemüller
      Stegemüller siger:

      @ Kisser

      Tillykke med din bror, der fik pension. Det sker alt for sjældent, Han er jo meget alvorligt syg, så hvis ikke han skulle kunne få pension, hvem skulle så? Så vidt jeg har forstået dine indlæg, er din bror terminal, og det er netop det, man efterhånden skal være for at få pension, og det er ikke rimeligt.

Der er lukket for kommentarer, da posten er mere end et år gammel.