Fantastiske Facebook

Fantastiske Facebook

Gruppen ‘Linux for begyndere’

Det er nu ca. to uger siden, jeg meldte mig ind i Facebookgruppen ‘Linux for begyndere’, idet min cyberven oppe på Mors skrev, at han var medlem der. Efter at have læst lidt der, fik jeg lyst til at prøve kræfter med enten Linux Mint eller Ubuntu på grund af de mange frie muligheder, ophævelserne af Microsofts begrænsninger, Googles snagen, de tusindvis af gratis programmer og så selvfølgelig udfordringerne.

Jeg har ikke fortrudt indmeldelsen et sekund. Medlemmerne er fantastiske. Et medlem tilbød endda at komme hjem til mig at ordne installationen, da alt var gået i ged. Facebook har virkelig sin berettigelse til tider.

Al begyndelse

Al begyndelse er svær, så jeg googler og googler, og kan jeg ikke finde et svar, spørger jeg i gruppen. Jeg vil jo ikke misbruge dem. Der er bare ting, der ikke er til at google (for mig) fx ‘hvorfor virker højtalerne ikke?’ Den klarede de på fem minutter i morges.

Status på dag to er

jeg har stillet mange spørgsmål, men noget har jeg også fundet ud af selv, så nu er status at:

  • mailen næsten er i orden bortset fra den danske stavekontrol og der afspilles ikke en lyd, når der kommer en mail, men den svaghed har Thunderbird nu haft i årevis hos mig ihvertfald
  • jeg har FTP-adgang
  • jeg er i stand til at tage et skærmdump – store sager 🙂 – og temmelig praktisk, når man har behov for at bede om hjælp
  • jeg kan næsten finde rundt på diskene – måske er jeg bare ‘fatsvag’, men jeg synes, det er lidt af en udfordring, alt mit materiale ligger på en helt anden disk
  • jeg har importeret al min slægtsforskning i en meget rå form til programmet Gramps. Med ‘rå form’ mener jeg som GEDCOM, der er en international standard for slægtsforskningsdata. Jeg har slægtsforsket i ti år, og det ville være en katastrofe, hvis data om 5.000 personer gik tabt. De ligger derfor også i e-boks.
    • Når jeg kommer lidt længere, vil jeg prøve at køre det gamle slægtsprogram Legacy i Linux via Vine da jeg gerne vil have mine billeder knyttet til igen og i øvrigt al information ned i de dertil indrettede felter. Det må da være muligt? Og ellers kan jeg vel lave en Virtual Box med Windows i?

I eftermiddag

I eftermiddag skal jeg se videoer om Linux Mint for begyndere. Jeg kan godt lide at se og høre guides og stoppe dem, og så få hand ons. Det glæder jeg mig til. Så tager jeg en ting ad gangen og håber på, at jeg kan finde nogle gode videoer; jeg orker ikke dem på indisk. Jeg skulle bare lige i gang med det allermest nødvendige og herunder hører mailen.

5 Svar
  1. Finn
    Finn siger:

    Tak for din ros, til vore “lille” Linux “hyggegruppe”. Fantastisk at se din ihærdighed, og dit mod på at komme i gang med Linux.
    Da jeg startede gruppen for en del år siden regnede jeg ikke med at interessen for Linux ville være så stor som den tilsyneladende er, jeg startede den egentlig lidt for min egen skyld, for selv at lære, og det skal jeg love for at jeg også har. Du er et eksempel på at med lidt mod, og en stor interesse, samt en del arbejde, så kan det lade sig gøre at blive fri for Microsoft, og andre proprietære ting som vi Linux brugere gerne vil undgå. Der er bare en “friheds følelse” ved at få opbygget en Linux maskine, der netop opfylder ens egne behov, samtidig føler man sig som værende med i et større fællesskab. At Linux så også er mere modstandsdygtig over for uønsket indgriben udefra er jo bestemt også en fordel.

    • Stegemüller
      Stegemüller siger:

      @ Hej Finn

      Velkommen til min blog og mange tak for din kommentar, der – af spamhensyn – lige skulle godkendes først. Fra nu af vil du stryge lige igennem.

      Tak for ros omkring ihærdighed og mod. Jeg skal nok få det lært og synes allerede, det går godt fremad, og når det går baglæns, er det fantastisk at kunne spørge i gruppen. Jeg har været med i flere tech-grupper men aldrig en så god som denne. Hvor er I dog hjælpsomme!

      Jeg måtte lige slå ‘proprietær’ op 🙂 Selv fornemmer jeg allerede glæden ved bare at kunne installere og bruge uden at skulle have dankortet frem.

      Du minder mig om, at jeg skal have spurgt om, hvad jeg skal med antivirusprogram, men jeg kan næsten forstå, at det skal jeg ikke bekymre mig om.

      God Kristi Himmelfart

      • Finn
        Finn siger:

        Tak i lige måde, det er rart med en lille mini ferie. Angående antivirus, så bringer jeg det lige op i gruppen, så håber jeg der kommer gode svar, så kan du danne dig et billede af folks mening om emnet. Linux ved ikke hvad den skal gøre ved en exe. fil, så den slags kan ikke skade en Linux. Linux tillader ikke at der pilles ved systemet uden brugerens tilladelse, de to ting er en del af sikkerheden, en ret betydende del. Rent faktisk kan man have filer på en Linux maskine der rent faktisk er inficeret med virus, som hvis de bliver eksekveret på en Windows maskine straks vil kompromittere Windows, men aldrig vil kunne skade en Linux maskine, tankevækkende ikke?

        • Stegemüller
          Stegemüller siger:

          @ Finn

          Meget tankevækkende og mange tak for den gode forklaring, som er nem at forstå.

          Jeg redigerede mit opslag, så vi ikke er to, der bringer emnet op; det er bare til at forvirre.

Der er lukket for kommentarer, da posten er mere end et år gammel.