, ,

Familiehistorie eller slægtsforskning

Familiehistorie eller slægtsforskning

Hvad er det, vi dyrker?

Familiehistorie eller slægtsforskning

Læs gerne denne artikel som en (lang) art kærlighedserklæring til et håndværk.

Jeg havde en spændende samtale med et meget dejligt menneske, der også har slægtsforsket i mange år. Samtalen var en smule teoretisk; den slags kan min hjerne godt lide 🙂 Jeg elsker at blive udfordret på mine kognitive evner og ditto deficitter.

Vi talte om, hvorvidt der er forskel på “familiehistorie” og “slægtsforskning”. Det var vi enige om, at der er stor forskel på. Når MyHeritage tilbyder at farvelægge oldemors plusfors, er det et led i familiehistorien. Det har intet med slægtsforskning at gøre.

For snart mange år siden lærte jeg følgende: “Slægtsforskning er ikke en hobby, det er en lidelse”. Det passer godt til mig. Men hvad hvis jeg bare led af “familiehistorie”?

Lad os starte med ordene

Som oversætter bruger jeg selv DeepL, som er mere nuanceret end Googles oversættelsesværktøj. De følgende eksempler viser, at der er forskel på familiehistorie og slægtsforskning, da DeepL ellers ikke ville sondre og tilbyde flere muligheder.

Beder man om at få “familiehistorie” oversat, får man fx:

  • Family history
  • Geschichte der Familie

Beder man om at få “slægtsforskning” oversat, får man fx:

  • Genealogy research
  • Genealogie-Forschung

Der er tale om relaterede begreber

Familiehistorie og slægtsforskning er to relaterede begreber, der involverer at undersøge ens forfædres og familiers historie, men de fokuserer på forskellige aspekter og har forskellige mål.

Her er forskellene mellem de to:

1. Familiehistorie:
  1. Familiehistorie refererer generelt til undersøgelsen af en families historie, herunder dens livsstil, traditioner, kultur, og begivenheder gennem tiden.
  2. Det omfatter ofte personlige erindringer, breve, fotografier og historier om familiemedlemmer.
  3. Formålet med familiehistorie er ofte at bevare og dele familiens historie og arv, så den kan videregives til kommende generationer.
  4. Familiehistorie kan være mere bredt fokuseret og kan omfatte alle aspekter af familiens historie uden nødvendigvis at spore slægtninge tilbage i tid.
2. Slægtsforskning:
  1. Slægtsforskning, også kendt som genealogi, er den mere specifikke praksis med at spore ens forfædres og slægtninges linjer gennem tid.
  2. Det indebærer at identificere og dokumentere specifikke slægtninge, herunder deres navne, fødsels- og dødsdatoer, ægteskaber og børn, så langt tilbage i tid som muligt.
  3. Formålet med slægtsforskning er primært at opbygge en stamtavle eller slægtstræ, der viser forholdet mellem familiemedlemmer gennem generationer.
  4. Slægtsforskning fokuserer mere på at finde konkrete dokumenterede oplysninger og beviser om ens forfædre og slægtninge.
Her lapper begreberne over:

I praksis overlapper de to begreber ofte, da familiehistorie ofte inkluderer elementer af slægtsforskning, især når man undersøger længere tilbage i tiden. Men det væsentlige skel mellem dem er, at familiehistorie er bredere og mere fokuseret på familiens historie som helhed, mens slægtsforskning er mere specifik og sigter mod at opbygge en nøjagtig stamtavle.

I min verden er de kursiverede ord centrale. Man skal ikke have arbejdet længe med familiehistorien, før man bliver slægtsforsker. Det skyldes, at det er vanskeligt at finde input til familiehistorien mere end fx 100 år tilbage i tid, og det er endda flot.

Man siger bredt, at 100 år svarer til ca. tre generationer. Der må slægtsforskningen tage over, for der er ikke meget mere at komme efter i familiehistorien.

For mit eget vedkommende kan jeg dyrke lidt familiehistorie i min adoptivfamilie, mens min biologiske familie forbliver ren slægtsforskning.

  • I adoptivfamilien kender jeg historier og skrøner fx den om mormor, der løb grædende op ad markvejen efter bilen, der kom og hentede hendes første uægte barn. Om det er sandt ved ingen.
  • Jeg husker min far, min mormor og min morfar.
  • I min biologiske familie må jeg stort set “nøjes med”, hvad jeg kan finde i de skriftlige kilder også inden for de seneste tre generationer.

Læreprocessen for de nye slægtsforskere

Fokus for de kommende afsnit er slægtsforskning, da jeg definerer mig som slægtsforsker.

Vi gamle og dedikerede slægtsforskere har en pokkers “pligt” til at hjælpe de nye i gang – og de starter ofte med familiehistorie. Det gjorde vi også selv, og meget ofte rådes de nye til at starte med sig selv og gå baglæns. Det er den rette vej, der sikrer mod for mange fejl.

Der er meget, der er blevet nemmere end for 20 år siden. Dengang var internettet jo knapt opfundet, og man skulle skynde sig på nettet, når klokken slog 20:00, for der loggede alle de andre nørder også på. Og så måtte man vente på, at telefonmodemmet ringede op til en server, mens man sad og lyttede til ringetonerne. Dengang var der ingen originale kilder på nettet. Det er i dag utænkeligt.

Dansk Data Arkiv (DDA) var på vej med Dansk Demografisk Database (DDD), men KIP-projektet var langt fra de (så vidt jeg husker) 34 millioner indtastede poster fra folketællingerne, som fantastiske frivillige har indtastet. KIP står for “KildeIndtastningProjektet”.

Men starten for de nye er vanskelig, for de originale kilder findes som hovedregel kun online til og med 1960, med mindre der er tale om dødsfald, som vi må se online op til 1970. Her må man tage fat i nulevende slægtninge/familiemedlemmer og spørge dem ud. Man skal bare huske, at de som hovedregel husker ret dårligt. I Legacy tildeler jeg dem kun troværdighedsniveau 1, der betyder “Usikkert”. Får jeg en dag adgang til den originale kilde, kan det nemt ændres til 4, der står for “sikkert”.

  • Jeg synes, vi skal lære dem metoden.
  • Vi skal ikke levere resultaterne, for ellers lærer de aldrig selv håndværket og kilderne.
  • Det er et håndværk, og vi har alle stået i mesterlære i en eller anden form.

Jeg bidrager p.t. ikke selv til at lære de nye noget, da jeg har nok at gøre med mit eget. Så jeg kan jo sagtens kloge mig! Undskyld til de der måtte blive fornærmede.

I formiddag så jeg imidlertid et godt eksempel på det med at starte fra bunden og arbejde sig baglæns: En deltager havde arvet nogle optegnelser og kunne lige tænke sig at vide noget om en præst fra ca. 1645. Det var vist noget med tip-9. Jeg sendte ham et link til Wibergs Præstehistorie, som han formentlig ikke kendte. Så må han selv slå efter, og han har lært om en vigtig kilde, når man har præster i slægten.

Flere var så søde at levere ham en række resultater. Det er forkert og lærer ham intet. Og man kan simpelthen ikke starte i 1645 eller ca. deromkring.

Min egen mesterlære

Min mesterlære fandt ofte sted på trappen i Ll. Sct. Hans Gade i Viborg og foran døren på Jagtvej lørdag 8:45 – eller i Rigsdagsgården ved det daværende Rigsarkiv. Man præsenterede et problem, og de erfarne sagde “Har du forsøgt at …” eller “Jeg ville nok kigge i …”.

Dengang var der ikke en fantastisk Facebookgruppe ved navn “Slægtsforskning”, hvor man kunne bede om hjælp.

Det daværende DIS-Danmark (DIS stod for “Databehandling i Slægtsforskning”) drev hjemmesiden i version 1.0 – det er den, der nu findes i en professionaliseret version 10.5.5 eller noget lignende. Der kunne man også dengang bede om hjælp til tydning. Men det forudsatte jo, at man havde nogle kilder, der skulle tydes … Og dem skaffede man sig på arkivet. Verden så altså meget anderledes ud.

Noget af det, jeg i dag ærgrer mig gul og grøn over, er, at jeg ikke tog tilstrækkeligt ved lære af, var de erfarnes “Skriv alting ned”. Der er ikke grænser for, hvad jeg fandt det unødvendigt at notere. Et banalt eksempel er “Jeg har lånt billedet af …”. Jeg har modtaget mange gamle billeder, som jeg hæger om, men her 20 år efter har jeg ingen anelse om, hvor de kommer fra. Fandens også – for nu at sige det, som det er.

Databehandling i Slægtsforskning

Jeg har altid været medlem, helt på samme måde som jeg altid har stået i fagforening. For mig er der ingen forskel. Jeg kan ikke huske, hvorfor foreningen skiftede navn, men der har sikkert været vægtige grunde til det. Dengang var der måske mere fokus på data, og for nogle var det muligvis også nyt at have en PC. Det var dengang, mange stadig kaldte det for “EDB”.

Der er imidlertid stadig behov for at behandle data i felter.

Det er tydeligt, når man prøver at gøre orden i databasen. Et eksempel er stedregisteret. Mit stedregister tager udgangspunkt i krabsen.dk, og jeg betragter verden, som den så ud før kommunalreformen 1. januar 1970, for det er sådan, man kommer baglæns. Regioner og postnumre har intet at gøre i stedregisterets datafelter.

Transskriptionerne derimod kan indeholde hvad som helst. Mit favoriteksempel er Thyregod. Det skrev fortidens gejstlige og andre fornemme personer på mange interessante måder, fx Tÿregod og Tyregod. Arbejder man seriøst med slægtsforskning, transskriberer man bogstavret, der også kaldes “kildetro”.

I datafelterne har de to varianter imidlertid intet at gøre. Brugte man dem i datafelter, ville man havne med fx tre varianter, der dækkede over nøjagtig den samme lokalitet. Jeg har rigeligt at gøre med mine 3.000 steder – jeg behøver ikke 9.000.

Kildekritik og “kan det passe-prøven”

Jeg ser meget dårlig såkaldt “slægtsforskning” på MyHeritage og Geni. Resultater derfra kan være fingerpeg i den rigtige retning men heller ikke mere. Det kan af og til ske, jeg finder noget brugbart, der legitimerer prisen, men det er ikke ret tit.

  • Kan det passe, at en person født midt i 1700-tallet blev 108 år gammel?
  • Kan det passe, at ægtefællerne døde samme dag?
  • Kan det passe, at en person født engang i 1700-tallets Brande døde i Oregon?
  • Og videre i den dur.

Det ser af og til ud som om, adgangen til originale kilder er omvendt proportional med kildekritikken. Det forstå jeg ganske enkelt ikke. Det er blevet så uendeligt let at verificere og validere data. Hvorfor gør man det så ikke?

Arbejder man seriøst med slægtsforskning, holder man data op mod de originale kilder. Og man angiver sine kilder. Slægtsforskning uden kildeangivelser er mytologi, der er uanvendelig – i hvert fald for andre. Det kan være, man selv synes, det er sjovt.

Disse var ordene – jeg håber, du kunne lide at læse med. Det blev lidt langt, men kærligheden til håndværket er stor.


Har du kommentarer til artiklen?

Så er jeg glad for at modtage dem i relation til artiklen, dvs. i artiklens kommentarfelt herunder, ikke på Facebook og ikke via Messenger. Jeg svarer dig også relation til artiklen, ikke på Facebook og ikke via Messenger. Det skyldes, at kommentarer og artiklen jo ellers dekobles, og så er din kommentar ikke noget værd i fremtiden. Det er ærgerligt for os begge.

Hvis du ikke tidligere har kommenteret en af mine artikler her på siden, skal din kommentar først godkendes (spamhensyn). Min responstid er under normale omstændigheder meget kort. Herefter vil du stryge lige igennem.

4 Svar
  1. Kirsten Sanders
    Kirsten Sanders siger:

    Kære Hanne
    Som du ved, er jeg helt enig.
    Jeg vil blot lige fortælle dig, hvorfor DIS-Danmark blev til Danske Slægtsforskere.
    5. maj 2018 blev DIS-Danmark fusioneret med Sammenslutningen af Slægtshistoriske Foreninger, og i den forbindelse fandt vi det vigtigt, at den “nye” forening også fik et nyt navn, som gerne måtte afspejle, at der var tale om en forening, der dels rummede ca 7-8000 direkte medlemmer og 50 associerede lokalforeninger.
    Vi syntes også, at Danske Slægtsforskere var mere moderne og mundret og bedre signalerede, hvem vi var, i forhold til vores samarbejdspartnere, særligt Rigsarkivet.

    Svar
    • Stegemüller
      Stegemüller siger:

      @ Kære Kirsten

      Det er så rart, når nogen er enige!

      Åh ja, sådan var det med det nye navn! Nu du nævner det, dæmrer det i min gamle hjerne. Og argumentet er både godt og rigtigt. Samarbejdet med Rigsarkivet er jo guld værd; som eksempel på noget af det, der er kommet ud af dette samarbejde er jo “Dødsregisteret”, som sparer mange timers arbejde.

      For den enkelte slægtsforsker er der imidlertid stadig behov for at betragte “data”. Men det er jo noget ganske andet. Og selvfølgelig var tiden også løbet fra både “EDB” og “Data” på det organisatoriske plan. Det kan jeg sagtens se! Jeg er fuldkommen enig.

      Svar
  2. Mia Dahl Gerdrup
    Mia Dahl Gerdrup siger:

    I den humoristiske del om kildekritik – i denne uge faldt jeg over en stamtavle på MyHeritage med en person død 1804. Og sandelig om ikke ejeren af stamtræet flot fremviste et foto af sin ane!!!

    Svar
    • Stegemüller
      Stegemüller siger:

      @ Mia

      Tænk ved du hvad, det gjorde jeg også for et par uger siden. Min person – en Hans Christensen – døde i 1850, var det vist. Også af ham var der et flot billede. Der er bare det, at der havde man ikke opfundet fotografiapparatet. Og det havde man da slet ikke i 1804.

      “Kan det passe-prøven” er uhyre anvendelig i slægtsforskning!

      Svar

Skriv en kommentar

Vil du deltage i debatten?

Du er mere end velkommen!

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *