Falsk alarm

I går havde jeg et indlæg, der hed energi, hvor jeg fortalte om alt det, jeg lige pludselig orkede efter ikke at have orket noget som helst i lang tid. Henny reagerede prompte, hoppede ud i det og spurgte, om denne pludselige energiudladning kunne være udtryk for starten på en ny mani? Madonna fulgte trop. Så blev jeg forskrækket. Jeg har stor tiltro til mine læsere, der har fulgt mig i flere år end nogen læge, så jeg tog til Glostrup, hvor jeg af administrative årsager skal henvende mig, selvom jeg faktisk hører til på Hvidovre,  hvor jeg kender personalet.

Først ringede jeg nu til Hvidovre og fik en snak med en sygeplejerske, jeg kender. Så blev jeg ringet op af en læge, jeg også kender. Hun rådede mig til at tage til Glostrup, og det gjorde jeg så selvfølgelig. Efter tre timer i venteværelset blev det min tur. Jeg kom til at tale med en ung sød læge, der stillede mange gode spørgsmål.

Hun kunne ikke garantere, at der ikke ville dukke en mani op, men lige på det tidspunkt vurderede hun ikke, at der var tale om en mani. Hun lagde vægt på, at jeg havde klaret timerne i venteværelset godt, at jeg faktisk havde fået færdiggjort alle mine projekter herhjemme, at hun ikke var nødt til at afbryde mig i min talestrøm, at jeg sad roligt på en stol, at jeg ikke havde fået øget lyst til sex (ti hi), og at jeg ikke virkede vred og opfarende.

Hun vurderede, at jeg havde god forståelse for min egen sygdom, og at det var bedre at henvende sig en gang for meget end en gang for lidt. Det bedste jeg kunne gøre var faktisk at gå hjem og prøve at sove – det kniber det nu en del med, hvilket er et af de klassiske tegn.

Hun spurgte, om jeg gerne ville hjem? Ja for Søren da. Jeg ville slet ikke kunne overskue en indlæggelse lige nu, hvor der skal træffes vigtige beslutninger på arbejdet, som har vidtrækkende konsekvenser for min fremtid.

Så jeg slap med skrækken.

Loading comments...