Europæiske Kul- og Stålfællesskab

Det er mange år siden

I årene efter 2. verdenskrig var de europæiske ledere enige om, at hvis man kunne skabe et økonomisk fællesskab på kul- og stålfællesskabernes område, EKSF, ville man for det første sikre sig, at Tyskland og Frankrig ikke for tredje gang skulle fare i totterne på hinanden, da det var det, der udløste både første og anden verdenskrig. Arvefjenderne skulle blive til samhandelspartnere. Og for det andet ønskede man at binde de europæiske lande tættere sammen på området for menneskerettighederne for at hindre nye udryddelser af særlige grupper – fx seks millioner jøder under Hitlers regime.

EKSF blev forløberen for Det europæiske Fællesskab (EF, som Danmark tiltrådte i oktober 1972) og for Den Europæiske Union (Den Europæiske Union).

Samarbejde og samhandel har hele tiden været den bærende faktor, og det man har troet på.

Nu om dage

Jeg er medlem af Enhedslisten, og jeg er enig i 95 pct. af partiprogrammet, men ét sted er jeg er helt uenig. Partiet bryder sig ikke om Den Europæiske Union, men det gør jeg. For en gangs skyld er jeg enig med Lars Løkke Rasmussen i, at vi måske kunne ønske os et “slankere Den Europæiske Union”. Gud og hver mand kender jo til de krumme agurker. Ingen kan synes, at det er efterstræbelsesværdigt.

Jeg tror på den europæiske idé, og på at staterne kan mere sammen end hver for sig. Jeg mener fx, at flygtningekrisen kunne håndteres langt bedre med en fælles kvoteordning. Det, der p.t. sker er, at Danmark med Martin Henriksen (DF) i spidsen sætter grænsebomme op, læner sig tilbage og griner slesk, alt i mens vi overlader problemerne til Tyskland og Sverige. Efter min opfattelse er det så usolidarisk som muligt. Jeg forstår slet ikke, at landene i Den Europæiske Union ikke for længst har gennemtrumfet en kvoteordning.

Bæredygtighed og Donald Trump

En ting som ikke bare landene i Den Europæiske Union, men alle verdens lande, har et ansvar for at sikre er, at vores klode kan videregives til børn og børnebørn. Temperaturen må indtil 2100 ikke stige mere end 2 grader Celsius. Ingen lande kan mestre problemet alene, for det er gigantisk. Det kræver, at vi alle løfter vores del af byrden. Lyset falder naturligvis straks på de lande, der udleder mest CO2: altså Kina, Indien og USA. I Europa er vi langt med at reducere udledninger af drivhusgasser, og det er den vej, vi skal gå.

Nu har Donald Trump som bekendt trukket USA ud af Paris-aftalen (hvor 195 lande skrev under). Trump vil sable Obama ned med alle mulige midler. Han vil indføre sit eget småtskårne regime i Amerikas forenede stater, og derved udstiller han – igen – sin egen dumhed. Heldigvis er det sådan, at de enkelte stater i USA kan træffe egne beslutninger, og flere har allerede meddelt, at de fortsætter det spor, de allerede er i gang med: Nemlig reduktion af udledning af drivhusgasser og afskaffelsen af kul som energikilde.

Hurra

Omend alt dette er en trist historie, er der grund til at glæde sig over, at Kina og Indien fortsat bakker op om Paris-2015.

De er gigantiske spillere på det globale marked for bæredygtighed. Det skal lykkes – Trump eller ej – for ellers går vor klode en forfærdelig tid i møde.