,

Et speak

Mit første speak på privathospitalet Svanegården

Jeg ved ikke, hvorfor det hedder “et speak” og ikke bare et oplæg, men flere ting i Minnesota-kuren har bevaret de angelsaksiske navne på dansk. Under alle omstændigheder har jeg i dag holdt et oplæg på Svanegården om mig selv og min sygdom, og om hvordan jeg tackler den nu. Det er et fast led i stedets ugeprogram, at der lørdag kl. 13:00 kommer en udefra og fortæller om sit liv med – og senere uden – alkohol.

Det gik godt, men det følte jeg mig ikke på forhånd overvist om at det ville!

Gennem årene har jeg holdt rigtig mange oplæg om faglige (ctr. personlige) emner og i tillæg ved jeg, at jeg kender mit liv og min historie, og jeg har fortalt livshistorie i mange sammenhænge før – også da jeg selv var i behandling på Svanegården.

Oplægget voldte mig imidlertid vanskeligheder, fordi jeg havde svært ved at afgrænse, hvad der skulle med og hvad der ikke skulle med. Man har ca. 60 minutter, så er der en lille (ryge)-pause og så er der tid til spørgsmål og kommentarer. Det er sådan set ingen kunst at starte med sin barndom og fortælle derudad, men der er ingen, der siger, at det kan begejstre tilhørerne. Jeg havde skrevet et oplæg på 4 A4-sider, jeg havde læst det op for mig selv flere gange, jeg havde sørget for, at der ikke kun var facts men også føleleser, og prøvet også at fortælle for mig selv frit fra nå jah… leveren, men det var som om, jeg pludselig ikke kunne min egen historie længere. Der var ganske enkelt ikke liv i skidtet.

Først på vejen i toget til Korsør gik det op for mig, hvordan jeg skulle få liv i det. Jeg skulle selvfølgelig begynde med at fortælle det, der kunne være mest interessant for mine tilhørere: Hvordan kan det være at komme hjem efter en Minnesotakur? Hvad er det, man går igennem, hvor svært er det, hvad gør man i en krise osv.? Det er unægteligt mere interessant for andre alkoholikere end netop min elendige baggrund og opvækst. Den del skal selvfølgelig også med, men den skal bare ikke være det første afsnit.

Med dette udgangspunkt gik jeg i gang med at fortælle, og jeg kunne mærke med det samme, at jeg havde dem med mig. Da jeg først havde fået trillet mig selv i gang, gik det rigtig udmærket, og jeg sagde alt det, jeg havde planlagt at sige og mere til i disse afsnit:

  • Introduktion
  • Hjemkomst
  • Opvækst
  • Ungdom
  • Voksenlivet
  • Behandlingen
  • Nu

En af dagene i den kommende uge lægger jeg mit oplæg her på siden. Måske kan andre i samme situation finde inspiration og/eller genkendelse.

Vi sad udenfor i skyggen af en parasol med kaffe og hjemmelavet rabarbertærte og det blev rigtig hyggeligt. Endnu engang må jeg sande, at det giver mig noget at være sammen med andre ædru alkoholikere. Vi har noget til fælles, og det er skønt af og til at tilhøre majoriteten fremfor minoriteten.

2 replies
  1. Stegemüller
    Stegemüller siger:

    Altså Ellen… jeg takker, og har lige kigget posten igennem for at se, om jeg kunne finde det humoristiske. Det lykkedes – måske 🙂

    I realiteten kan jeg rigtig godt lide at holde oplæg. Jeg kan godt lide fornemmelsen af at “fyre den af”, når jeg ved, at jeg er inde i mit stof. I relation til dette oplæg var det mest vanskelige den hjemlige afgrænsning af, hvad der skulle med, og hvad der ikke skulle med. Og så er jeg altid på forhånd i tvivl om, hvor lang tid jeg har stof til; og jeg har altid glemt på forhånd, at jeg er i stand til at tilpasse det undervejs.

    Jo det gik vist ret godt 🙂

    Svar
  2. Ellen
    Ellen siger:

    Altså Hanne… jeg forstår simpelthen ikke, du kan påstå, at du ikke har humor! Du har ikke kun humor, men også en god evne til formidling, så jeg er overhovedet ikke forbavset over, at dine tilhørere var fanget fra starten.
    Det gør selvfølgelig heller ikke noget, at du også er velforberedt, men du er alligevel alt for beskeden 🙂
    Jeg glæder mig til at læse dit indlæg.

    Svar

Skriv en kommentar

Want to join the discussion?
Feel free to contribute!

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *