,

Et cafébesøg

Torvecaféen i Hvidovre ligger i min baghave

Torvecaféen er et af de steder, jeg kan humpe hen og nyde solen, nu hvor jeg er stort set immobil. En kollega tager et par krykker med i morgen; de vil udvide min aktionsradius betydeligt!

Men altså gik jeg på café, da jeg kom hjem fra arbejde (i taxa naturligvis). Jeg medbragte min Jo Nesbø og hyggede mig med bogen, en latte og en stor cola. På et tidspunkt spurgte en yngre kvinde, der også sad der alene, hvad der nu var med foden, og sådan kom en lile samtale i gang tværs over bordene. Hun inviterede mig hen og nå ja, hvorfor egentlig ikke? Solen er jo lige fin enten man taler med nogen eller læser en bog.

I løbet af de første 10 minutter havde jeg fået hendes livshistorie om bipolær depression, anoreksi, en skrøbelig tilknytning til arbejdsmarkedet og en familie, der havde stillet hende stolen for døren på grund af et stort alkoholforbrug. Først da gik det op for mig, at kvinden var bimlende beruset. Ud af øjenkrogen havde jeg da set, at hun havde nedlagt et par “fadbamser”, men det må folk jo gøre, nøjagtig som de vil. Jeg udspurgte hende lidt om, “hvem der bestemte”, hun skulle drikke, hende selv eller alkoholen? Svaret var selvfølgelig alkoholen! Jeg henviste hende til at ringe ned til Svanegården, de er så søde og dygtige, og afviste at bytte telefonnumre, fordi jeg ikke gider havne i en behandlerrolle, bare fordi jeg er god til at lytte.

Tilbage i sikkerhed i mit kontroltårn ser jeg ned på kvinden på torvet. Nu er hun sejlende beruset! Jeg takker min Gud, Minnesota, Svanegården, Jørn Thaning og andre gode kilder for, at det ikke er mig; for at være på den anden side af alt det skrammel. Jeg husker kun alt for godt de år, hvor jeg var klar over, at jeg havde et problem, men ikke anede hvordan jeg skulle løse det. Det tog mig fem år mere eller mindre at komme fra erkendelse til (be-)handling, og derefter tog det yderligere nogle seje måneder at få det til virkelig dybt inde at blive til min egen beslutning. Min erfaring er, at først den dag, det virkelig er ens egen beslutning – ctr. alle mulige andres – bliver det rigtig godt at være ædru og overhovedet ikke anonym alkoholiker.

6 replies
  1. Torben Jespersen
    Torben Jespersen siger:

    Hej Hanne!
    Din håndtering af den berusede kvinde var ægte 12-trins arbejde.
    Du gjorde det rigtige ved at lytte, stille spørgsmål, fortælle om behandling, være eksempel – men var også dig selv tro og undgik medafhængighed ved ikke at involvere dig yderligere.
    Måske bliver det netop mødet med dig – den ærlige ædru alkoholiker – der bliver vendepunktet i pågældende afhængige kvindes liv.
    At være sig selv tro – og det i alle sammenhænge – er fundamentet for al ædruelighed, hvorfor ordene “To thine own self be true” er præget på alle AA’s ædruelighedsmønter. Ordene stammer fra Shakespeares Hamlet og er en del af Ploninius’ formaning til sønnen Laertes, inden denne drager på en lang udenlandsrejse.
    Hvis alle mennesker levede efter “To thine own self be true, and it doth follow, as the night the day, thou canst not then be false to any man” ville meget være – og havde været – anderledes.
    De bedste hilsner
    Torben Jespersen

    Svar
    • Stegemüller
      Stegemüller siger:

      Kære Torben

      Tak for din kommentar!

      Aha – 12-trinsarbejde; det vidste jeg ikke – jeg var jo bare mig. Jeg hører til den del af de ædru alkoholikere, som har valgt AA fra. Jeg har stor respekt for modellen, arbejdet og det forhold at AA gennem snart 100 år har hjulpet millioner af mennesker verden over. Men det religiøse islæt AA har over sig, kan jeg ikke holde ud. Hvis noget er religiøst er det fint med mig; det skal bare siges ærligt.

      Der står godt nok ikke “To thine own self be true” på min mønt fra Svanegården, men det står på min 24-timers mønt. Og jeg har fuldt ud styr på, hvor de begge er. Mønten fra Svanegården, som altid ligger i min pung, har to hænder og “En dag ad gangen” på den ene side og sindsrobønnen på den anden side. Det er ord, der giver stor mening for mig – og den liggeri pungen, for hvis nu en dag… så håber jeg, at jeg får øje på den!

      Jeg har kigget efter kvinden på torvet her de seneste dage; hun har ikke været der, hun er nok gået – i behandling 🙂

      Svar
  2. Eric
    Eric siger:

    Rigtig god historie og refleksion. Vækker mange tanker. Det er ikke så tosset at have benene oppe – ufrivilligt eller ej 🙂

    Svar
    • Stegemüller
      Stegemüller siger:

      @ Eric – tak for det. Jeg har truffet beslutningen om at være kendt – bare ctr. anonym – alkoholiker, fordi jeg tror på, at det at udbrede kendskabet til den pokkers sygdom kan være medvirkende til andres beslutning om at stoppe. Jeg vil aldrig komme ud og sige, at det var let, for det var det ikke! Men jeg vil til enhver tid sige, at for hver eneste dag der går, bliver det lettere, og her efter et par år har det ikke længere sit tag i mig. Der er noget næsten berusende i at være blevet herre i eget hus!

      Svar
  3. Ellen
    Ellen siger:

    Tankevækkende indlæg.
    Jeg forstår godt, at du ikke ville gå ind i nogen som helst form for behandlerrolle Jeg kan snildt forestille mig, at du har hende rendende eller hængende alt for ofte, fordi hun jo sandsynligvis har et behov for at tale med nogen.
    Jeg vil håbe for hende, at hun henvender sig for at få hjælp, men du har fuldstændig ret i, at man ikke kan hjælpes, før man selv vil det. Alkoholisme er på en måde helt parallelt med det at stoppe med at ryge. Tror jeg nok – jeg kender til det sidste, men ikke rigtig det første.
    Som ryger kan man fungere og passe et arbejde, og det kan man også langt hen ad vejen som alkoholiker, men sidstnævnte går det ofte helt galt med på et eller andet tidspunkt, fordi det er et selvforstærkende problem.
    Jeg synes det er flot og utroligt stærkt af dig, at du selv formåede at komme ud af misbruget (jeg har forstået, at det var det, du gjorde), inden det blev for sent og inden dit liv blev ødelagt.

    Fortsat god bedring med foden – du har vist nogle søde kolleger – eller er du bare uundværlig? Begge dele er da o.k., ikke? 🙂

    Svar
    • Stegemüller
      Stegemüller siger:

      Alkoholisme er – i modsætning til det at ryge – en sygdom, og det er egentlig godt. Jeg husker tydeligt, hvor glad jeg blev, da det gik op for mig, for så kunne jeg ranke ryggen og se mig selv i spejlet; så var jeg alligevel ikke et ringere menneske end andre – jeg havde bare udviklet en afhængighed. Og en sygdom kan man behandle.

      Jo jeg kom selv ud af det, forstået på den måde, at der ikke var nogen, der “truede” med alskens ulykker. Jeg kom bare i en situation, hvor jeg selv kunne se, at nu måtte der vist trædes på bremsen, hvis ikke dette skulle løbe af sporet. Svanegården var et fantastisk sted at komme i behandling og få “start-hjælp” til det der for mig blev en proces indtil min beslutning dannedes. Dette skal forstås som at det var let nok at være i behandlingen og at være sammen med andre søde mennesker med samme sygdom. Den svære kamp startede først, da jeg kom hjem og skulle modstå alle fristelserne alene og kun på vilje og viden. Det var sejt!

      Foden har det rimeligt – bare jeg ikke går nogen steder 🙂 Men jeg glæder mig til krykkerne, for så tør jeg også tage bussen. Det bliver trods alt lidt dyrt i taxaregninger. Jeg tror primært, kollegerne er søde…

      Svar

Skriv en kommentar

Want to join the discussion?
Feel free to contribute!

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *