En Stegemüller, drab i 1945 og Finnebørn
Det er sørme sket, som jeg altid har håbet på: Jeg er blevet kontaktet af en af min farfars søskendes børnebørn, der bor i Tyskland. Vi er jævnaldrende og hun havde googlet lidt og fundet den tyske del af min hjemmeside (den er beskeden, men den er der da). Hendes far var dansk, hendes mor tysk, og selv taler hun ikke dansk.
Vi har mailet lidt frem og tilbage og hun har bidraget med mange sjove små detaljer. Og så sker der det, som jeg altid tænker på med forskning i efterkommere: Når man har udvekslet data og gamle billeder, hvad så? Hvad har to mennesker sammen, fordi de nu har en fælles oldefar og derfor begge to hedder Stegemüller? Ikke ret meget.
Jeg tror, andre mennesker er bedre til den slags end mig. Jeg er et fjols til udveksling af almindeligheder og small-talk.
Samtidig prøver jeg at sætte mig i det sted, at jeg fandt en grandonkels barnebarn via Internettet. Hvor meget ville jeg så selv bidrage med af nyere familiehistorie til et menneske, der var mig ret fjernt. Faktisk tror jeg ikke, det var så meget. Pudsig tanke for en slægtsforsker.
Hendes farmor var gift én gang, før hun blev gift med en Stegemüller. Nu har jeg fra to dele af familien, at den 1. ægtefælle blev skudt på vej hjem på cykel på åben gade. I første omgang havde jeg kun ”under besættelsen”, som er et lidt vidt begreb, men nu er der kommet dato på: februar 1945. Jeg skal lige have set lidt i gamle aviser, når vejen en dag falder forbi Det kongelige Bibliotek. Det var vel heller ikke i ’45 så sædvanligt at blive skudt på åben gade!
Inde i hovedet har jeg allerede opdigtet alverdens historier om, hvad baggrunden kan være? Måske var han en frihedskæmper, måske var han en værnemager, måske var han en stikker, måske var det slet ikke ham, der skulle have været skudt, men den næste cyklist? Hvordan man end vender og drejer det, så vil vi fra den generation, der ikke har oplevet besættelsen, altid synes, det er en spændende tid. Og det er ikke en dis-respekt for de, der oplevede ”de fem forbandede år”.
Lørdag viste DR2 (min yndlingkanal) en udsendelse om Finnebørnene. Jeg har altid hørt om dem, men ikke været helt klar over, hvad begrebet dækkede over. Det var gribende at se de små blive sendt herned, hvor Tysken pludselig var fjenden, knytte sig til de danske plejeforældre og måske alligevel blive sendt tilbage til de finske forældre, selv om de efter nogle år ikke længere kunne et ord finsk. De finske forældre havde gjort det eneste rigtige, redde børnene fra den russiske overmagt under vinterkrigen, sendt dem herned (og andre steder), og pludselig ville de ikke hjem igen. Resultatet var det samme: de mistede deres børn – men det var måske alligevel lettere at miste drengen til det gode sønderjyske købmandspar end til de russiske kanoner? Verden er ubegribelig!