En god repræsentant?

TV om bipolar

Forleden viste DR1 en udsendelse, der handlede om en relativt ung(?)  mand, der savnede sin sygdom – vel at mærke hypomanierne. Han havde ret så langt, at der er noget fedt over at være manisk i hvert fald de første fire til fem dage til kroppen står af men kun hovedet kører. Sådan er det for mig, og jeg er type I. Senest fik jeg fem fantastiske ideer i minuttet, og de var endda fornuftige dagen efter. Jeg følte mig genial; Jeg kunne alt, også det jeg ikke kan. Denne gang brugte jeg ikke en masse penge, for jeg kom ikke uden for en dør. Men der var engang, jeg købte tre computere på en dag.

Udsendelsens Peter Hagelund var type II, typen, hvor der “kun” optræder hypomanier og ikke de “ægte” manier:

  1. Bipolar lidelse type I er den klassiske form, hvor der i sygdomsforløbet optræder manier.

  2. Bipolar lidelse type II er en variant, hvor der i sygdomsforløbet ikke optræder manier, men hypomanier og depressioner.

Selv har jeg vist aldrig haft en fuldblods mani – og det er jeg glad for, for hvor skulle jeg så gøre af alle de geniale idéer?  🙂

Det kan undre, at man ikke til udsendelsen havde fundet en type I, for at give det bredeste billede af sygdommen.

Dobbeltdiagnosen

Han havde et alkoholforbrug på mellem 40 og 80 genstande om ugen. Mange er klar over, at man kan drikke sig til en depression. Men det vidste Peter ikke?

Jeg tror, man vil sige, at han har en dobbeltdiagnose, og jeg vil tilføje, at det nok ikke ville skade at læse noget litteratur om sygdommen. Jeg synes, han er uheldig i udsendelsen, idet mange måske vil læne sig tilbage og tænke: “han er ikke syg, han drikker bare (for meget)”. Det er meget uheldigt og sætter mennesker med bipolar affektiv sindslidelse i et måske dårligt lys…

Jeg tænder nok alligevel for næste afsnit.

 

8 replies
  1. Søren Wolff
    Søren Wolff says:

    Jeg tror, at det var den samme unge mand, jeg hørte i en radioudsendelse for en uges tid siden på vej fra Nexø til Aakirkeby og Rønne. Meget interessant. I det hele taget, er det vigtigt, at der bliver sat fokus på denne sygdom med personlige historier, fordi et så for alle os andre er meget lettere at vide, hvordan vi skal omgås bipolare. Jeg har lært meget af to Facebook-veninder, der har diagnosen, og som er åbne om det, bl.a. dig Hanne.

    Svar
    • Stegemüller
      Stegemüller says:

      @ Søren

      Jeg må sige, at jeg synes, han er en endog meget dårlig repræsentant for det at være bipolar. I afsnit to bliver det helt klart, at han er mere alkoholiker end bipolar. Jeg synes, du skal se den ved lejlighed. Den ligger sikkert på nettet et sted.

      Svar
  2. Henny Stewart
    Henny Stewart says:

    Jeg tænkte noget af det samme. Der kan da heller ikke være meget tvivl om, at det alkoholforbrug har en væsentlig indflydelse på hans helbred, på den ene eller den anden måde. Faktisk troede jeg, at man ikke måtte drikke samtidig med, at man tager antipsykotisk medicin, som han jo altså gjorde.

    Men jeg kan egentlig godt forstå, at han gerne vil have set på sin medicinering, for hvis det er nødvendigt at drikke/selvmedicinere så meget for bare at kunne holde ud at være i sin egen krop, er medicineringen vel forkert eller utilstrækkelig.

    Jeg tror nu, jeg vil se de andre afsnit også. Det er interessant, om han kommer til nogen konklusion, og om han kan hjælpes bedre end han bliver nu. Den genetiske analyse interesserer mig også, selv om jeg har mine tvivl om, at den fører noget brugbart med sig.

    Men det er uheldigt, hvis han skal være talsperson, “poster-boy”, for alle bipolare.

    Svar
    • Stegemüller
      Stegemüller says:

      @ Henny

      Man skal sørme passe på med antipsykotisk medicin kombineret med alkohol. I værste fald kan man dø af det. Det har i hver fald skræmt mig, som før i tiden godt kunne gå til stålet. Jeg skal ikke dø af den forgiftning, der opstår! Jeg undrer mig meget over, at han ikke kendte de mest almindelige og banale læresætninger om denne kobling.

      Jeg giver dig sådan set ret i, at der er noget galt, når der skal så meget alkohol til for at kunne holde det ud. Men der er rigtig mange, der selvmedicinerer sig. Jeg ville nødig være den psykiater, der skulle tage fat i det, for hvad kom først: hønen eller ægget. Som et kuriosum, så er det sådan et 40 pct af indlæggelserne på psyk. skadestue Glostrup tidligere var på 40 pct.: http://addiktivpsykiatri.dk/wp-content/uploads/2017/09/Afrusning-under-indl%C3%A6ggelse.pdf. Nu hvor de arbejder tværfagligt, er andelen reduceret, men jeg ved ikke lige hvordan.

      Der der er det interessante, ved arvemassenen er, at den står for 70 – 80 pct. af tilfældene af tpy I BIP. Jeg kender jo ikke min arvemasse, men jeg ved fra adoptionssagen, at min bio. far forsøgte selvmord vha. rottegift. Det da et indicium endog ret stærkt.

      Svar
      • Henny Stewart
        Henny Stewart says:

        Hmm. Ja, hvad det med genetikken angår, så kan man vel egentlig ikke bruge det til så meget. Man kan vælge ikke at få børn. Man kan vælge at give sine forældre skyldfølelser, hvis man altså kender dem.

        Men der er jo nok noget i sækken til alle, og de der “eugeniske” foranstaltninger har menneskeheden jo ligesom været igennem, med bedrøvelige resultater.

        Svar
        • Stegemüller
          Stegemüller says:

          @ Henny

          Ved en indlæggels med bipolar er noget af det første de spørger om, om om det ligger til familien, og jeg må jo gan på gang på gang fortælle dem, at jeg ikke ved det, men at jeg kun kender historien og at jeg gætter på, at han havde en depression.

          Du skal nu ikke være så tvivlende overfor arvemassen. Det er påvist i mange år, at der er en korrelation mellem bipolar og og arvemasse. Man kan så spørge, hvad man kan få ud af at vide det, for du har ret, hvis det du mener er, at man bare skal kigge 70 år tilbage.

          Svar
          • Henny Stewart
            Henny Stewart says:

            Det er, hvad man kan få ud af det, jeg stiller mig tvivlende overfor, idet man jo ikke kan forandre sine egne gener.

            Man kan tage stillling til, om man vil have afkom, det er det hele. Der forholder det sig jo så heldigt, at et andet menneskes genetik også vil blive rodet ind i det, så resultatet er ikke givet på forhånd.

          • Stegemüller
            Stegemüller says:

            @ Henny du har (igen) fildkommen ret mht. afkommet. Jeg har ofte tænkt på, at det det var godt, jeg ikke fik børn, da de sådan set ikke kunne være tjent med en psykisk syg mor! Dette kunne ligne noget af det, vi har set i tidligere tider, men jeg mener det altså godt!

            Og så har jeg i øvrigt rettet tidligere indlæg fra 30 år til 70 år. Jeg taster hele tiden forkert pt. Det er ret træls.

Skriv en kommentar

Want to join the discussion?
Feel free to contribute!

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *