, ,

“En livsfarlig hemmelighed” som podcast

"En livsfarlig hemmelighed" som podcast

Kræftskandalen på AUH

“En livsfarlig hemmelighed” som podcast

Min hjerne egner sig kun til podcast, TV mv., når det er “højinteressant”, da den ellers går på langfart til fjerne tanker og egne. “En livsfarlig hemmelighed” placerede sig imidlertid i kategorien højinteressant, og jeg kunne lytte til samfulde tre episoder lige i rap.

Det er simpelthen fremragende journalistik i Genstart Dox. Du bliver ganske enkelt nødt til at høre de tre episoder i historien, der er blevet døbt “Kræftskandalen på AUH”. Det er et helt korrekt navn.

Det er en skandale. Du er nødt til at lytte med.

Jeg har også tidligere skrevet om skandalen på AUH her og her.

DR-journalisterne Astrid Fischer, Laura Marie Sørensen og Jonas Deiborg vandt Cavlingprisen 2023 for deres afdækning af kræftsagen på Aarhus Universitetshospital. Uden dem var det aldrig nogensinde kommet til offentlighedens kundskab, at 306 alvorligt syge mennesker havde ventet for længe på udredning, behandling og operation på mave- tarmkirurgisk afdeling på AUH. Deres sygdom var så alvorlig, at en uge fra eller til kunne betyde liv eller død. I 306 tilfælde ventede syge mennesker mere end de lovfæstede to uger fra sundhedsloven.

Reglerne findes i sundhedslovens § 88 jfr. Bekendtgørelse om maksimale ventetider ved behandling af kræft og visse tilstande ved iskæmiske hjertesygdomme § 2:

Kapitel 2

Maksimale ventetider

Kræft

§ 2. Medmindre hensynet til patientens helbredstilstand tilsiger noget andet, gælder for behandling af kræftsygdomme følgende maksimale ventetider:

1) Til udredning ved mistanke om kræft: 14 kalenderdage fra den dato, hvor sygehuset har modtaget henvisning til forundersøgelse, til den dato sygehuset har tilbudt at påbegynde udredning.

2) Til operation efter afsluttet udredning: 14 kalenderdage fra den dato, hvor patienten på baggrund af information fra det behandlende sygehus om diagnose og behandlingsmuligheder m.v. har givet samtykke til den konkrete operation, til den dato sygehuset har tilbudt at foretage operationen og senest 28 kalenderdage fra den dato, hvor sygehuset har modtaget henvisning til behandling.

Reglerne er skrevet på en måde, så de kan læses af selv en stud. jur. på 1. årsprøve.

Om fristoverskridelserne

DR gør meget ud at sige, at de ikke kan dokumentere mur- og nagelfast, at fristoverskridelserne har kostet liv, men der er meget, der kan tyde på det. Vi har vel alle troet på, at der i det mindste er styr på kræftbehandlingen, selvom sundhedsvæsenet er presset ud over alle grænser? Podcasten viser med al tydelighed, at det er and.

Flere læger indberetter deres frustrationer og reelle bekymringer for patienterne til regionens whistleblowerordning, men de bliver ikke hørt. Hvad skal man så med en sådan ordning?

Regionsrådet siger, at de var klar over, at systemet var presset, men rådet mener, at reglerne er blevet fulgt.

Ingen af de patienter, der er blevet udredt eller opereret for sent, er blevet indberettet til Sundhedsstyrelsen. Dvs. at hverken Sundhedsstyrelsen eller Sundhedsministeriet har haft en kinamands chance for følge med i status. De aner simpelthen ikke, hvor grelt det står til.

Regionen argumenterer med, at man ikke har indberettet, fordi patienterne har accepteret fristoverskridelsen. Hvad skulle patienterne ellers gøre? Hvis man vil forsøge at overleve, er det er ingen option at sige “Nej tak” til en operation, der ligger efter fristen …

Valgte patienterne at bruge deres lovfæstede mulighed (sundhedslovens § 89) for behandling i udlandet, får de at vide, at de ryger ud af ventelisten, hvilket vil sige, at de kan starte forfra.

De ressourcestærke kommer foran i køen

Selvfølgelig er det ikke nyt, at de ressourcestærke, stædige, genstridige, brokkerøvene med ordet i deres magt får en bedre behandling (sådan nogle som mig 🙂 ). Se evt. DR Dokumentaren “En syg forskel”. Her er det bare markant og kan dreje sig om liv eller død inden for få uger.

I afsnit tre møder vi en kvinde, der grundet syv eller otte telefonopkald og en e-mail cc. Sundhedsministeriet kæmper sig til en behandling inden for fristerne. Blot et par dage efter e-mailen til Sundhedsministeriet bliver hun ringet op af cheflægen på afdelingen, der fortæller, at man har rokeret lidt rundt på patienterne, så nu kan hun komme til i næste uge.

Hun er ressourcestærk, og det er den styrke, der gør, at hun kommer til inden for fristerne. Af den grund er hun stort set rask nu. Hun sidder dog med en lidt dårlig smag i munden over at vide, at når hun er kommet foran, er der nogle, der er kommet bagud, med de følger det kan have.


Har du kommentarer til artiklen?

Så er jeg glad for at modtage dem i relation til artiklen, dvs. i artiklens kommentarfelt herunder, ikke på Facebook og ikke via Messenger. Jeg svarer dig også relation til artiklen, ikke på Facebook og ikke via Messenger. Det skyldes, at kommentarer og artiklen jo ellers dekobles, og så er din kommentar ikke noget værd i fremtiden. Det er ærgerligt for os begge.

Hvis du ikke tidligere har kommenteret en af mine artikler her på siden, skal din kommentar først godkendes (spamhensyn). Min responstid er under normale omstændigheder meget kort. Herefter vil du stryge lige igennem.

0 Svar

Skriv en kommentar

Vil du deltage i debatten?

Du er mere end velkommen!

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *