, , , , , ,

En god dag!

Det har på alle måder været en god dag.

Ny kontrakt

Der foreligger nu en ny kontrakt mellem Folkekirkens Nødhjælp og mig, og der er en blanket mellem Hvidovre Kommune, Folkekirkens Nødhjælp og mig. Det hele varer indtil videre til årsskiftet 2017/18.

Jeg har selv skrevet “Skånebehovene” i blanketten, hvor jeg har lagt vægt på rolige omgivelser og åbenhed om min sygdom herunder de kognitive problemer med hukommelse og koncentration. Jeg havde en kort telefonsamtale med min kommende chef, hvor jeg også sagde til ham, at hvis han havde supplerende spørgsmål, skulle han endelig stille dem. Jeg har ingen hemmeligheder. Det er også en del af “aftabuiseringen”.

Af kontrakten fremgår det, at vi drøfter mulighederne for forlængelse allerede efter seks måneder; dette for at jeg ikke skal bryde ned i oktober endnu engang som følge af uvisheden. Når vi når sommeren 2017, har jeg ikke haft vished om arbejdslivet siden sommeren 2013. Fire år er lang tid! Jeg håber selvfølgelig, at der til sommer vil foreligge en kontrakt uden bagkant.

Jeg var hos min erhvervsrådgiver i Psykiatrifonden i går, og vi drøftede disse forhold. Hun syntes, at jeg bare skulle tro på, at jeg er en god medarbejder, der leverer varen, og ikke behøver at føle mig “i topform” hver arbejdsdag. Hun har nok ret, for hun kender mig temmelig godt efterhånden. Jeg skal bare lige have møbleret lidt om inde i hovedet efter 23 år i staten, hvor produktions- og produktivitetskravene er umenneskelige. Jeg levede til fulde op til dem, men det var ikke godt for mig, kan jeg se nu.

Afsked med Human Ressource
Fredsduer skabt af palæstinensiske kunstnere

Jeg og resten af HR sagde farvel til hinanden med kaffe og kage. Det var fint og ikke for “stort”. De havde købt to rigtig fine gaver: Fredsduer i glasmosaik lavet af palæstinensiske kunstnere. Duerne er virkelig flotte. Hvis jeg nu havde et juletræ, skulle de hænge der.

Herudover havde Sune skrevet et virkelig dejligt kort. Han synes, jeg har udrettet en masse. Det synes jeg egentlig ikke selv, men så længe han er tilfreds, er alt jo godt. Han udtrykte endvidere stor tilfredshed med, at jeg bliver i “familien”. Jeg har læst kortet flere gange og er glad for det.

Ex medpatient

Jeg har haft besøg af en tidligere medpatient, som er virkelig sød. Det var rigtig hyggeligt, og dejligt at tale med en, der ikke får penge for at tale med mig.

Vi har mange ting til fælles bl.a. tankerne om arbejdsmarkedet. Jeg er nået længere end hende.

Hun er i ressourceforløb fem år, men der foregår intet. Det er hun egl. helt tilfreds med, for hun kan ikke “aktiveres” eller hvad det nu hedder lige nu. Hun har behov for ro. Sygdommen (skizofreni) fylder for meget lige nu. Sagsbehandleren har sagt, at hvis hun ikke er klar til et eller andet efter de første fem år, får hun fem år mere, og til den tid er hun så 40 og kan søge førtidspension.

Jeg prøvede at overbevise hende om, at hun er for god til livslang passiv forsørgelse og marginalisering. At gå hjemme på pension forværrer ensomheden. Måske kunne det være en idé at arbejde på, om et år at kunne begynde en virksomhedspraktik, se hvordan det går med sigte på et fleksjob fx ni timer om ugen? Det er fint nok med ro, men der er altså også mange fordele ved på en eller anden måde at være tilknyttet arbejdsmarkedet – det kan jeg jo mærke på mig selv.


Torsdag

Jeg blev ikke færdig i går 🙂

  1. Min kugledyne er kommet – endda leveret til døren. Jeg glæder mig virkelig til at prøve den, da jeg i øjeblikket er vågen 2 – 3 timer hver nat. Det går fint nok at falde i søvn (uden sovepiller!), men jeg vågner kl. 03 – 04-stykker og kan simpelthen ikke sove igen. Det er temmelig trættende – i bogstaveligste forstand.
  2. Min præst kommer i dag, og jeg glæder mig, da det efterhånden er et stykke tid siden, vi sidst har mødtes.
    1. På dagsordenen har jeg blandt andet præsternes frihed til at gennemføre gudstjenesten, liturgien hedder det vist, som de synes, det er bedst. Jeg synes, de burde ensarte deres praksis, så alle gør det ens. Hos os er der fx kun en af præsterne, der konsekvent bruger messehagel, som jeg synes, er flot og festligt. En bruger det nye Fadervor, mens resten bruger det gamle osv.
    2. Hvor går grænserne? Hvor meget kan de gøre, som de synes er bedst?
  3. Og i aften må jeg hellere få pakket. Vallekilde venter, og det ser jeg frem til.
22 replies
  1. Jørgen
    Jørgen says:

    Det må da siges at være en fortrinlig afslutning på året. Jeg antager du har lært en god del om, hvorledes din arbejdsevne nu fungerer, og at du vil lære endnu mere herom i 2017. Så ender det vel med du forliger dig med den. Og det er ikke det værste der kan ske!

    Svar
    • Stegemüller
      Stegemüller says:

      @ Jørgen

      Du har helt ret.

      Jeg kan arbejde ganske udmærket; det er vist det, loven/kommunen kalder “arbejdsintensitet”, og den er da sat til 100 pct.

      “Forligsevnen” er ganske rigtigt et vigtigt mål, men det vigtigste er nu engang at opnå en fastansættelse.

      Svar
  2. Aase
    Aase says:

    Sikke et par flotte fredsduer. De må komme på ønskesedlen til næste år – nu er det for sent for i år.
    Tillykke med kontrakten og den ro, der følger med den.
    Rigtig god juleferie på højskolen; jeg håber det bliver en dejlig oplevelse for dig.

    Svar
    • Stegemüller
      Stegemüller says:

      @ Aase

      Ja de fredsduer er så fine, og de bærer et budskab, der er behov for i disse tider/dage.

      Ja tak skal du have. Så har jeg da ro et lavt års tid. Jeg ånder ikke lettet op, før der foreligger en fastansættelse. Jeg føler lidt, at jeg bliver “set an” i to år, men erhvervsrådgiveren siger, at sådan må jeg ikke tænke det. Nu om dage svømmer arbejdsmarkedet over med fx projektansættelser, der jo også er tidsbegrænsede.

      Jeg er spændt på højskolen. Jeg glæder mig.

      Svar
  3. mia gerdrup
    mia gerdrup says:

    kære Hanne,

    Allerførst ønskes du en glædelig jul.

    Hvor er det dejligt for dig at din arbejdssituation er faldet på plads. Stort tillykke.
    Os der følger dig er ikke i tvivl, – arbejde er for dig den bedste medicin.

    Jeg er faktisk fuld af beundring om at læse om din svære sygdom og alligevel så kæmper du som et æsel for at bide dig fast. Det er fantastisk at følge.

    Jeg ønsker dig et godt ophold på Vallekilde.
    Jeg er (næsten) sikker på at vi får lov til at deltage, – kan slet ikke forestille mig at du lader din ipad blive hjemme 🙂

    Svar
    • Stegemüller
      Stegemüller says:

      @ Kære Mia

      Tusind tak for din hjertevarme kommentar!

      Også du/I må have dejlig højtid.

      Ja arbejdssituationen er da på plads for det kommende år. Så må vi se, hvad der sker derefter. Jeg begynder at tro på det; samtidig har jeg det sådan, at jeg vil have det på skrift, før jeg for alvor tror på det.

      Du har fuldstændig ret i det med medicinen. Jeg plejer at sige til Sune, at det i sig selv er helbredende for mig at komme på arbejde.

      Ja du har ret: iPadden bliver ikke hjemme… 🙂 Jeg skal da følge med i verdens gang.

      Svar
  4. Anette
    Anette says:

    dejligt 2017 er på plads med arbejde… og at der skal tages stilling til forlængelse i god tid.

    de duer er fantastisk smukke, kan de kun købes på hjemmesiden?

    det dejligt med mål, men også at få den ro man har brug for, det er en svær balance.

    Ja for stor forskel i samme kirke må være frustrerende.

    skal kugledynen med på højskole?
    håber du får en fantastisk tur.

    Glædelig jul

    Svar
    • Stegemüller
      Stegemüller says:

      @ Anette

      Duerne kan også købes i vores butik i Nørregade 15 i København.

      Ro eller ej så tror jeg, at det gør noget godt for folk at være på arbejdsmarkedet i en eller anden form. Jeg har da klart fået det bedre i det år, der nu er gået. Og det siger Sune også 🙂

      Jeg tror, at det med præsternes individualitet, er et følsomt emne. Jeg er spændt på at høre, hvad Mette siger.

      Kugledynen vejer syv kilo, så den må blive hjemme.

      Også glædelig jul til dig.

      Svar
      • Anette
        Anette says:

        ja så det nemmere at købe en på nettet en dag, tror jeg vil ønske mig en.

        av 7 kg, med mindre du i bil så er den ikke sådan at have med.

        Jo ofte er en form for tilknytning nok at foretrække, men tror ikke det gælder alle… det galt ikke mig… ikke endnu… eller det gjorde det i starten men så blev jeg fyret pga. sygdom, trist da historien nok havde været meget anderledes ellers.

        Svar
        • Stegemüller
          Stegemüller says:

          @ Anette

          Det er et godt ønske og dermed en god sag at støtte.

          Kugledynerne ligger i klassen syv til 11 kilo. Min er som sagt de syv. Jeg er bange for, at det er for lidt. Jeg har aftalt med kommunen, at jeg prøver den et par uger, og så må vi se. Jeg er meget spændt på første nat. Tænk hvis jeg kan sove hele natten.

          Jeg blev også fyret pga. sygdom og set i bagklogskabens lys, er der jo ikke noget at sige til det. Egentlig er det imponerende, at jeg holdt i 23 år. For mig er det alfa og omega at have et job. Jeg elsker FKN og at komme hjem og kunne sige “Jeg har været på arbejde”.

          Svar
          • Anette
            Anette says:

            ja jeg havde nok ikke kunnet klare fuld tid lærer lige meget hvad… men det stadig ikke fedt at blive fyret midt i samtalerne om at vi skal lave arbejdsprøvning på egen arbejdsplads….

            håber de 7 kg er nok… ellers må der opgraderes

          • Stegemüller
            Stegemüller says:

            @ Anette

            Det er aldrig rart at blive fyret. For mit eget vedkommende er jeg konstant bange for, at det skal ske igen.

            Glædelig jul til dig og dine.

  5. Ingrid Schmidt
    Ingrid Schmidt says:

    Det lyder fint. Dejligt at du har fået kontrakt. Kan du nu have en rigtig god jul på Vallekilde Højskole. Her fejrer vi julen sammen med Fabiana og Torben. De skal giftes i januar og håber så, at de kan få lov at bo i Danmark, Fabiana er jo brasilianer. Kærlig hilsen Kaj og Ingrid

    Svar
    • Stegemüller
      Stegemüller says:

      @ Kære Kaj og Ingrid.

      Ja med kontrakten er jeg da sikret et år mere, og så må vi så se, hvordan verden derefter ser ud. Det rigtig gode er, at forlængelsen skal drøftes allerede til sommer.

      Åh… bliver det så en familiesammenføringssag? Den slags kan jo tage årevis.

      Kærlig hilsen
      Hanne

      Svar
      • Ingrid Schmidt
        Ingrid Schmidt says:

        Sammenføring er måske så meget sagt, de to har ingen børn, endnu da. De elsker hinanden og vil selvfølgelig gerne leve sammen. Arbejdsmæssigt er det nok nemmest i DK så, vi ønsker meget de får lov at bo her

        Svar
  6. Henny Stewart
    Henny Stewart says:

    Hvor er det godt, at 2017 er på plads, rent arbejdsmæssigt. Og det er rigtig godt, at det står i kontrakten, at der skal tages stilling til forlængelse af den efter 6 måneder.

    Alt i alt ser det jo godt ud! Tillykke med det!

    Svar
    • Stegemüller
      Stegemüller says:

      @ Henny

      Mange tak skal du have!

      Ja det med stillingtagen efter seks måneder er bare helt perfekt og svarer fuldstændig til den strategi, jeg havde lagt sammen med fleksjobkonsulenten.

      Svar

Skriv en kommentar

Want to join the discussion?
Feel free to contribute!

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *