, , , , , ,

En god dag!

Det har på alle måder været en god dag.

Ny kontrakt

Der foreligger nu en ny kontrakt mellem Folkekirkens Nødhjælp og mig, og der er en blanket mellem Hvidovre Kommune, Folkekirkens Nødhjælp og mig. Det hele varer indtil videre til årsskiftet 2017/18.

Jeg har selv skrevet “Skånebehovene” i blanketten, hvor jeg har lagt vægt på rolige omgivelser og åbenhed om min sygdom herunder de kognitive problemer med hukommelse og koncentration. Jeg havde en kort telefonsamtale med min kommende chef, hvor jeg også sagde til ham, at hvis han havde supplerende spørgsmål, skulle han endelig stille dem. Jeg har ingen hemmeligheder. Det er også en del af “aftabuiseringen”.

Af kontrakten fremgår det, at vi drøfter mulighederne for forlængelse allerede efter seks måneder; dette for at jeg ikke skal bryde ned i oktober endnu engang som følge af uvisheden. Når vi når sommeren 2017, har jeg ikke haft vished om arbejdslivet siden sommeren 2013. Fire år er lang tid! Jeg håber selvfølgelig, at der til sommer vil foreligge en kontrakt uden bagkant.

Jeg var hos min erhvervsrådgiver i Psykiatrifonden i går, og vi drøftede disse forhold. Hun syntes, at jeg bare skulle tro på, at jeg er en god medarbejder, der leverer varen, og ikke behøver at føle mig “i topform” hver arbejdsdag. Hun har nok ret, for hun kender mig temmelig godt efterhånden. Jeg skal bare lige have møbleret lidt om inde i hovedet efter 23 år i staten, hvor produktions- og produktivitetskravene er umenneskelige. Jeg levede til fulde op til dem, men det var ikke godt for mig, kan jeg se nu.

Afsked med Human Ressource
Fredsduer skabt af palæstinensiske kunstnere

Jeg og resten af HR sagde farvel til hinanden med kaffe og kage. Det var fint og ikke for “stort”. De havde købt to rigtig fine gaver: Fredsduer i glasmosaik lavet af palæstinensiske kunstnere. Duerne er virkelig flotte. Hvis jeg nu havde et juletræ, skulle de hænge der.

Herudover havde Sune skrevet et virkelig dejligt kort. Han synes, jeg har udrettet en masse. Det synes jeg egentlig ikke selv, men så længe han er tilfreds, er alt jo godt. Han udtrykte endvidere stor tilfredshed med, at jeg bliver i “familien”. Jeg har læst kortet flere gange og er glad for det.

Ex medpatient

Jeg har haft besøg af en tidligere medpatient, som er virkelig sød. Det var rigtig hyggeligt, og dejligt at tale med en, der ikke får penge for at tale med mig.

Vi har mange ting til fælles bl.a. tankerne om arbejdsmarkedet. Jeg er nået længere end hende.

Hun er i ressourceforløb fem år, men der foregår intet. Det er hun egl. helt tilfreds med, for hun kan ikke “aktiveres” eller hvad det nu hedder lige nu. Hun har behov for ro. Sygdommen (skizofreni) fylder for meget lige nu. Sagsbehandleren har sagt, at hvis hun ikke er klar til et eller andet efter de første fem år, får hun fem år mere, og til den tid er hun så 40 og kan søge førtidspension.

Jeg prøvede at overbevise hende om, at hun er for god til livslang passiv forsørgelse og marginalisering. At gå hjemme på pension forværrer ensomheden. Måske kunne det være en idé at arbejde på, om et år at kunne begynde en virksomhedspraktik, se hvordan det går med sigte på et fleksjob fx ni timer om ugen? Det er fint nok med ro, men der er altså også mange fordele ved på en eller anden måde at være tilknyttet arbejdsmarkedet – det kan jeg jo mærke på mig selv.


Torsdag

Jeg blev ikke færdig i går 🙂

  1. Min kugledyne er kommet – endda leveret til døren. Jeg glæder mig virkelig til at prøve den, da jeg i øjeblikket er vågen 2 – 3 timer hver nat. Det går fint nok at falde i søvn (uden sovepiller!), men jeg vågner kl. 03 – 04-stykker og kan simpelthen ikke sove igen. Det er temmelig trættende – i bogstaveligste forstand.
  2. Min præst kommer i dag, og jeg glæder mig, da det efterhånden er et stykke tid siden, vi sidst har mødtes.
    1. På dagsordenen har jeg blandt andet præsternes frihed til at gennemføre gudstjenesten, liturgien hedder det vist, som de synes, det er bedst. Jeg synes, de burde ensarte deres praksis, så alle gør det ens. Hos os er der fx kun en af præsterne, der konsekvent bruger messehagel, som jeg synes, er flot og festligt. En bruger det nye Fadervor, mens resten bruger det gamle osv.
    2. Hvor går grænserne? Hvor meget kan de gøre, som de synes er bedst?
  3. Og i aften må jeg hellere få pakket. Vallekilde venter, og det ser jeg frem til.
Loading comments...