ECT = elektrochok

Bedøvelse og behandling

Denne lille folder ligger på afdelingen, og den er god at få forstand af. Den er meget udførligt formuleret, så man virkelig får viden om, hvad Søren ECT (elektrochok) er for noget. Jeg har lige siddet og hørt min og Melitas udskrivningssamtale fra i fredags. Hun siger det helt tydeligt: “ECT er den bedste behandling ved depressioner”.

Jeg har mødt mange mennesker, der siger, at det havde de aldrig turdet  gå med til. Mange har hørt om, at det kan knibe med hukommelsen bagefter. Det er rigtigt, at man måske slet ikke kan huske noget som helst fra indlæggelsen, men de umiddelbare problemer er helt væk efter tre måneder, ref. Kaj Bjerring Andersen. Jeg husker fx intet fra november 2014, og faktisk heller ikke noget fra den første måned  i denne her omgang, men pyt med det, det tager jeg med “i købet”, det er prisen, jeg må betale. De siger, at jeg har været meget “chok-dement”. I november var jeg fx så meget fra hægterne og forvirret, at jeg gav Visakort og pinkode til en medpatient, så hun kunne købe cigaretter for mig. Hun var ikke ærlig, og personalet måtte hjælpe med at få spærret kortet mv.

ECT står for Electroconvulsive Therapy, og er effektiv ved fx både svære depressioner, svære psykoser og svære manier. Behandlingen foregår ved, at der påføres en svag elektrisk strøm til hovedbunden. Dette udløser en sammentrækning (krampe) i hjernen. Man er i fuld narkose og oplever derfor ingen smerte eller ubehag under behandlingen.

ECT har endvidere den fordel, at det virker allerede efter et par gange. Dette skal ses i sammenhæng med, at der fx let kan gå otte uger før et evt. antidepressiva  har effekt. Nogle gange har man bare ikke otte uger at gi’ af. Herudover er der specielt for bipolar lidelse det faktum, at man ikke kan tåle antidepressiva, for så risikerer man nye manier, så der er en hårfin balancegang at holde. Der er ikke rigtig nogen, der ved, hvorfor ECT virker; man ved bare, at det virker.

ECT står aldrig alene, men er et stærkt supplement til den medicinske behandling og samtaleterapi (hvis de ellers kan skaffe en psykolog 🙂 )

For selve chokbehandlingen står en særligt uddannet psykiater. Narkoseholdet står for bedøvelsen, og særligt uddannet plejepersonale står for resten. Det foregår mandag, onsdag og fredag morgen fra kl. 8:00, og narkoseholdet kommer ovre fra Hvidovre Hospital.

Det foregår i et meget lille rum, hvor der er stuvende fuldt, når alle de mennesker skal være derinde. Man møder op på fastende hjerte, ja ikke engang en cigaret må man tage der om morgenen. De stiller af sikkerhedsmæssige årsager en masse rutinespørgsmål fx om løse tænder, pacemaker, faste osv. De spørger også om diabetes og hjerteproblemer.Så lægger man sig på lejet, hvor de måler temperatur, puls og blodtryk, og hvor de lægger venflonen i venstre håndryg; det er den, bedøvelsen sprøjtes ind i. Herefter trækker man vejret i en iltmaske et par gange, og så er man væk. Behandlingen varer under to minutter. Man får noget muskelafslappende medicin, så selve kroppen næsten ikke kramper – det er altså ikke som i “Gøgereden”.

Efter behandlingen bliver man kørt ind i et lille lokale ved siden af, og der ligger man så og vågner op i ca. et kvarter. Det er aldrig lykkedes mig at se det lokale, og det er heller aldrig lykkedes mig at finde ud af, hvordan jeg kommer tilbage til afdelingen, og jeg har trods alt taget turen 19 gange.

Der kan være følgende bivirkninger, der dog alle forsvinder på meget kort tid (i løbet af formiddagen)

  • Forvirring – det har jeg vist haft en del
  • Hovedpine – det har jeg aldrig haft
  • Muskelømhed – det har jeg heller aldrig haft.

I november var ECT et mirakelmiddel for mig; det har det så ikke helt været nu her i marts/april, da de “dårlige tanker” fortsat er tilstede. ECT har dog repareret på appetit, søvn og synsforstyrrelser, og det har sørme også stor værdi, for man bliver endnu mere syg af ikke at sove. I de depressive perioder vågner jeg konstant omkring 4 – 4:30, så det er en af de ting, jeg har noteret ned som faresignaler i app’en “minplan”.

8 replies
  1. Lene
    Lene says:

    Jeg varsygeplejeelev sidst i 70erne, og da jeg var på psykiatrisk afdeling, var jeg med til ECT. Jeg husker det som en voldsom oplevelse for mig, patienten var jo bedøvet som du skrev. Gøgereden er også fra den tid, så vi havde nogle fordomme om behandlingen, men jeg kan huske sygeplejersken betonede at når alternativet var noget, der var værre, så var det her en god behandling.
    Det er så godt at du beskriver behandlingen, det er med til at afmystificere det og det at være indlagt på psykiatrisk afdeling.

    Svar
    • Stegemüller
      Stegemüller says:

      @ Lene

      Jeg bliver altid så glad, når du kan lide det jeg skriver inde på dit område.

      Jeg tror meget på Melita, der siger, at det er den bedste behandling ved depressioner, og hun har vist været i gamet i mange år. Jeg forstår ikke helt, hvad du mener med denne sætning: “Jeg husker det som en voldsom oplevelse for mig, patienten var jo bedøvet som du skrev.” Mangler der evt. et “ikke”?

      Der er ikke noget at sige til, at “Gøgereden” var med til at farve folks forestilling om ECT, for det var jo en voldsom film; jeg husker den svagt. ECT kan for mig at se udgøre forskellen mellem liv og død, og når man får fornemmelsen af, at det ville være bedre at være død, er man ret langt ude, og så er ECT den rigtige behandling, og det er der, jeg mener, at man ikke har otte uger at give af.

      Hvis jeg kan gøre noget for at afmystificere og afdramatisere gør jeg meget gerne det – jeg har jo trods alt en vis erfaring nu.

      Svar
      • Lene
        Lene says:

        nej som jeg husker det var patienten bedøvet, og formentlig har patienten også fået det muskelafslappende middel, men jeg husker det som en voldsom oplevelse mere fordi det at se et bedøvet menneske, som fik rykninger, kombineret med mine fordomme gjorde indtryk. Men jeg husker også at jeg fik det afdramatiseret netop ved at være med.

        Svar
        • Stegemüller
          Stegemüller says:

          @ Lene

          Åh ja – nu forstår jeg, hvad du mener; tak skal du have. Jeg har jo aldrig set det; men det ville jeg faktisk gerne. Jeg arbejder jo på min sygdomsindsigt 🙂

          Svar
  2. Ellen
    Ellen says:

    Det er noget af en barsk omgang. Pernille var så skræmt af bivirkningerne, at hun nægtede at modtage ETC mere end den første gang for mange år tilbage. Det var så nok lidt uklogt …

    Svar
    • Stegemüller
      Stegemüller says:

      @ Ellen

      Ja måske er det rigtig synd, at Pernille ikke gav ECT en chance. Så vidt jeg husker, var hun også bipolar? ECT kan altså et eller andet, og som skrevet ved man ikke helt hvad, men det virker.

      Svar
  3. Henny Stewart
    Henny Stewart says:

    Det er egentlig ret fantastisk, at man efter at have brugt ECT i så mange år, stadig ikke ved _hvorfor_ det virker. Jeg må indrømme, at jeg stadig ville stritte imod at skulle lægge helbred til den slags. På den anden side har jeg jo afprøvet en medikamentliste så lang som en arm, før jeg fandt noget, der virkede. Eller måske virker det slet ikke, for depressioner kan jo også gå over af sig selv. Man kan i øvrigt sige det samme om mange af medikamenterne, man ved ikke, hvorfor de virker, man ved bare at de _måske_ virker.

    Svar
    • Stegemüller
      Stegemüller says:

      @ Henny

      Jeg ved faktisk ikke, hvornår man begyndte at bruge ECT – jo for resten i 30’erne. Du har sådan set ret i, at det er underligt, at man stadig ikke ved hvorfor , det virker. En ubehandlet depression vil som regel gå over af sig selv efter ca. et ½ år eller mindre, men på den tid kan man nå at tage livet af sig selv mange gange. ECT bruges også tit, hvis medicin har vist sig at være nytteløst. For mig er ECT meget nyttigt, og jeg vil (heller) ikke tøve en anden gang.

      Svar

Skriv en kommentar

Want to join the discussion?
Feel free to contribute!

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *