, ,

Drive

Pludselig sker der noget

Det har åbenbart hjulpet, at både Psykiatrifonden (Erhvervsrådgiveren) og jeg selv har presset på overfor den kommunale fleksjobkonsulent. Normalt er det sådan, at fleksjobkonsulenten først kan agere, når man har opnået titlen “ledig”, men vi har åbenbart fået vredet armen tilstrækkeligt om på ham, så jeg har nu en aftale til den 6. december, og her bliver “Anden aktør” koblet på med det samme og deltager også i mødet.

Fleksjobkonsulenten har oprettet sagen som en “haster”. Anden aktør vurderer umiddelbart, at det bliver let at finde et nyt job til mig. Det lyder alt sammen godt. Jeg håber så, at de finder på noget, der giver mening.

Jeg har bedt Sune skrive anbefaling/udtalelse, eller hvad det nu hedder, senest den 6. december, så jeg kan have den dugfrisk med til ovennævnte møde. Jeg har sendt ham lidt input, med det jeg håber, han vil skrive lidt om/uddybe. Jeg føler fortsat, jeg kan stå inde for følgende:

  • Loyal,
  • Flittig,
  • Ambitiøs,
  • Evner (fortsat) struktureret analyse og
  • Løser de stillede opgaver.

Jeg har surfet lidt rundt på det såkaldte “Jobnet”, som er temmelig uoverskueligt. Ved et tilfælde opdagede jeg, at jeg skulle melde mig rask. Det kan man kun gøre pr. dags dato. Jeg blev udskrevet den 21. november og mødte på arbejde den 22. november. Det kan man ikke registrere, altså må jeg have fat i fleksjobkonsulenten. Det er sikkert ikke ham, der kan rette det, men så må han finde en anden! Det er da fuldstændig latterligt.

Jeg fandt også et eller andet brev, som jeg nu ikke kan finde igen, men det var tre siders løftede pegefingre og trusler om at miste diverse ydelser. Jobnet er fyldt med den slags formaninger samt fuldstændig ubrugelige vejledninger om det at søge job. Det kan de altså ikke lære mig. De fleste retter sig mod blomsterforretninger i Åkirkeby, lastvognschauffører i Ringsted og den slags. Det går ikke. Blomsterne vil bare dø, og herudover har jeg ikke engang et kørekort til personbil 🙂

På fredag formiddag skal jeg mødes med Anette Friis (psykologen) for første gang i denne omgang. Jeg er så glad for, at det er lykkedes at få den aftale i stand, og jeg glæder mig så meget til at se hende igen. At det er blevet hende betyder blandt andet, at jeg ikke skal fortælle min livshistorie igen, og jeg ved, at jeg er et menneske, hun godt kan lide. Den slags har også betydning…

Her i eftermiddag har jeg været hos min kontaktperson Gitte hos Distriktspsykiatrien. Hun er dygtig, og jeg kan godt lide hende som menneske. Problemet er, at der kun er 30 minutter til rådighed hver 14. dag. Jeg kan ikke nå at “åbne mig” på den korte tid, så det bliver tit bare til en opdatering, så hun ved, hvad der er sket siden sidst. Det bringer ikke mig videre.

På onsdag er jeg blevet inviteret til noget, der hedder “Direkte patientfeedback” på Gammel Kongevej. Jeg er spændt på at se, hvad det går ud på.

Hvis det kan indpasses i mødet, vil jeg gerne sige noget om, at det måske ville være bedre at have 60 minutter pr. måned med kontaktpersonen på samme måde som hos lægen. Det ville ikke koste andet end lidt logistik og ændret planlægning.

Herudover vil jeg gerne nævne, at det er problematisk med lægerne på turnus. Man når lige at lære dem at kende, så skal de videre i deres forløb. Jeg tror fx, at Pernille (lægen) snart skal holde op. Hvem får jeg så? Er der muligheder for dispensation? Jeg synes ikke umiddelbart, at jeg kan finde kræfterne til at lære en ny læge op. Det er helt som på afdelingen, hvor man får tilkoblet adskillige elever/studerende, og hvor jeg hele tiden får følelsen af at skulle lære dem op. Jeg synes, det er svært at sige nej, men det lykkedes denne gang. På samme måde sagde jeg også nej hos Gitte i dag. Jeg er dødtræt af studerende. Af og til kan jeg abstrahere fra, at de er til stede, men det går ikke lige p.t. Jeg har vist aldrig sagt nej hos Gitte før.

I morgen skal jeg se erhvervsrådgiveren fra Psykiatrifonden. Umiddelbart vil jeg mene, at vi skal planlægge mødet i kommunen, og måske ville det være relevant, hvis hun kan deltage? Jeg har brug for at indforskrive de mennesker, der kender mig bedst.

Uanset hvad: Jeg føler mig godt tilpas med, at der synes at ske noget, og at alle parter ser ud til at forstå, at det er vigtigt at kende fremtiden set efter 1. januar 2017.

4 replies
  1. mia gerdrup
    mia gerdrup says:

    Jeg kan se at du er ved at blive “dig selv” igen og har ressourcer til at engagere dig i din fremtid.
    Det er så dejligt at læse.
    God vind med alle projekterne.

    Svar
    • Stegemüller
      Stegemüller says:

      @ Mia

      Tak skal du have. Jeg ved nu ikke helt, om jeg har kræfterne til at det, jeg nu har fået sat i gang, men en ting er helt sikkert, og det er, at jeg ikke skal gå og dreje rundt om mig selv bare fordi det bliver januar.

      Svar
  2. Henny Stewart
    Henny Stewart says:

    Det ser ud til, at det er lykkedes dig at få fyret op under de kræfter, der skal hjælpe dig til et nyt flexjob. Det er ikke nogen lille ting, så tillykke med det!

    Da jeg gik til psykiater, havde jeg også kun 30 minutters sessioner, så jeg kender godt til det med, at det lige er kort nok tid, til at man kan få sig talt varm. Man lærer at fokusere på den måde, eller det gjorde jeg efterhånden. Og lige da jeg havde fået det lært, kunne hun ikke forlænge mit forløb yderligere.

    Det er bare så træls, når man bliver nødt til at skifte læge, især når man har opbygget et godt forhold til “den gamle”. Men sådan er livet jo. Det kan ikke undgås. Og hvem ved, i nogle tilfælde bliver en udskiftning til en forbedring.

    Jeg er helt enig med dig i dine betragtninger om Jobnet. Den har jeg heller aldrig haft glæde af. Ikke et eneste job har jeg søgt med udgangspunkt i den side.

    Svar
    • Stegemüller
      Stegemüller says:

      @ Henny

      Jeg føler det også som en lille sejr at have speeded en kommunal sagsbehandler op.

      Jeg tror, jeg vil gå i kast med at få færre sessioner hos kontaktpersonen men så til gengæld kun een gang om måneden. Jeg er også begyndt at prioritere, og måske har jeg kun to virkeligt problemstillinger med, men så skal de også belyses fra alle hjørner.

      Jeg får ikke bedre læge end Pernille, som jeg har nu. Ingen vil nå hende til sokkeholderne. Til det der “Direkte Patientfeedback-møde er det en af de problemstillinger, jeg vil tage fat i, hvis der er tid og plads.

      Jobent: Enten skal jeg guides igennem eller også opgiver jeg.

      Svar

Skriv en kommentar

Want to join the discussion?
Feel free to contribute!

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *