Diverse

Undskyld jeg tømmer lige hjernen, for det hele kører rundt.

 

  • Melita har stoppet ECT-behandlingerne. Det er nok meget fornuftigt, da de jo alligevel ikke havde særlig meget effekt. Hun har bekræftet, at behandlingerne kan miste virkningen med tiden.
  • Hukommelsen er mere medtaget denne gang end ellers. Afdelingssygeplejersken sad og drillede mig med det til seneste stuegang. Til sidst måtte jeg sige, at det var et meget sårbart punkt for mig og bede hende holde op. Jeg forstår ikke, at det skulle være nødvendigt at sige det.
  • Melita vil holde netværksmøde. Det er er en god idé. Jeg vil gerne have fleksjobkonsulenten fra kommunen, DPC * to med (Gitte og Pernille) og erhvervsrådgiveren fra Psykiatrifonden med. Men hvordan i alverden vi får koordineret alle de kalendere, ved jeg ikke. Skal jeg prioritere, vælger jeg Gitte og Pernille, da det er dem, der skal stå for opfølgningen på mit ophold her.
  • Jeg har ikke travlt med at komme hjem.
  • Jeg har forberedt stuegangen i morgen formiddag. Øverste punkt er den forbandede film. De må gøre et eller andet, for jeg er ved at få pip af at se på den, og jeg er bange for den, hvilket selvfølgelig er positivt.
  • Jeg er blevet ringet op af lægen fra Glostrup, der har fået forelagt min “klage”. Han og en oversygeplejerske kommer på fredag kl. 14:00, så vi kan drøfte forløbet. Jeg har læst den igennem, og mener fortsat at jeg kan stå inde for det, jeg har skrevet. Det kan gå hen og blive lidt spændende, og jeg synes, det er uhyre positivt, at de tager den slags så alvorligt.
  • Jeg går og er bekymret for at blive anset for for ressourcestærk, og af den grund blive udskrevet. Jeg er klar over, at det er unfair at tænke sådan, fordi det jo er at beskylde dem for ikke at kunne se igennem det ressourcestærke og ind til de egentlige problemer.
  • Jeg er bekymret for at blive fyret fra FKN. De kan muligvis anse mig for for syg til at have et fleksjob hos dem, når jeg nu har en længere indlæggelse. Jeg er angst for at komme til at gå hjemme i længere tid.
  • Jeg er sluppet for den elev, de havde klistret på mig. Man skal på en eller måde se det som en ære at få sådan en påhæftet. Jeg har bare ikke overskuddet til at lære nogen op lige i øjeblikket.
  • Alle medpatienterne er virkelig søde og imødekommende. En af dem bor også i Hvidovre, og vi har aftalt at drikke en kop kaffe en dag. Måske kan det udvikle sig?

Det var bare det, jeg ville 🙂

I må alle have en god aften.

8 replies
  1. Eric
    Eric says:

    Jeg har ingen kvalificerede indspark til din behandling eller bekymringer, men jeg noterer med tilfredshed, at du sætter grænser, når afdelingssygeplejersken driller med hukommelsen. Det vidner om en vis styrke. Og din “klage” tages alvorligt – fedt, man skal ikke finde sig i alt uden at kny, og du knyr kvalificeret.

    Svar
    • Stegemüller
      Stegemüller says:

      @ Eric

      Tak for din venlige kommentar!

      Ja jeg forstår simpelthen ikke, at hun kunne finde på at drille med det emne, der er så følsomt for mig. Man driller da heller ikke folk, der mangler et ben.

      Jeg er sørme spændt på mødet på fredag med den der overlæge fra Glostrup. Jeg håber, jeg kan stå distancen. Jeg ved, at det jeg har skrevet er sandt, og jeg kan forsvare det.

      Svar
  2. Henny Stewart
    Henny Stewart says:

    Jeg tænkte nok, at de positive virkninger ved ECT kunne aftage med tiden. Sådan er det desværre også med en lang række andre terapeutiske tiltag. Man må bare være glad for den positive virkning man fik!

    Så går jagten ind på at finde noget andet, der kan hjælpe. Hvis du får tilbudt kognitiv terapi, vil du så ikke love at prøve det? Jeg ved godt, at du ikke “tror” noget særligt på det. Men det gode ved kognitiv terapi, er, at det somme tider hjælper alligevel. Det kan jeg skrive under på.

    Jeg synes, du skal lade eksperterne om at koordinere kalendere. Det er jo ligesom dig, der er syg!

    Svar
    • Stegemüller
      Stegemüller says:

      @ Henny

      Jeg har for en del år siden brugt mindst 100.000 kr. på terapi; jeg ved ikke helt, om det var kognitivt eller ej. Det satte min kaotiske barndom på plads. Herudover havde jeg den vidunderlige psykolog i Psykiatrifonden, som på et års tid gjorde mere end det, jeg havde betalt de mange penge for. Jeg tror, der var kognitivt. Tilbyder de mig her noget mod filmen, tager jeg bestemt imod det, for jeg bliver vanvittig af den.

      Ja du har ret. De må koordinere netværksdeltagernes kalendere. Jeg vil så gerne have alle de nævnte med, men det er nok en umulig opgave.

      Svar
      • Henny Stewart
        Henny Stewart says:

        Det har ikke meget med psykoanalyse og den slags at gøre. Det kan være meget lavpraktisk, fx når det og det indtræffer, så at lære at gøre noget andet, end det man plejer at gøre.

        Det kan hjælpe meget med at få “slukket” for dumme tanker, og det kan hjælpe en med at bryde ud af nogle uhensigtsmæssige reaktionsmønstre.

        Svar
        • Stegemüller
          Stegemüller says:

          @ Henny

          Ja det lyder selvfølgelig ret godt. Får jeg tilbuddet siger jeg “ja tak”, jeg er bare et fjols til den slags. Men selvfølgelig skal alt prøves.

          Svar

Skriv en kommentar

Want to join the discussion?
Feel free to contribute!

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *