, ,

Diverse

Jeg ved godt, at jeg har mange poster, der hedder “Diverse”, men det er jo det, det er. Sådan en slags opsamling på et ret roligt liv, som faktisk passer mig helt godt.

Menu

Forleden spurgte jeg til det med at få en menu (på et website forstås) til at fungere godt, selv når der kommer mange undermenupunkter. Jeg har søgt nettet tyndt uden at finde noget, der kunne løse problemerne. Der er masser af plug-ins, men de passede ikke til mit behov.

Jeg meldte mig ind i en fin Facebookgruppe, der kun handler om WordPress “WordPress DK (Officiel)”, præsenterede mit problem, og fem minutter efter var der en, der havde løsningen: UberMenu. Hun var yderligere så sød at guide mig igennem de indledende trin.

Nu ser det så sådan ud: Support PC & andet. Hvis du af en eller andet grund skulle være interesseret, er her en guide til UberMenu. Facebook er et fantastisk sted at søge efter kompetencer og folk er bare så hjælpsomme uden vinding for øje.

Kirkepolitik

Der er menighedsrådsvalg i november, og i Hvidovre Kirke er vi vant til fredsvalg. Nu er der imidlertid gået politik i det, så der skal måske være kampvalg eller hvad det nu hedder. Sidstnævnte koster ca. 100.000 kr., og efter min mening er det spild af penge. Menigheden står jo ikke på nakken af hinanden for at komme i menighedsrådet. Jeg er ikke et ret god til politiske rævekager, så jeg fatter ikke helt, hvad der foregår og hvorfor.

En ting har jeg dog fattet, og det er, at der er nogen, der har lavet en lap papir med fire navne på dem, hvor de hellere ser hæl end tå. Og jeg er på listen. Kirken er et sladdersted, så måske er det bare rygter. Jeg er dog helt klar over hvorfor, de vil af med mig: jeg stiller spørgsmål, er forberedt, lader mig ikke feje af og har nogle dejlige mennesker, der er enige med mig.

Ind imellem overvejer jeg at lade være med at genopstille, da der er for meget administration i MR, og jeg ikke gik ind i arbejdet for at fortsætte min administrative karriere. Men når jeg hører den slags, bliver jeg lidt fandenivoldsk og bliver om end ikke andet end for fortsat at være “Pain in the ass” for dem, der sidder på al magt og opfører sig som kirkeejere, dvs. “person, som har raadighed over en kirke og dens gods (tiende) og skal holde den ved lige”

Kirke-økonomi

Jeg interesserer mig for vores årsbudget, da det er det, der sætter rammerne for vores raison d’etre og altså de to ting, der for alvor interesserer mig:

  1. Det der foregår i selve kirken
  2. Aktiviteterne for børn, unge, midaldrende og gamle. Vi har temmelig meget af den slags.

Vores budgetprocesser er lukkede og udemokratiske, fordi økonomiudvalget foretager alle prioriteringer, og det budgetforslag, vi får forelagt, er mere eller mindre færdigt, og vi forventes bare at nikke og klappe. Et eksempel er, at vi aldrig får forelagt de budgetønsker, der er indkommet. Jeg kendte kun til dem, fordi jeg havde hørt det fra en af præsterne. To præster havde søgt et par småbeløb, og de blev bare endnu mindre af at passere økonomiudvalget. Vi får ingen orientering om, hvad der er vægtet og hvorfor.

Jeg kæftede lidt op, da budgetforslaget blev fremlagt, men blev mødt af den sædvanlige mur af tavshed, og det kom ikke engang i referatet. Nu prøver jeg en gang mere. Jeg har skrevet et beslutningsoplæg og sendt det til formanden med ønske om at få det på mødet i september. Og så må vi se, om jeg kan flytte på magtstrukturen.

Jeg prøver at skaffe nogle proselytter, men kan det ikke lade sig gøre, kan jeg såmænd godt stå på mål for det selv, da jeg har beskæftiget mig med statslig resultat- og økonomistyring far 1991 til 2004 og føler, jeg har sagligt og fagligt belæg for det, jeg har skrevet.

En bekendt

I sommeren 2015 lærte jeg en sød fyr at kende, da vi var indlagt sammen på Psykiatrisk Center Hvidovre. Vi har jævnligt talt i telefon siden da.

Han er flyttet fra København til en ø, nu er hans tilværelse ved at smuldre, og han drikker. At bo i et ø-samfund gør ikke situationen lettere. Han tør ikke tømme postkassen, for den er fyldt med rykkere fra alle mulige kreditorer, der er ubetalte børnebidrag, og han har ikke set barnet i et år. Han har prøvet at søge enkeltydelser hos kommunen, men hvad resultatet var, kan jeg ikke lige huske.

Jeg prøver at hjælpe og støtte og komme med idéer til, hvad han kan gøre, men det er svært med en situation, der er så kompleks. Det bedste jeg kunne komme op med var, at han kan prøve at henvende sig i Borgerservice, og få en sagsbehandler i kommunen, som kan hjælpe ham igennem dette morads. Jeg tror, kommunen skal hjælpe, men jeg ved det ikke.

Jeg har sagt, at jeg p.t. har overskud og gerne vil lytte, og det mener jeg. Men det gælder altså kun i dagtimerne. I nat ringede han kl. 01, og var meget beruset, så vidt jeg kunne høre. Jeg skal have sagt fra overfor den slags, for jeg skal også passe på mig selv. Det er bedre at sige klart fra end at sætte telefonen på “Forstyr ikke”.

God søndag!

12 replies
  1. Eric
    Eric says:

    Var der ikke noget med, at Tove Ditlevsen skulle aflægge husholdningsregnskab for sin mand, Victor Andreasen, og fik at vide, at der var for meget “diverse”. Tove var kunstner og ikke bogholder.

    Jeg kan tilslutte mig de andre kommentatorer: pas på dig selv. Folk med politiske ambitioner er meget ofte magtmennesker, og vejen til magt går over andre. Din bekendte har krav på hjælp, og det er sympatisk, at du støtter, men opgaven lyder så stor, at den kunne fortære dit overskud indtil flere gange.

    Svar
    • Stegemüller
      Stegemüller says:

      @ Eric

      Tak!

      Jeg læste som ung en del Tove Ditlevsen, og jeg kan sagtens forestille mig, at hun brugte en del på “Diverse”.

      Selv er jeg ikke noget magtmenneske – mener jeg da. Jeg er meget mere til det saglige, og jeg er måske nok noget naiv, når jeg ikke opdager rævekagerne! Det interesserer mig bare ikke en brik. Jeg vil meget hellere skabe resultater i fællesskab.

      Du har garanteret ret i det med min bekendte, og der er i realiteten ikke så meget, jeg kan gøre. I hvert fald sætter jeg fra nu af telefonen på lydløs, når jeg går i seng.

      Svar
  2. Ellen
    Ellen says:

    Når sprutten går ind, går forstanden ud, og man kan ikke hjælpe en alkoholiker, der ikke vil hjælpes. At lægge øre til en beruset persons udgydelser er ubehageligt, og vedkommende vil sandsynligvis ikke lytte – endsige kunne huske hvad der blev sagt – så en natblokering er helt på sin plads. Jeg har blokeret for alle andre end min datter mellem kl. 22 og 08, men det er så fordi NemID har det med at sende sms’er ud kl. 02!

    Svar
    • Stegemüller
      Stegemüller says:

      @ Ellen

      Jeg tror, du har ret, men jeg tror nu samtidig, at han gerne vil hjælpes. Det er ikke så let – men det er let at slukke telefonen, og det vil jeg gøre.

      Jeg er også irriteret over SMS’er midt om natten. Og det samme gør sig gældende, hvis man deltager i en “samtale” på Messenger, og de andre så begynder at “tale” sammen sent om aftenen. Der kommer et pling hver gang.

      Svar
  3. Lene
    Lene says:

    Pas godt på dig selv både når det gælder menighedsrådet og din ven. Det er godt at du ikke blot giver op, men som Henny skriver, man skal vælge sine kampe med omhu.

    Svar
    • Stegemüller
      Stegemüller says:

      @ Lene

      Jeg er rigtig glad for, at I lige gør mig opmærksom på det. Mit fightergen er stort, og jeg har en høj grad af retfærdighedssans, men selvfølgelig må det vige, hvis det bliver utåleligt – både mht. til det ene og det andet. Igen: Tak!

      Svar
  4. Henny Stewart
    Henny Stewart says:

    Den situation med de fire navne på en lap papir lyder decideret giftig. Tænk, at der også opstår voksenmobning i kirken! Det er da ikke i særlig god tråd med hverken kristen eller anden moral og etik!

    Nogle gange går der politik i menighedsrådsarbejde, fordi der er nogle, der vil være politikere! Jeg kender til flere, der er startet med at stille op til menighedsrådsvalget for at øve sig. Menighedsrådet i dag, byrådet i morgen, Folketinget og verden en gang i fremtiden.

    Hvad enten det nu er den ene eller den anden, eller måske en helt tredje forklaring, så kan jeg godt forstå, at du ikke bare lægger dig fladt ned og lader dig træde på. Omvendt skal du jo passe på dig selv. Hvis du er oppe mod damptromler med roterende knive på albuerne, må du altså love at passe på. Man skal vælge sine kampe med omhu.

    Mht. din “ven”, som ringer om natten, så husk, at almindelig fornuft og nogle gange også anstændighed er opløselige i alkohol. Jeg ville sige klart fra over for den herre OG holde min telefon på “forstyr ikke” om natten et godt stykke tid. Det hjælper ikke ham at få lov til at ødelægge din døgnrytme og sindsro. Og jo, han har ret til kommunal sagsbehandling. Det har vi alle. Men der skal man altså også opføre sig ordentligt, inden for et bestemt regelsæt.

    Svar
    • Stegemüller
      Stegemüller says:

      @ Henny

      Du har fuldstændig ret om det med de forskellige “politiske” karrierer. Jeg har mest hørt det som at de der ikke kan komme i kommunalbestyrelsen i stedet får lov at øve sig lidt i MR.

      Nej det er på ingen måde kristent, næstekærligt eller moralsk. Men på en måde er der ikke noget at sige til det, da der er rigtig mange af vores MR-medlemmer, der aldrig sætter deres ben i kirken. Det, synes jeg, er helt forkert. Jeg er nok efterhånden den mest trofaste kirkegænger.

      I det daglig MR-arbejde mærker man ikke rigtig dem fra partierne, men op til et valg er der åbenbart andre boller på suppen.

      Jeg lover at passe på mig selv. Det er sødt af dig at sige det! Jeg har bare en eller anden retfærdighedssans, som siger mig, at tingene altså skal gå ordentligt til. Fx det med budgetprocessen som jeg godt kan samle nogle mennesker til. Jeg stikker altså ikke sådan op for bollemælk. Hvis det bliver for meget, trækker jeg mig.

      Jeg har talt med min bekendt mu, og jeg har sagt fra. Han forstod det godt. Men det er nok en god idé med “forstyr ikke” i en periode. Jeg håber, hans kommune kan hjælpe ham, for situationen er kaotisk.

      Svar

Skriv en kommentar

Want to join the discussion?
Feel free to contribute!

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *