, ,

Blandt andet minder fra en chokdement

Blandt andet minder fra en chokdement

Blandt andet minder fra en chokdement

Minder fra en “chokdement”

Facebook har en funktion, hvor folk kan dele deres minder fra fx et år siden, herefter kan man kigge efter egne minder. Jeg trykkede på knappen og kom til en post, der er præcis et år gammel. Jeg er lidt chokeret over at se, at jeg har været så “chokdement”, at jeg har givet Dankort og kode væk til en medpatient, der viste sig ikke at være ærlig, og hvor personalet måtte hjælpe med at spærre kortet.

Det var lidt af en øjenåbner at læse den post, for jeg husker intet – men der er bloggen jo god at have: jeg kan bruge den til at afhjælpe problemerne med hukommelsen og dokumentere fortiden. Det er også positivt at læse posten, for der er løbet meget vand i stranden – til den positive side – på det år.

Efterskrift oktober 2021: At jeg lader afsnittet “chokdement” være bevaret her skyldes, at jeg synes, alle aspekter ved ECT-behandling skal frem. Jeg har søgt lidt med Google og kan se, at de, der ellers skriver om chokdemens, er mere end kritiske overfor behandlingen. Det er jeg på ingen måde.

Jeg er slet ikke i tvivl om, at ECT har reddet mit liv flere gange. Hertil kommer, at jeg i eftersommeren 2020 ikke længere kunne tåle den antipsykotiske medicin. Jeg fik en neuroleptikaudløst Parkinsonisme, og blev nærmest invalid af det. Det var ganske forfærdeligt. Af den grund er jeg overgået til vedligeholdelses-ECT, og nu kan jeg leve et næsten normalt liv uden medicin og uden Parkinsonisme.

Dansk Folkepartis Ungdom: Generation DF

DR3 har haft en serie, de kaldte Generation DF, der handlede om Dansk Folkepartis Ungdom. Der var i alt fem små afsnit af 28 minutter. Der var tale om unge mennesker på maksimalt 21 år, og alle havde de angst for en dag ikke at måtte pynte op til jul, holde jul eller spise leverpostej. Det var angsten, der bandt dem sammen, og det, syntes jeg, var uhyggeligt. Efter at have set alle fem afsnit forstår jeg bedre de DF’er, der færdes på Christiansborg. Det med leverpostejen ligger sikkert på rygraden hos dem alle. Det var ikke den høje IQ eller det store verdensudsyn, der belastede dem.

En ven

I starten af mit sygdomsforløb henvendte jeg mig til SIND for at få en bisidder, og jeg fik en fantastisk bisidder. Hun var bare så utrolig dygtig og en stor støtte. Desværre måtte hun opgive sin bisidderfunktion, da hun selv blev alvorligt syg. Vi har holdt kontakten, og jeg har besøgt hende på Rigshospitalet. Hun følger min blog, og en dag, hvor jeg havde skrevet om ensomhed og om det manglende netværk i form af venner, bekendte og familie, skrev hun tilbage til mig, at hun håbede, jeg betragtede hende som en ven. For søren hvor blev jeg glad for den mail. Jeg havde selv haft samme tanke, men havde ikke turdet buse ud med det situationen taget i betragtning.

Ca. en måned før havde jeg vovet at erstatte “Bedste hilsner”, “Mange hilsner” mv. i en mail med “Kh.” Det var lidt af et vovestykke set fra min side: Overtrådte jeg mon en usynlig grænse? Var det slet ikke der, vi var? Jeg blev glad og lettet, da hendes næste mail sluttede med “Kærlig hilsen”.

Jeg bliver altid glad, når der er en mail i indbakken fra hende. Vi skriver lange eksistentielle mails, hvor ingen emner er for store (eller små) til at blive vendt. Hun er tidligere præst og ængstes ikke ved emner som liv og død. Det er lige vand på min mølle. Forleden inviterede hun på eftermiddagskaffe og hjemmebagt kage, der blev udvidet til også at omfatte aftensmad. Det var utrolig hyggeligt, og vi kunne have fortsat hele natten med vores snak. Jeg er så glad for at have lukket hende ind i mit liv, og jeg har sagt det lige ud: “Du er et dejligt menneske”.

Sund mad

I lang tid har jeg levet af rugbrødsmadder, fordi jeg ikke orker at lave mad til mig selv, og fordi jeg i øvrigt finder det ret trist at spise alene. Tiden til at købe ind, tilberede og vaske op står slet ikke mål med de 13 minutter, det tager at spise.

For så vidt angår morgenmaden har jeg nu taget skeen i den anden hånd – den skal være lækker fra nu af! Det lækre består af mange forskellige slags frugt og bær (lige p.t. er der blåbær, jordbær, hindbær og nektariner) overhældt med såkaldt frugtyoghurt (der aldrig har set en frugt) og så et læs af den gode mysli. Jordbærrene smager ganske vist ikke rigtig af noget, men de har en god konsistens og er behagelige at tygge på.


Her kommer du til menupunktet “Psykiatri”, hvor du kan navigere mellem alt, jeg i årenes løb har skrevet om bipolar affektiv sindslidelse og Aspergers syndrom.

Vil du virkelig vide noget om ECT, skal du læse her hos professor Poul Videbech.

24 Svar
  1. Jørgen
    Jørgen siger:

    Dokumentation er af og til ganske godt at have og finde – det ses jo tydeligt af dit fine indlæg her.
    Hvis du lægger kniv og gaffel mellem hver mundfuld og tygger maden grundigt, kan det være måltidet kræver 20 minutter at færdiggøre!

    • Stegemüller
      Stegemüller siger:

      @ Jørgen

      Tak for tippet med at lægge kniv og gaffel – det er smart. Det vil jeg huske til en dag, hvor jeg får lavet noget mad.

    • Stegemüller
      Stegemüller siger:

      @ Pollyanna

      Jeg er helt enig med dig, og derfor glæder det mig også ekstra meget. Når man først er kommet op i alderen, er det ikke så lige til at etablere nye venskaber.

  2. Stine-Helene
    Stine-Helene siger:

    Da jeg skulle have kål på min spiseforstyrrelse, så brugte jeg måltidskasserne fra Årstiderne. Der er en kvik kasse, hvor det tager en 25-35 min at tilberede sunde og nærende måltider. Det er altid noget forskelligt – også selvom de er ret så glade for sommerkål ‘;) – så jeg gik ikke kold i det. Det kunne måske være værd at prøve? bare en enkelt gang? Jeg fandt faktisk en enorm glæde ved at stå med gode råvare og lære nye ting og nye smage. Der er ting jeg aldrig kommer til at elske, men det gør mig godt at spise godt.

    Vi har taget fat i dem igen og jeg har genfundet glæden og jeg kan mærke at min spiseforstyrrelse ikke får ram på mig 😀

    • Stegemüller
      Stegemüller siger:

      @ Kære Stine-Helene

      Velkommen til min blog og mange tak for din kommentar, der lige skulle godkendes, da det er første gang, du kommenterer her – spamsikring. Fra nu af vil du stryge lige igennem.

      Det med Årstiderne lyder som en god idé, og en kvikkasse lyder også som en god idé. Jeg vil studere deres hjemmeside lidt nærmere. Problemet er bare ofte, at den slags altid er beregnet til flere mennesker, og jeg er jo bare mig selv – og hvad gør man så med alt det, der er i overskud? Jeg er imod madspild – jeg er jo i Folkekirkens Nødhjælp 🙂 Mandag, onsdag og fredag får jeg ordentlig mad til frokost, og der er også mulighed for at tage overskydende ting og sager med hjem, når frokosten er slut kl. 13. Man må tage det med sig, da alternativet ville være at smide det ud, og det kan man simpelthen ikke tillade sig i en organisation, der arbejder mod sult hos verdens fattigste. Det koncept tiltaler mig meget.

      Hvis jeg endelig skal lave mad, skal det være ordentlige råvarer og helst økologisk, og det lever Årstiderne jo fint op til.

      • Stine-Helene
        Stine-Helene siger:

        Kasserne er til min. 2 personer. Du spiser det samme to dage i træk – fryser ned, hvis du kan – så der er kvikkere mad en anden dag. Spiser rester til frokost de dage du ikke er på job. (Jep, det lyder klogeåge agtigt, og det er ikke altid at jeg selv kan overholde det. Men med tiden og øvelsen, så går der mindre og mindre til spilde) Men i forhold til mad, så er det vildt fedt at være abitiøs – jeg er det selv, men jeg ved også bare at ind i mellem så holder det ikke. Så er livet for hurtigt, jeg har en skidt periode, vi falder over en vildt god leg og glemmer at lave mad osv osv. Så kommer vi til at smidde lidt mad ud i ny og næ.. Men hellere 60-75% med god nærende og vildt sjov mad, end 99% askese og lidt for mange leverpostejsmadder 😉

        At blive god til noget, kræver øvelse og tilgivelse 😀

        • Stegemüller
          Stegemüller siger:

          @ Stine-Helene

          Det lyder alt sammen både klogt og rigtigt; jeg har bare ikke det nødvendige overskud til at få det gjort. Kræfterne er få og små, og de kræfter, der er, bruger jeg på at gå på arbejde; det er mit vigtigste projekt p.t.

          • Stine-Helene
            Stine-Helene siger:

            Dét kan jeg så sandelig godt forstå! Jeg har lige læst dit indlæg fra forleden og dældulme det lyder som om de har ansat rette dame 😉 du er sej!

          • Stegemüller
            Stegemüller siger:

            @ Stine-Helene

            Det er skønt med lidt forståelse – tak skal du have. Jeg hænger i, så godt jeg kan, og bedre bliver det ikke 🙂

  3. Pia
    Pia siger:

    Som flere andre siger, så er det tydeligt, at der er sket rigtigt meget i den positive retning med dig det sidste år, og gode venskaber er guld værd.
    Som Den stille pige også nævner, tænkte jeg også på at foreslå dig at deltage i arrangementer, hvor man spiser sammen med andre.

    Angående loadtider, så mærker jeg heller ingen forskel, og har ikke haft problemer her.

    • Stegemüller
      Stegemüller siger:

      @ Pia

      Du har ret i, at det endelig går den rigtige vej. Selv om alle fagfolkene i forløbet har utrolig søde, rare og kompetente og spillet godt sammen, glæder jeg mig alligevel til at være ude af alle systemerne og se, om jeg stadig kan klare mig selv. Dog skal jeg bevare DPC og jeg får støttekontaktpersonen.

      Min nye ven er lige præcis guld værd. Vi overrender ikke hinanden, vi snik snakker ikke så meget i telefonen, men vi skriver mange, lange gode mails, som jeg sætter stor pris på.

      Det med at spise sammen er en rigtig god idé, og jeg har tænkt på det, men ikke fået gjort noget ved det.

      Det er godt at høre, at du ikke har haft problemer med loadtider – måske er det mest mig selv, der har haft problemet. Bodil skrev dog en dag til mig, at hun helt havde opgivet at komme ind på siden.

      Hav en god onsdag.

  4. Ellen
    Ellen siger:

    Der er vist sket rigtig meget for dig de sidste 2-3 år – både til den gode og den mindre gode side, men dog heldigvis med absolut overvægt til den gode side – det er så godt at læse, at du er kommet på ret vej igen efter din ‘mareridtsperiode’. Fortsat pøjpøj med det – og med det job, du er så glad for 🙂

    • Stegemüller
      Stegemüller siger:

      @ Ellen

      Mange tak for din søde kommentar. Som jeg også skrev til Lene, har mit hidtidige liv mest været op ad bakke. Nu ser det ud til at gå “ligeud” for en tid. For at vende tilbage til “Puslespillet” er det som om, jeg langsomt får sat nogle brikker sammen. Det går den rigtige vej, men jeg synes også, det er en lidt sej kamp. Jeg er lykkelig for jobbet, og det har i sig selv en helbredende effekt at komme derind tre dage om ugen. Det er ganske enkelt rart at deltage i samfundslivet igen.

  5. Lene
    Lene siger:

    Og sådan et indlæg som i dag viser også for mig hvor meget der egentlig er sket i de sidste år. Det er godt at læse.

    • Stegemüller
      Stegemüller siger:

      @ Lene

      Ja, der er sket virkelig meget. Mit hidtidige liv har på alle måder været op ad bakke. Nu ser det i det mindste ud til at gå ligeud 🙂

  6. Den stille pige
    Den stille pige siger:

    Dejligt indlæg 🙂

    Ind imellem bliver jeg lidt trist over, hvilke “minder” der dukker op på min Facebook-profil.
    Og jeg tænker: “Aj altså, tænk, at jeg valgte at skrive det.” Heldigvis er der også sjove, søde og dejlige minder.

    Tror dog, at jeg springer serien over 🙂 Men tak for anbefalingen.

    Dejligt, at du har fået en ny ven 🙂 Kan godt forstå, at du var lidt nervøs for, at du måske ville blive afvist, og at I måske “kun” var bekendte.

    Det, at maden også ser indbydende ud, kan måske også få dig til at tage spise lidt mere og tage lidt på i vægt igen. Hvis dit vægttab ellers er “bekymrende”.

    Har du overvejet at opsøge nogle af de madfællesskaber, der findes (også i din egen by)? Man ved selvfølgelig ikke, hvem man (risikerer at) møde(r), men det kunne da være en mulighed for at komme ud blandt andre og deltage i fælles madlavning og spisning.

    • Stegemüller
      Stegemüller siger:

      @ Den stille pige

      Godt du kan lide indlægget! 🙂

      Det er først for nylig, jeg er begyndt at klikke på de der minder. Jeg bliver mest bekræftet i, at de seneste to år har været et lettere mareridt.

      Det er forståeligt, at du springer serien over. Egentlig går du også bare glip af en gyser om den kommende tids dumhed.

      Ja jeg syntes, det var et stort spring at skrive “Kh.”, og jeg gik et par dage og var vældig bekymret for, om jeg nu havde overtrådt en eller anden usynlig grænse. Det havde jeg så heldigvis ikke. Jeg er meget glad for min nye ven, og for at jeg har lukket hende ind i mit liv.

      Det med vægttabet er en anelse bekymrende, da det indtil videre er uforklarligt. I morges var jeg hos lægen og få taget en hel palet af blodprøver for alskens ting og sager. Jeg er noget spændt på, hvad de viser. Jeg er dog gået over til sødmælksyoghurt, som også smager noget bedre end den på letmælk.

      Jeg følger “Folkebevægelsen mod ensomhed” på Facebook og har set deres deltagelse i eventen “Danmark spiser sammen”, og jeg har da også tænkt på, at kigge lidt nærmere på det, men det er blevet ved tanken. Med mindre det er mennesker, jeg kender godt, synes jeg, det er ret anstrengende at være sammen med andre mennesker. P.t. synes jeg ikke lige, jeg har kræfterne.

  7. Henny Stewart
    Henny Stewart siger:

    Min hukommelse er vist kun normalt “aldersbetinget” svækket, men jeg bruger faktisk også min blog som hjerneprotese sommetider. ;-D Der har jeg så mest held med mig, når det drejer sig om perioder, hvor jeg har skrevet flittigt. Det har jeg desværre ikke altid.

    Det er ikke blot begivenheder, jeg på den måde får repeteret, det er også, – og dette er mere interessant for mig -, hvad jeg den gang tænkte om det, jeg oplevede og hvad der ellers overgik mig. Jeg burde kunne uddrage en eller anden lære af det, fx noget i retning af “det går nok altsammen, og der ingen grund til at bekymre sig så meget”, men det kniber det gevaldigt med. Jeg må være en lille smule uden for pædagogisk rækkevidde.

    Jeg har i øvrigt helt bevidst undladt at se serien om de unge DF’ere. Jeg var bange for, hvad det kunne gøre ved mit blodtryk og min tendens til kvalme. Men du har ret i, at det er trist, at folk finder et fælleskab i deres ubegrundede frygt og uvidenhed. Det burde vi, som et veluddannet og højtudviklet samfund, være langt ude over.

    • Stegemüller
      Stegemüller siger:

      @ Henny

      Præcis – blokken er en glimrende huskeblog 🙂 Du må se at skrive noget mere Henny; jeg savner indlæg fra dig. Har du mistet gejsten?

      Jeg kan sagtens se din idé med at uddrage lærer/læresætninger (eller hvad det nu kaldes) af gamle blogindlæg. Det er en rigtig god idé. Det ville bare aldrig lykkes for mig, for jeg er som type alt for bekymret. Jeg tager altid sorgerne på forskud. Det er torskedumt, men jeg kan ikke lave om på det. En eller anden blogger skrev “Kryds broerne, når du kommer til dem”, og det lyder helt rigtigt – jeg kan bare ikke. Konklusionen må så også for mit vedkommende være, at jeg er udenfor pædagogisk rækkevidde – så er vi da to.

      Ja de DFU’er var på mange måder uudholdelige, men samtidig var det interessant at få et indblik i, hvordan den slags mennesker tænker – Moderpartiet er jo Danmarks næststørste, så på en eller anden måde er man jo nødt til at forholde sig til at de er til. Det med jul og leverpostej blev fremhævet i alle fem afsnit. Tænk at angst for at miste netop de to ting kan binde så mange mennesker sammen. Det er simpelthen ikke til at forstå.

      • Henny Stewart
        Henny Stewart siger:

        Ja, jeg tror, jeg har mistet gejsten lidt. Jeg er vist en anelse deprimeret for tiden, eller det er jeg jo hele tiden, men min medicin trænger nok til en justering. Det er lidt længe siden, jeg har set min psykiater, idet jeg har været nødt til at aflyse de seneste to aftaler. Men jeg har en aftale med hende i overmorgen, så kan vi gennemgå min medicin, og hun har tit et godt forslag til ændringer eller justeringer, der kan hjælpe.

        • Stegemüller
          Stegemüller siger:

          @ Henny

          Jeg blev helt glad over at se en post ovre hos dig (jeg er på vej med en kommentar). Det er da vist vigtigt at komme til psykiateren, når det er sådan, du har det. Justeringer af medicinen kan til tider gøre underværker; jeg synes bare, at der går alt for længe, inden man registrere effekten (typisk 6 – 8 uger).

          Det er måske slet ikke din stil, men jeg kan faktisk anbefale det at skrive som en god medicin, en art selvterapi i selvtilpassede doser. Man bestemmer jo heldigvis selv, hvor åbenmundet og rapkæftet man har lyst at være. Selv bruger jeg det lidt som min kontakt til omverdenen og som et værn mod ensomheden. Så ved jeg da, at der er nogen derude et sted.

Der er lukket for kommentarer, da posten er mere end et år gammel.