, ,

Diverse

Pippi Langstrømpe

Det har jeg aldrig prøvet før, så det tror jeg godt, jeg kan klare!“, siger Pippi, og sådan tænker jeg lige p.t om en opgave på arbejdet.

Jeg har overtaget et “analyse-excelark”, der “bare” skal opdateres. Det er meget flot. Der er mindst 10 faneblade, der alle henviser til hinanden med Excelfunktioner, jeg kun har læst om fx VLOOKUP. I virkeligheden var det Eric, der skulle tage fat på dette 🙂

Jeg har altid syntes, det var svært at overtage andres regneark, for det er jo deres tankegang og logik, der ligger bag de mange celler og formler.

Det første, der skal sker, er, at jeg får kontakt med nogle mennesker i analysegruppen, for at finde ud af, hvilke data vi allerede ligger inde med. Det er rigtig godt at få kontakt på tvær af afdelinger og danne netværk.

Forældet?

E-mails og kontanter er stille og roligt ved at blive “udfaset”. Det føles sært.

For så vidt angår e-mails oplever jeg det i forbindelse med hjemmesiden https://supportpcogandet.dk/ De forskellige nøglepersoner, jeg er i kontakt med, bruger “snakkeværktøjet” Messenger eller skriver beskeder via Facebook. Det kan jeg slet ikke overskue, og jeg kan ikke følge med i den hast, det foregår. Jeg har bedt dem sende mig e-mails i stedet, velvidende at det ikke er sådan “man” gør nu om dage. De har jo ret i, at det går meget hurtigere, men mit behov er at kunne finde baglæns i informationer, beslutninger, konklusioner osv., og der er e-mails bedre.

Kontanter: For nogle dage siden betalte jeg i en dagligvarebutik med Visa på 1.000 kr. Det måtte annulleres, da de ikke havde nogen byttepenge. Så jeg var i stedet nødt til at betale med MobilePay. Jeg kan bedst lide krøllede 50’ere og klingende mønt, for det giver mig følelsen af, at jeg har styr på mine penge. Men det er håbløst forældet. Jeg synes, det er noget mærkeligt noget. Og det er også håbløst forældet.

For travlt?

Hjemmesiden for supportgruppen udvikler sig stille og roligt. Nej… måske er det slet ikke stille og roligt, for til tider går det for stærkt for mig. Der ligger nu i alt 69 guides, og det er sådan set mig selv, der har skrevet de fleste.

Jeg er i den heldige situation, at der nu begynder at komme bidrag fra andre, der har lyst til at skrive en guide. Jeg har udarbejdet en lille vejledning til, hvordan et godt udkast skal se ud. Af vejledningen fremgår, at jeg har det sidste ord at skulle have sagt, og at det er mine kvalitetskrav, der gælder, fordi alle guides skal være ensartede og følge den skabelon, jeg efterhånden har arbejdet mig frem til. Det er samtidig en hårfin balance: Jeg vil gerne have bidrag, men der er “diktatoriske” krav til, hvordan de skal se ud, og det kan skræmme folk væk. Jeg er involveret i alle guides, og der er masser af usynligt arbejde, for jeg skal naturligvis ikke have kredit for andres arbejde.

Fra guiden om “OpenDNS”

I den forgangne uge var jeg på et tidspunkt rodet ind i tre guides på én gang: En fra Martin, en fra Lone og så den, jeg selv var i gang med. Jeg vil være ærlig at sige, at jeg mistede overblikket og havde alt for mange vinduer åbne på en gang. Jeg fumlede rundt i de mange mails om forskellige spørgsmål og beslutninger for hver guide. Jeg mistede overblikket over de mange e-mails med vedhæftede billedfiler, revisioner af Worddokumenter mv.

Styr på e-mails

Jeg burde have gjort det for længst: oprette en særskilt mailadresse, der har med gruppen/hjemmesiden at gøre og dermed få mine private mails skilt fra dem, der hidrører fra gruppen. Så nu er jeg også kontaktbar her: webmaster@supportpcogandet.dk.

Sikkerhed og dokumentation

Efter mange IT-projekter i staten er jeg fokuseret på sikkerhed og dokumentation – og måske er jeg helt hysterisk. Sandheden er, at WordPress er det mest udbredte program til hjemmesider i hele verden, og derfor er de utrolig udsatte for hacking mv. Og sandheden er også, at jeg ikke tror, at jeg er kompetent til at rydde op efter et angreb. Det er bedre at forebygge end helbrede.

Sikkerheden består af flere elementer:

  1. Backup af alle filer på min egen PC hver morgen kl. 7:00 med Kaspersky.
  2. Backup af hjemmesiden (både filer og database) hver aften kl. 20:00. Jeg gemmer syv dage tilbage.
  3. cHosting (webhotellet) tager daglig backup. De gemmer i 30 dage.
  4. Planlagt kopi af hele siden hos René med jævnlig opdatering af databasen. Vi mangler at definere, hvad “jævnlig” så egentlig er. Jeg lærer René op i det, så det ikke er mig, der skal stå med det hele.
  5. 2-faktor-login: Jeg har fundet et rigtig godt værktøj hos miniOrange. Der findes massevis af den type programmer, men jeg synes, de er for lemfældige og ustabile. En af de gode ting ved programmet er, at mailen med koden sendes til den, der ønsker at logge ind og ikke til mig.

Dokumentation:

Et godt IT-projekt dokumenteres, så alle involverede kan overtage opgaven. Realiteten med mig er jo, at jeg kan blive indlagt i kortere eller længere tid – og arbejdet skal naturligvis ikke gå i stå af den grund.

Jeg har skrevet dokumentation til alt, hvad jeg foretager mig. Jeg ved såmænd ikke, om det nogensinde bliver læst, men nu er der i hvert fald ingen undskyldning for ikke at kunne udføre de forskellige opgaver.

God weekend!

14 replies
  1. Henny Stewart
    Henny Stewart says:

    Jeg er heller ikke den store ynder af Messenger og SMS, men jeg har lagt mærke til, at næsten alle de “rigtige” mennesker (altså ikke firmaer, der vil sælge et eller andet), som jeg kommunikerer med, foretrækker Messenger og SMS, så der er jo ikke andet at gøre end at følge trop. Jeg er dog meget slem til at glemme at checke, om jeg har fået nogen SMS’er. Tit må folk skrive til mig på FB for at få mig til at checke min telefon. Så kan de lære det, skulle man synes, men nej! Det kan de ikke. Nu har jeg da ellers fået den nemmeste, mest logiske e-mail-adresse, man kan forestille sig, men hjælper det? Ikke en bønne.

    Jeg havde en gang en PC-hjælpeside “pcguru.dk”, som jeg tog ned for nogle år siden, da jeg mistede interessen, om ikke for at hjælpe folk, men for at sætte mig ind i problemstillinger omkring det, som ikke lige var aktuelle for mig selv.

    Svar
    • Stegemüller
      Stegemüller says:

      @ Henny

      Ja du har ret: “alle mulige” kommunikerer på SMS og Messenger. Jeg skal også have en e-mail, for at åbne disse ting (altså “apps”). Det ligger mig slet ikke lige for.

      Det at mangle lysten til at hjælpe andre. kan jeg sådan set godt genkende fra mine guides til supportgruppen: Når de ser en ny guide, ville de hellere have noget andet. “Jamen så skriv det da selv”, men i min rolle som Webmaster/Skribent går den slags selvfølgelig ikke.

      Svar
  2. Anette
    Anette says:

    Fortrækker klart kontanter, kan godt lide ting der giver ro…
    så email over Facebook (fb er dog fin for dem der har det til små hurtige hilsner)
    Mere personlige ting som ikke haster, eller vigtige papirer kan jeg faktisk bedst lide i gl dags brev form, har derfor et lille mål om mindst 1 brev/kort pr måned i år…

    Svar
    • Stegemüller
      Stegemüller says:

      @ Anette

      Ja kontanter er at foretrække, men jeg tror virkelig på “udfasningen”.

      Ja Facebookbeskederne kan selvfølgelig anvendes som du skriver, det er bare ikke noget for mig. Det gør for stærkt.

      Det er da et fint mål med en oldnordisk afsendelse pr. måned 🙂

      Svar
      • Anette
        Anette says:

        Thja bruger ikke fb…. er også for meget for mig

        Ja du har nok ret i udfasningen af kontanter, glad for de er her endnu, og lykkelig for de var der da jeg havde det værst ellers havde min økonomi sejlet. Tænk jeg fik mobilpay i sommers…

        Og selv om gammeldags ting udfases/forsvinder er det ikke nødvendigvis til det bedre…. og vi kan ike tvinges til at kunne lide det… men kan vi ikke ændre det må det jo acepteres.

        Svar
        • Stegemüller
          Stegemüller says:

          @ Anette

          Det er lidt problematisk ikke at bruge fx Facebook eller Messenger, for det er der, det hele foregår – om vi kan overskue det eller ej.

          Jeg er glad for de gammeldags kontanter! Jeg tænker også på ældre mennesker, kan de uden videre hitte ud af alt det?

          Svar
          • Anette
            Anette says:

            Muligt alt foregår der, men så længe jeg er hamrende utryg ved det så det ikke et sted jeg skal havde en konto… måske en dag, med rette hjælp så den er godt gemt for min eks og super sikker…. hvilket så også betyder at meget af det der foregår på fb vil jeg ikke være med i….. men heler uden fb, end med og panik anfald(eller værer min eks nær mig).

  3. Jørgen
    Jørgen says:

    Alt hvad der er modvirke tidens hastværdkeri er at foretrække. Der er slet ingen gode grund til at øge tempoet yderligere. Så lad os holde fast i email og den slags – og håbe på at det bliver moderne at skrive breve igen.
    Ligesom jeg har lært mig at sige:”Jeg kan ikke høre hvad du siger”, når jeg ikke kan, kunne du måske bruge en tilsvarende sætning: “Jeg kan ikke følge dig i det tempo”.

    Svar
    • Stegemüller
      Stegemüller says:

      @ Jørgen

      Ja jeg synes også, e-mails er langt at foretrække. De sætter tempoet ned, de er søgbare og man kan gemme dem fx for at finde gamle beslutninger og den slags. Det har jeg brug for vedrørende kirken og supportgruppen.

      Mange tak for denne: “Jeg kan ikke følge dig i det tempo”, den vil jeg tage til mig.

      Svar
  4. kisser
    kisser says:

    Jeg funderer lidt over, hvad min vane med håndskrevne breve til pennevenner rundt om i verdenen, så kan kaldes?
    Messenger og SMS er ganske gode til korte beskeder – heller ikke mere.
    E-mails er at foretrække til længere beskeder.

    Svar
    • Stegemüller
      Stegemüller says:

      @ Kisser

      Jeg synes, dine håndskrevne breve er vidunderlige – også fordi – eller måske især fordi – de vidner om en tid, hvor der var mere tid. Det tager tid at skrive dem, det tager tid at læse dem og de kan gemmes i en fin lille æske.

      Svar
  5. mia gerdrup
    mia gerdrup says:

    Jeg er imponeret over din viden på it-feltet. Jeg fatter ikke en dyt.

    Men jeg vil gerne støtte dig i betragtningerne om mails contra messenger.
    Jeg elsker mail’s, – der kan man skrive lange beskeder/historier. Man kan lave mellemrum, bruge alle de danske tegn, sætte citater ind osv.
    Og der er tid og plads til at dvæle over det man skriver, – eller en mail man har modtaget.
    Tillige har man et hurtigt overblik over hvad man har modtaget, kan lynhurtig sortere i dato eller navneorden.

    Messenger ligner sms – korte beskeder og så bare videre. Heller ikke min foretrukne.

    God dag til dig.

    Svar
    • Stegemüller
      Stegemüller says:

      @ Mia

      Du skal såmænd ikke være så imponeret – jo jeg kan det med software og det at skrive guides for alle, men så snart vi bevæger os over i hardware, fatter jeg heller intet. Fx bare sådan noget som at, der er problemer på bærbare computere, der kan løses ved at tage batteriet ud… Jeg ville ikke ane, hvordan jeg skulle gøre det.

      Du kommer med alle de helt rigtige argumenter for at bevare e-mails. Jeg skriver fx med min tidligere bisidder, som er lidt ældre, og det er lange “snakke” om store og små emner, og det ville aldrig være muligt via Messenger. Det jeg især ikke kan lide ved de der hurtige beskeder er, at jeg ikke kan overskue det samlede hele i de små “vinduer”. Jeg er nødt til at scrolle op og ned flere gange, hvis jeg vil være sikker på fx at få besvaret alle spørgsmål.

      Jeg elsker også mails, men jeg har nu lært, at jeg skal begynde at slette dem, hvis jeg ikke skal miste overblikket igen.

      Jeg hader SMS af de samme årsager.

      Svar

Skriv en kommentar

Want to join the discussion?
Feel free to contribute!

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *