Distriktspsykiatrien og ECT er det, jeg skal passe
Hvad skal jeg passe?
Nej det er ikke videre meget, jeg skal passe!
Det kan nok indsnævres til:
- ECT-behandlingerne hver tredje uge og Covid-19-testene dagen før. Det går der i alt to dage med.
- Mine samtaler med kontaktpersonen i Distriktspsykiatrien (DPC) ca. hver tredje uge.
- Mine samtaler med psykiateren i Distriktspsykiatrien, sådan hvornår det nu kan passes ind. Jeg er gudskelov ikke længere i en kritisk fase, så det kan bare blive, når det kan passe ind i begges kalendere. Det er nu hans, der er bestemmende 🙂
- Samtalerne med psykologen. Det er vel ca. hver tredje uge, men kan afpasses efter både hendes og min kalender. Snart løber antallet af henvisninger vel ud, og jeg skal betale fuld pris, og så må vi finde på en anden ordning. Undvære hende vil jeg ikke – og så må jeg bare komme lidt sjældnere!
De ting, jeg skal passe, passer jeg gladeligt, for det er dem, der er med til at holde mig ‘på sporet’! Jeg er fx umådeligt glad for at møde op hos Gitte i Distriktspsykiatrien uden at skulle sige til hende, at nu må hun indlægge mig på ‘fast track’, som hun har gjort så mange gange tidligere.
At blive indlagt på ‘fast track’ betyder, at allerede lægen i Distriktspsykiatrien skønner, at der er behov for akut indlæggelse. Man skal således ikke gennem den til tider anstrengende/ydmygende vurdering på afdelingen. Den har allerede fundet sted i Distriktspsykiatrien hos mennesker, man kender og er tryg ved. Det er guld værd, når man har det rigtig dårligt. Når man har det rigtig dårligt, er det svært at skulle fortælle en vildtfremmed om, hvor elendigt man har det! Der er ikke mange der kan forstå, hvad det vil sige, at nu har man mest lyst til at dø. Og at det skal være lige nu.
Lige nu skal jeg passe DPC ca. hver tredje uge og ECT-behandlingerne i Glostrup hver tredje uge. Hvor er jeg bare heldig! Hvis disse to ting tilsammen kan holde mig kørende, skal jeg være intet mindre end lykkelig. Og det er jeg så, alt imens jeg venter på pensionsnævnets afgørelse den 8. april 2021.
Måske en mystisk post – men jeg holder af at dele, hvad jeg tænker!
Her kommer du til menupunktet “Psykiatri”, hvor du kan navigere mellem alt, jeg i årenes løb har skrevet om bipolar affektiv sindslidelse og Aspergers syndrom.
Vil du virkelig vide noget om ECT, skal du læse her hos professor Poul Videbech.
Jeg synes, det er imponerende, hvor positiv, du som regel er trods alle genvordighederne 😀
@ Lone
Mange tak for din kommentar, der lige skulle godkendes først (spam-sikring), da det er første gang, du kommenterer her. Fra nu af vil du stryge lige igennem.
Jamen tak siger jeg bare! Det hjælper lidt at være positiv. Det andet får jeg i hvert fald ikke noget ud af 🙂
God påske til jer.
Det kan man da kalde struktur.
@ Eric
Ja ikk’ sandt?
God påske til jer to.