Distriktspsykiatrien

Gode folk!

Ugen har budt på hele to møder i Distriktspsykiatrien (DPC), et med overlæge Janne Baatz og et med min kontaktperson Gitte Sørensen. Jeg er utrolig glad for at komme hos de to damer. I starten (med ergoterapeuten) var jeg meget skeptisk, men jeg må sige, at det har vendt fuldstændig.  De er en kæmpe støtte, og det er på en måde meget lærerigt at komme der.

Janne: Strengt taget er hun vel egentlig psykiater og ikke “bare” læge. Hun er simpelthen guld værd. Hun har en ro som om, hun har al den tid i verden, der er behov for, så det nærmest er mig, der kommer til at afslutte mødet, og ikke hende, der jager mig ud af døren. Hun er meget præcis, i hvad hun siger. Det første ord, der kom mig i hu, var “skarp”, men det er ikke helt rigtigt, “præcis” er bedre.

Vi talte om to ting, som jeg havde på min dosmerseddel: Klarmelding til Hvidovre Kommune og min hukommelse

  1. Klarmeldingen: Jeg har meddelt kommunen, at de kan kontakte Contra eller en anden “anden aktør” og sige, at jeg kan starte på det forløb, der i henhold til Lov om sygedagpenge, skal afklare min arbejdsevne. “Hvis det er nødvendigt med en afklarende indsats – herunder en helbredsmæssig afklaring – for at klarlægge din arbejdsevne. Forlængelsen kan være op til 69 uger. “ De 69 uger tæller fra 1/1-2015, hvor  de almindelige sygedagpenge løber ud efter 22 uger. Jannes vurdering er, at jeg skal starte med fem timer om ugen med en ugentlig fridag, det er godt nok ikke ret meget, men jeg retter mig efter hendes præcise udmelding; det er hende, der er psykiater og har erfaring, ikke mig.  Jeg oplever det som en stor belastning ikke at kende hverken varighed eller indhold af forløbet, men det er der nok ikke rigtig noget at gøre ved. Da jeg på et tidspunkt ringede til Contra inviterede de til en snak og besigtigelse af lokalerne. Jeg tror, jeg tager imod tilbuddet, for måske kan det tage brodden lidt af usikkerheden.
  2. Hukommelsen: Hun tager heldigvis min bekymring alvorligt. Der bliver ved at opstå “blinde pletter”, som hun så kalder “absence“, altså fx at jeg  har været ovre i kirken og så senere på dagen får en mail fra præsten, hvor hun skriver “tak for en god samtale i dag” og jeg har det sådan: “Har vi to overhovedet talt sammen? Det er fuldstændig væk for mig. Det samme skete, da jeg havde været til møde i kommunen, ingen erindring om det overhovedet. Disse tilfælde bliver ved at komme, og det er rigtig ubehageligt. Hvis man har stress/mani/depression er det naturligt med svækket hukommelse i en periode, da det netop er en stresslignende tilstand, men nu har jeg været udskrevet i min. 4 uger, så der burde ikke blive ved med at opstå sådanne tilfælde.  Jeg kan ikke lige huske 🙂 , hvad det var, hun ville foretage sig i den forbindelse, men talen har på et tidspunkt været på “Demensklinikken”, fordi hun ikke kan henvise til andre neuropsykologer.

Gitte:  Der er ikke så meget tid hos hende, så det bliver mere lidt løs snak om, hvordan det nu går. På en måde er det rart at komme uden dosmerseddel, for som snakken går, kommer der alligevel ting frem, som jeg ikke selv har tænkt på at tage op. En af de ting vi ofte vender er “inden for normalområdet”: Bare fordi man har en psykiatrisk diagnose, er det ikke alting, der er sygeligt. Alle mennesker glemmer, hvor de har lagt nøglerne eller dobbelttjekker om de har slukket strygejernet osv., det er der ikke noget sygeligt i!

13 replies
  1. Pia
    Pia says:

    At glemme gør vi helt sikkert alle. I aftes sad vennerne og fortalte at der var forsvundet en musefælde hos dem, Ingen af dem (kan huske at de) har fjernet den, men pist væk er den. Sådan noget er til at grine af, fordi det trods alt nok ligger inden for normalområdet.
    Rart at der er så mange der vil dig noget godt.
    Angående kugledyne, så fik mor også sådan en da hun var indlagt med hjertestop, men den havde den helt modsatte virkning på hende, så den blev fjernet igen. En meget uhandy dyne, men det har god effekt for rigtigt mange, og tilsyneladende også dig.

    • Stegemüller
      Stegemüller says:

      Jep vi glemmer alle, og det er helt naturligt, når det netop er “indenfor normalområdet”

      Ja – jeg synes, jeg har fundet et godt team, og det er jeg meget taknemmelig for.

      Der er vist nok noget med – har jeg læst mig til – at kugledynen ikke er god for alle, og så er det jo bare væk med den. Selv synes jeg, den er fantastisk, og jeg vover at påstå, at så godt har jeg ikke sovet i 30 år, i hvert fald ikke siden dengang på Amagerkollegiet i 80’erne

  2. Donald
    Donald says:

    For nylig har jeg gået og ledt efter en lille højtaler, som jeg havde haft med ovre hos min søn for at prøve den. Nu kunne jeg ikke finde den, og ledte … flere gange … igen og igen; den lå på bordet i køkkenet sammen med nogle papkasser, som skulle lægges til renovationen! Tænk engang – mine øjne så den ikke fordi jeg ikke plejer at lægge ting dér. Når jeg er bange for at være blevet glemsom, tænker jeg på dengang i 3 klasse, hvor jeg ledte efter et pennalhus, som jeg havde i venstre hånd. Jeg forstår det ikke, den dag i dag! det må være koncentrationsevnen som giver tunnelsyn på de steder, man mener er mest sandsynlige! 😀

    • Stegemüller
      Stegemüller says:

      @ Donald

      Man føler sig så fjollet, når man går og leder efter ting, der er lige foran ens næsetip. Det sker kun sjældent for mig, da jeg er – og altid har været – vant til at placere tingene, på den samme plads; men jeg kan godt forstå dine eksempler, hvor tingene netop ikke havde en fast plads i forvejen.

      • Donald
        Donald says:

        Håber du stadig har det nogenlunde godt – tiden går jo.

        Heldigvis fandt jeg tingene – men der er stadig en spartel, som jeg ikke kan finde – jeg har købt et helt sæt nye! Jeg vil tro at “indenfor normalfeltet” er en god måde at tænke videre på. Jeg tror også at kirken har en vigtig rolle. Men hvis man plages af tanker så stærke som hovedpine er det vist meget godt at man kan bruge medicin til at få ro og søvn. (Er det noget sludder jeg skriver? Hvis det er så tilgiv mig.)

Kommentarer er lukkede.