, ,

Det skal nok blive godt

De første møder

Jeg har været til de første to møder i Psykiatrifonden, og det gik rigtig godt. Jeg var spændt og lidt nervøs på den gode måde, men de er såmænd så søde, at det hurtigt gik over. Jeg har hele tiden været positiv overfor forløbet, og det er jeg bestemt stadig. Der er tale om et udviklingsforløb, der består af seks ugers psykoedukation og 13 ugers virksomhedspraktik. I løbet af de første seks uger er der tillige møder med erhvervsrådgiver og erhvervspsykolog. Det er rart at være et sted, hvor man har lov at være psykisk sårbar samtidig med, at der fokuseres på en eller anden form for tilbagevenden til et eller andet arbejdsmarked. Der skal ikke herske tvivl om, at jeg gerne vil arbejde; jeg kan bare ikke på det ordinære arbejdsmarked længere.

11:00 – 11:40 Erhvervsrådgiver Jane Hansen

Vi kom rundt om rigtig mange gode ting; ting som gør mig tryg ved at komme der og ved at have hende som rådgiver. Hun er en erfaren kone, og ved hvad hun tale om, og det er godt.

Undervisningen i de seks uger foregår med oplæg på en ½ time, derefter kort pause, så nyt oplæg på en ½ time osv. Hun kunne ikke lige fortælle, hvor mange deltagere der ville være; det var lidt ærgerligt, for det ville jeg gerne have vidst.

Fokus i undervisningen vil være på stress, angst og depression, men der vil også være lidt om bipolar og psykoser. Når man læser om psykoedukation er det altid med fokus på stress, angst og depression, og det er der så ikke noget at gøre ved – bipolar er alligevel også så sjældent. Jeg vil gerne vide noget mere om manierne – og i sær forvarslerne – men det kan jeg så spørge erhvervspsykologen om.

Hun mente, at jeg holdes på benene af et stort drive, og at det er godt. Lidt af kunsten for hende kan så blive at sikre, at tempoet ikke bliver for højt, så jeg så at sige snubler i min egen iver. Tingene skal konsolideres, så vi sikrer, at det ikke går galt.

Jeg medbragte en liste, jeg har skrevet på i et stykke tid, og som har overskriften “Foreløbige bud på relevante skånehensyn” (den er vist som et appendiks til denne post). Hun syntes, den så rigtig godt ud, og det ledte os til en snak om, hvad det egentlig er med en praktik og med skånehensyn. Hun havde en god positiv tilgang: “Det der skal til, for at vi kan få mest muligt ud af Hanne”, det er jo meget mere positivt end at stille sig op og sige, at man har følgende 13 begrænsninger. I et fleksjob – og det er den retning, det peger – er der taget udgangspunkt i en række skånehensyn, og inden for de rammer kan man så præstere godt (eller mindre godt).

I en praktik er der opstillet alle mulige hensyn, og man kan så spørge, om det overhovedet ligner arbejdsmarkedet. Det gør det måske ikke, men det ligner et fleksjob.

Hun syntes, det så ud som om, jeg med listen har nogle realistiske tanker om min deltagelse på arbejdsmarkedet, og det er jo altid rart at høre.

12:00 – 12:50 Erhvervspsykolog Annette Friis

Hende Annette var der bare så meget gang i. Jeg har lige siddet og hørt lydfilen, hvor vi griner og snakker på skift. Det skal nok blive godt.

Forinden havde jeg gjort mig nogle tanker om, hvad jeg egl. skulle med en erhvervspsykolog, men formålet er at kende min sygdom så tilstrækkelig godt ud i alle hjørner, at vi kan finde det rette praktiksted og finde ud af at “passe på mig”. Og så tænker jeg selvfølgelig videre frem til, at jeg vil kunne bruge denne viden, når jeg på egen hånd skal finde en arbejdsgiver til sin tid – om ca. 20 uger – gys og gru, men den tid den sorg.

Vi rundede blandt andet hukommelsen, og det den gør ved mig: Det er hamrende ubehageligt ikke at kunne stole på egen hukommelse mere. Jeg bliver bange for at blive opfattet som ubegavet, fordi jeg ikke kan huske nogle ting. Jeg kommer konstant for tidligt eller for sent til møder, og selv om jeg er sikker på, at jeg har skrevet rigtigt i kalenderen, bliver jeg usikker på, om det er mig, der igen igen tager fejl.

Vi talte lidt om logbøgerne (som jeg ikke er kommet i gang med), bloggen, og hun sagde, at jeg skulle være så glad for mine læsere, der flere gange har sendt mig afsted til psyk. med en mani. Rosen er hermed givet videre.

Hun foreslog, at jeg måske altid, altså hele livet, har været bipolar, altså også før 2003, hvor den første depression viste sig. Tjah måske og i hvert fald har jeg haft selvmordstanker, siden jeg var 14, så meget er da sikkert, og jeg er nok lidt melankolsk af natur, så hendes tanke er ikke helt hen i vejret.

Hun var også noget provokerende: Hvad er det gode ved en depression? Da jeg havde sagt til hende, at jeg syntes, det var ret provokerende, gik jeg alligevel med på “legen”: Tankerne kredser meget om døden i de depressive faser, og bag dødslysten ligger den ultimative lettelse. Hvis jeg da bare kunne få lov at dø, kunne jeg da få fred. Depressionen kan også være et skjold mod omverdenen, en måde at fortælle at nu kan jeg bare ikke mere. Det er en måde at kunne slippe tøjlerne for en tid. Jeg har aldrig selv set det på den måde, men jeg kan godt se, der er noget om snakken.

Vi fik også vendt “drejebogen”, der jo selvfølgelig trives i bedste velgående. Hendes forslag var at prøve at få den til at fylde 100 pct. og ikke bare de 25, og så spørge den “Hvad er det, du vil mig”? Måske er det noget pladder, men jeg har tænkt mig at prøve.

Manierne fik også en lille tur. Jeg har egl. haft bildt mig selv ind, at jeg ikke kendte forvarslerne, men først opdagede dem, når søvnen glipper, og der det for sent. Alligevel kom vi frem til følgende i fællesskab:

  • Spiser ikke
  • Speeded indeni
  • Søvn
  • Talepres

Appendix: Foreløbige bud på relevante skånehensyn

  • Ingen stress
  • Kun lidt støj
  • én opgave ad gangen, men gerne mange efter hinanden (altså sekventielt jfr. ”vandfaldsmodellen”, hvor man gør et trin i processen færdig, før man starter på næste trin)
  • Ikke noget med at skulle have fem bolde i luften samtidig
  • Ikke noget med telefoner, hvor opkaldene står kø
  • Ikke mange telefoner, der stå og kimer
  • Ingen chefer, der ”står og hopper” for at få noget output
  • Ingen krav om at skulle være kreativ, men gerne krav om at sejle de skibe i havn, andre har søsat
  • Ingen krav om at skulle være hurtig
  • Stabilitet og forudsigelighed – min målsætning er ”ro og stabilitet”, det har jeg nu opnået, og vil meget nødigt miste det, da jeg er bange for, at depression eller mani kan bryde ud igen.

  • Gerne krav om fordybelse
  • Gerne krav om længerevarende koncentration om samme opgave.
  • Gerne finde afvigelser i data, informationer og systemer
  • Gerne holde ud, når det kommer til gentagne opgaver
  • Gerne detaljeorienteret
  • Gerne optimere processer
7 replies
  1. Donald
    Donald siger:

    Den ene bemærkning om at “ikke kan sove, så er det for sent” generer mig lidt fordi “det aldrig er for sent” (undtagen når man har aftalt at mødes klokken 16 og klokken er 16:10 og den slags). 🙂

    Jeg har lige haft en nat, hvor jeg vågnede efter 2-en-halv-time og bestemt ikke kunne sove. Jeg lå og tænkte på om jeg kunne spille en børnesang, hvis der kom børn forbi. I vågen tilstand burde jeg hellere tænke på hvad børn i dag oplever ved musik og børnesangenes “tilstand” og den slags.

    Jeg ved ikke om den sammenligning kan hjælpe.

    Men min kur mod søvnløshed er typisk som i nat at stå op, gøre noget, og gå i seng igen, mens jeg hører radio eller bare sød musik, fuglesang udenfor og den slags. Hvis man så stadig ikke kan sove, så kunne jeg finde på at bede lægen om “sovepiller” (men det har ikke været aktuelt).

    Tænk på at bevidsthedsgørelse består i at iagttage sin egen strøm af tanker – og at skubbe dem blidt ud “til højre” (eller venstre) og iagttage, at så kommer der en anden tanke. Jeg håber det hjælper bare en lille bitte smule. De gamle råd om blid musik og om at tælle får forudsætter at man er i stand til at visualisere, d.v.s. se et landskab foran sit indre blik – et *smukt* landskab. Hvis man har tankemylder, kan det velsagtens være vanskeligt; jeg ved ikke om det er, for mig er det ikke så svært, undtagen en nat som i nat, hvor pludselig en hel række erindringer tonede frem med ønske om at det havde været anderledes.

    Svar
    • Stegemüller
      Stegemüller siger:

      @ Donald

      Jo i relation til manier, så er manien i gang, når der er gået kuk i søvnen; i det perspektiv er det for sent.

      Jeg er ikke helt kreativ nok til at forstå din analogi med børnesangene?

      “Sovepiller” er en rigtig dårlig løsning for mig, da det typisk er benzodiazepiner, som man lynhurtigt bliver afhængig af, og det har jeg ikke lyst til. Søvnløsheden ved mani er for mig helt anderledes (og ikke engang to sovepiller hjælper), for det er en fuldstændig speeded tilstand, hvor jeg bare ligger og tænker på alt det, jeg kunne lave, hvis jeg stod op.

      Jeg er ikke så frygtelig god til at visualisere… – og det indre skærmbillede er jo p.t. fyldt af filmen/drejebogen.

      Svar
      • Donald
        Donald siger:

        Børnesang – noget, som jeg kunne spille for børn – det var blot kort for det som *mine* tanker roterede omkring, og der er jo mange andre tanker og billeder, som følger deraf.

        Men fortæl hellere – privat – mig eller en anden hvorfor *du* ikke kan sove, hvad er det for tanker, som bliver ved og ved og ved? Hvad er det for ting, som du kunne lave, hvis du stod op? Hvorfor vil du gerne lave dem? Kan du lave dem dagen efter? Kan du ligesom ved god arbejdsrytme og styret arbejdsmiljø planlægge at lave det vigtigste, overskuelige af projektet fra fx. kl.10-11:30 den følgende formiddag?
        Det bliver en dejlig søndag med nogle byger om i nat og igen søndag aften – men ellers en god dag at komme ud! Jeg skal fejre min søns fødselsdag! 🙂

        Svar
        • Stegemüller
          Stegemüller siger:

          Kære Donald

          Du stillede en masse gode spørgsmål i emnet “Det skal nok blive godt”. Tak for det.

          Det jeg hentydede til i den post var søvn-roderiet i forbindelse med manier. Der går jeg typisk ikke i seng i mange nætter i træk, og hvis jeg går i seng, ligger jeg som nævnt bare og spekulerer på, hvad jeg kunne lave, hvis jeg stod op. Jeg har tonsvis af uerkendte manier. Fx er meget af min slægtsforskning blevet til om natten, og fx spillede jeg alle mine Cd’er ind på computeren på to nætter. Når man har en mani, har man det i og for sig godt, og når man har det, er der jo ingen grund til at tage til lægen eller til PCH.

          Jeg arbejder intens og med høj produktivitet om natten. Når jeg ser på resultaterne dagen efter, er de underligt nok helt rigtige og fornuftige.

          Hvis jeg står op, kan jeg fx finde på at sidde og rode med gl. billeder, kigge lidt på min slægtsforskning – alt sammen ting jeg bare kunne lave næste dag. Jeg vil gerne lave disse ting, fordi de giver mig glæde og bekræfter, at der stadig er noget, jeg er god til.

          Når det ikke drejer sig om en mani, er billedet lidt anderledes. Der plages jeg fx af mine ben, der gør, at jeg er nødt til at stå ud af sengen og gå lidt rundt eller sætte mig ved Pc’en for at vente på, at de to Panodiler virker.

          Jeg synes ikke, jeg plages af tanker. Jeg har fx formået at parkere alle bekymringer om arbejdsmarkedet til efter forløbet med Psykiatrifonden. Det der sendte mig til tælling med den første depression i 2014 var bekymringerne over at blive smidt ud af dagpengesystemet, for hvad skulle jeg så gøre?

          Jeg passer meget på med natteroderiet, netop for ikke at “skubbe til” manierne. Til dette ædle formål skal man være ret konsekvent med døgnrytmen, det er bare så svært pga. min pokkers ben.

          “God nu nat og gå nu lige hjem.”

          Svar
    • Stegemüller
      Stegemüller siger:

      @ Eric

      Det er nemlig præcis sådan det er/ser ud. Jeg har meget stor tiltro til dem allerede her efter første møde. Begge dem jeg har talt med er erfarne kvinder, der ved, hvad de taler om, og det giver en god tryg fornemmelse hos mig!

      Svar

Skriv en kommentar

Want to join the discussion?
Feel free to contribute!

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *