Det sidste komma

Et tomrum

Det sidste komma i min selvbiografi er sat. Journalisten har været inde over og min nærmeste ven har læst den endelige korrektur. Pudsigt som man kan blive ved med at finde ‘noget’, men man bliver som bekendt blind på det, man selv skriver.

Det blev til i alt 13 afsnit, som nu er sendt til redaktionen på POV International. Jeg er spændt på, hvad de siger. De har bare at være tilfredse, for jeg orker ikke at se mere på værket lige nu, heller ikke selvom det bringer et tomrum ikke at skulle arbejde på det længere. I tre måneder har jeg hele tiden vidst, hvad jeg skulle lave. når jeg havde fri Nu er tiden tom. Hvad skal jeg så ud over ud at gå?

Jeg skriver temmelig langsomt, da jeg aldrig har gået til maskinskrivning, så det har taget mig uendeligt lang tid bare at skrive. Hertil kommer hele udvælgelsesprocessen: Hvad skulle med og hvad skulle ikke med?

Jeg har skrevet fra hjertet, for jeg har ikke andre steder at skrive fra. Barndommen fylder meget, fordi den naturligvis har været grundlag for resten af livet. Sådan er det for alle mennesker, min barndom var bare speciel.

Mange år huskede jeg ikke og alligevel måtte jeg finde noget frem af hjernekisten, så der også blev et afsnit om de 23 år på arbejdsmarkedet. Jeg kunne trods alt ikke udelade lidt under halvdelen af mit liv.

Samarbejde

Samarbejdet med journalisten har været meget givende og lærerigt. Hun har implicit lært mig en masse om ‘Show it, don’t tell it’. Hvis jeg for eksempel skrev: ‘Men vi klarede os meget godt’, kommenterede hun i Word: ‘Hvordan klarede I jer godt?’. Sådan har vi i tre runder arbejdet os igennem alle 13 afsnit. Der er lang vej til Tipperary på den måde, men jeg er tilfreds og glad for processen. I det hele taget har hun været en stor støtte, hver gang jeg syntes, at dette blev for besværligt.

Publiceringen

Hvis nu redaktionen kan lide værket, vil det udkomme på POV en fast dag om ugen i  13 uger. Jeg ved ikke, hvornår de begynder at lægge det på. Det er jeg spændt på, og også på eventuelle reaktioner.

2 replies
  1. Eric
    Eric says:

    Tillykke med det sidste komma. Det er sandt, at man kan blive ved med at ændre en tekst, og det er sundt at lade den hvile, så blindheden forsvinder til fordel for friske øjne, men der kommer et tidspunkt, hvor man må sige stop. Men det er kun form, og uanset hvad redaktionens reaktion, har du som få bearbejdet erindringerne, og det, fornemmer jeg, har været det vigtigste.

    Svar
    • Stegemüller
      Stegemüller says:

      @ Eric

      Formålet var i virkeligheden ikke erindringsbearbejdning men bare at skrive erindringerne som var en gammel, gammel drøm, men efterhånden som jeg kom frem, blev der på en måde også noget terapeutisk i det.

      Redaktionen på POV handler hurtigt, så her har du afsnit 1, der er ‘rammesættende’ og ikke så spændende/sensationsrigt: https://pov.international/nomadebarn-1/

      Svar

Skriv en kommentar

Want to join the discussion?
Feel free to contribute!

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *