Den indre kritiker

De første ord

Jeg har sat de første ord til papiret og er nået op på tre sider. Det er vist OK. Jeg har sendt dette første, første, første udkast til tre mennesker: en meget kendt mangeårig journalist og forfatter, en kollegiekammerat og en tidligere kollega. De to førstnævnte har svaret, at de kan lide det, de ser. Den allerførstnævnte svarer, at der mangler en klar målgruppe, og vel også en klar vinkel – og det har hun ret i.

Min potentielle medforfatter og jeg mangler at sætte os ned ved et køkkenbord og blive klare på, hvad det er, vi vil. Jeg håber inderligt på, at vi vil det samme. Hvis vi ikke skriver sammen, bliver der ingen bog. Jeg kan ikke alene.

Vinklen

Jeg har kigget lidt på nettet for at få inspiration til det med vinklingen. Man kan såmænd sagtens få et onlinekursus for omkring titusinde kroner. Det lever min økonomi nu ikke helt op til. Jeg må klare mig selv. Jeg tror, jeg kan skrive “derudaf”, side efter side, nærmest uden mål og med, men det er vist ikke sådan, man gør, hvis man vil have succes. Jeg er på ukendt grund – men jeg er tændt. Jeg synes, jeg har et budskab – eller 100.

Den indre kritiker

Det var en overvindelse at sende det allerførste udkast ud – til tre – i verden. Ville de tage imod det? ville de sable det ned? ville de sige, at det ikke havde nogen gang på jord? Min egen indre kritiker er stærk nok, men ville de andre være endnu stærkere?

Det føles som at have sat et barn i verden og nu være angst for, om der ikke er nogen i universet, der kan lide det. Jeg har ikke børn, så jeg ved ikke, om det er sådan, det føles; det er bare noget, der er i min forestillingsverden.

Min indre kritiker er vældig stærk og fortæller mig, at den slags har jeg slet ikke forstand på endsige talent til. Det kræver en pokkers overvindelse at bede den holde kæft/mund og så gøre det, jeg drømmer om. Jeg har ikke tal på i hvor mange år, jeg har drømt om at virkeliggøre drømmen om at skrive en bog. Jeg har bare aldrig turdet begynde at sætte pennen til papiret – hvilket lyder noget mere poetisk end at sætte fingrene til tastaturet.

Nu har jeg muligvis en skrivemakker, og det er lidt lige som at have en løbemakker: man kommer afsted, når man har planlagt at løbe sammen. Alle de semi-dårlige undskyldninger får lov at ligge for en tid. Vi vil komme afsted, og vi vil løbe sammen.

Vores empiri er på plads måske endda for stor, men vi vil kunne vælge til og fra. Jeg sletter stort set aldrig dokumenter fra min harddisk. Der er meget at finde: breve, oplevelser, tanker, optagelser med læger osv. det er bare at finde frem, prioritere, vælge til og fra. Jeg har fuldstændig styr på mapper og filnavne. Det vil være let at finde frem til empirien.

Der bar jeg dig

En smuk fortælling kan findes i Esajas 46, 4

Jeg drømte, jeg gik langs med stranden sammen med Jesus, og over Himlen så jeg scener fra mit liv.

For hver eneste scene så jeg to par fodspor i sandet Det ene var mit eget, og det andet tilhørte Jesus. Da den sidste scene af mit liv glimtede for mine øjne, så jeg tilbage på fodsporene i sandet.

Jeg lagde mærke til, at mange gange på mit livs sti var der kun ét par fodspor. Jeg lagde også mærke til, at det var i forbindelse med mit livs store kriser. Det bekymrede mig meget, og jeg spurgte Herren om det.

“Jesus, du sagde, dengang jeg besluttede mig for at følge dig, at du ville gå med mig hele vejen. Men jeg har lagt mærke til, at der kun er et par fodspor gennem de vanskelige tider i mit liv. Jeg forstår ikke, hvorfor du ville forlade mig de gange, jeg behøvede dig allermest.”

Jesus svarede: “Mit dyrebare barn, jeg elsker dig, og jeg ville aldrig forlade dig i dit livs prøvelser og smerte. Når du kun ser et sæt spor, er det mine; det var de gange, hvor jeg bar dig.”

Måske er historien banal, men jeg kan godt lide den. Jeg lever med først at have fået min barnetro som voksen, og jeg hæfter mig ved “det var de gange, hvor jeg bar dig.”. Det er det, der har bragt mig frem til der, hvor jeg er i dag. Det er store ord, men det er sådan, jeg har det med psykologen. For første gang nogen sinde i hele dette helvede af systemer- både det private og det offentlige – har jeg følt mig mødt og udfordret på én og samme gang. Jeg behøver mennesker, der er handlingsorienterede, operationelle og perspektiverende, mennesker, der respekterer mit intellekt – for ellers kan jeg klare mig selv; men det bliver bare ikke særlig godt.

God lørdag aften!

 

9 replies
  1. Laila
    Laila says:

    Kære Hanne

    Jeg ønsker dig held og lykke med dit bogprojekt. Jeg fornemmer du har en masse dejlig energi på det, og jeg er overbevist om at du kan gøre det : skrive en bog. For du er allerede en fortæller.

    En tanke fra mig til dette indlæg: De egenskaber din psykolog har og som du mærker du behøver, er også egenskaber, der findes i dig selv – som du behøver at trække frem – lige nu og i din proces ?

    Noget andet, jeg tænker på, om jeg selv har lært af, er Klaus Rifbjerg, som jeg hørte engang sagde, at det kan være svært, næsten umuligt, at skrive om noget man er i proces med nu og her – og at det så skal gi´ mening for andre. Fordi man kan være i sine følelsers vold – og ikke have det store objektive overblik.
    Sagde han, som skrev hver dag og lige ud af landevejen.
    Men Rifbjerg har alligevel ret. Jeg skriver digte, og det er oplevelser, jeg skriver om, der ligger længst væk, i tid, som bliver bedst.

    Jeg ved ikke, hvad du vil skrive om ? Men måske kan du bruge Rifbjergs råd ? Og du er i hvert fald heldig stillet, at I er to. Hvilken luksus. Og så hyggeligt. Og så godt at have en at sparre med.

    Rigtig god skrivelyst til jer begge og knus

    fra Laila.

    Svar
    • Stegemüller
      Stegemüller says:

      @ Kære Laila

      Tak skal du have. Lige nu tror jeg på det, men måske er det anderledes i morgen…

      Tjah det kan godt være, du har ret.

      Ja det er en luksus at være to. Det er dog endnu usikkert, om vi rent faktisk bliver to, for hun har rigtig travlt. Jeg overvejer selvfølgelig, om jeg vil gennemføre projektet alene. Indtil videre er jeg kommet til, at jeg ikke kan bevare gnisten alene, og at jeg behøver sparring og udfordring. Jeg håber, at komme det nærmere i løbet af næste uge.

      Du og Rifbjerg har jo sikkert ret i, at det er lettest at skrive om noget, der ligger langt bagud i tid. Og det er jo så det, jeg gør.

      Knus

      Svar
  2. martin østerberg
    martin østerberg says:

    Hanne, jeg har også prøvet det med at skrive en bog, og er også gået i stå mange gange….jeg har lært at det kræver stor disciplin, at der skal udarbejdes en synopsis hvor handlingen fra A til Å ridses op. Med sådan et ‘landkort’ er det lettere at navigere rundt, og fylde kød på skelettet, det skal derfor ikke skrives lineært, men som man lige her og nu har behov for at skrive. Synopsis holder styr på hele projektet, og har den vidunderlige egenskab at kunne ændres undervejs, men ideen i det er at have en overordnet styring på historien….
    Ved ikke om det kan virke for dig, men mit bedste råd til at skrive en bog og holde styr på processen…

    Svar
    • Stegemüller
      Stegemüller says:

      Kære Martin

      Jeg tror, du har ret i det med en synopsis, en art drejebog. Det vi indtil videre har aftalt er, at vi vil tage alle de 53 lydfiler fra alle vore seancer, som jeg har lavet resumeer af, og på den baggrund lave overskrifterne. På den måde får vi også en struktur, som vi kan holde os til.

      Svar
      • martin østerberg
        martin østerberg says:

        Præcist, det er vigtigt at strukturere et stort projekt, på den måde kan man bevare overblik, og i et vist omfang lade tangenter træde ind, men altid bevare overblikket…

        Svar

Skriv en kommentar

Want to join the discussion?
Feel free to contribute!

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *