Dejlig søndag

At komme hviledagen i hu

Det skal man i følge de lærde, men jeg er ligeglad og slet ikke lærd, så jeg sysler med mit efter at have sovet meget længe.

Artiklerne

Jeg er ved at være igennem alle journalistens gode spørgsmål til 1. udgave af det, der skal blive en serie af artikler til POV International. Jeg synes, det er svært at ‘folde ud’. Det er som om, hjernen bliver tom, når jeg skal svare på spørgsmålene, men alligevel går det fremad – omend langsomt. Jeg mangler at flette en artikel ‘Skoletid’ ind i de andre artikler, så det kommer til at hænge bedre sammen rent kronologisk.

Jeg har fået lov at låne en meget inspirerende bog ‘Barndomsfortællinger’ for at se, hvordan andre har grebet opgaven an. Den er spændende på flere måder: selvfølgelig først og fremmest det rent metodiske, men også det at læse om andres barndom. Der er mange i bogen, der er på min alder, og pludselig kommer jeg i tanke om, at jeg har oplevet det samme.

Fx beskriver en af forfatterne, hvordan han som barn legede på byggepladser sammen med sine kammerater, når håndværkerne var gået hjem om eftermiddagen. Det har jeg også prøvet. Jeg kan bare ikke huske hvor eller hvornår. Jeg kan bare huske, at byggepladserne var herlige legepladser sammen med nogle drenge.

En nomadefamilie

Som barn boede jeg fem forskellige steder og gik i fem forskellige folkeskoler. Vi var en nomadefamilie, og det gør artiklerne komplicerede at skrive, uden at jeg taber læserne.

En nomadefamilie er en familie, der hele tiden kryber under myndighedernes radar, når lokummet brænder. Jeg skal såmænd selv holde tungen lige i munden og hele tiden tænke tilbage på, hvornår hvad skete og beregne min alder ud fra adressen. Jeg har slægtsforsket i mange år, og det har sat sig i mig, at de kølige facts også skal være på plads.

Ankestyrelsen har i 2014 udgivet en vejledning om, hvordan bl.a. børnesagsbehandlere skal håndtere nomadefamilier. Det fremgår, at der i særlig grad bør være fokus på børnene i familierne. Mit liv havde set meget anderledes ud, hvis vejledningen var udgivet i 1970’erne.

Gamle filer

Selvom jeg har uendeligt meget plads på min computer med tre harddiske, har jeg besluttet at rydde op i meget gamle filer. Jeg har jo backup. Der ligger så meget, som bare bevirker, at jeg mister overblikket. Jeg har vist aldrig (bevidst) slettet en fil, så der ligger data årevis tilbage. Data som jeg aldrig får brug for igen.

Legacy

Nu hvor jeg er tilbage på Windows, kan jeg uden videre få Legacy til at køre. Legacy er programmet, der rummer al min slægtsforskning, som er dyrebar. Der er tale om data og fortællinger om ca. 5.000 personer. Selve datafilen er godt gemt i e-boks,  men det var temmelig bøvlet at få det til at køre i Linux under Wine.

Så mon ikke jeg også skal have kigget lidt på det?

Og sådan kan en søndag nemt gå.

God søndag til dig.

2 replies
    • Stegemüller
      Stegemüller says:

      @ Eric

      Hviledagen sagdes at være hellig, nu er den nemlig blevet herlig.

      Ja det er en kæmpe opgave, og jeg ved ikke, om jeg kan fuldføre den, men jeg prøver ad. Der vil sikkert gå noget tid før der kommer noget på POV – det har jeg endnu ikke drøftet med journalisten. Måske kan vi udgive lidt efter lidt, fx. fem sammenhængende artikler?

      Svar

Skriv en kommentar

Want to join the discussion?
Feel free to contribute!

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *