De 47.000 filer

Linux

En hjælpsom amerikaner

Gennem flere dage har jeg set på, at alle mine gamle Windowsfiler – Excel og Word – havde et mærkeligt tegnsæt i filnavnene, der hvor æ, ø, å, § osv. skulle have stået. Hvad værre var, at Linux sagde, at filerne ikke fandtes, når jeg enten højre- eller venstreklikkede på dem.  Hele min historik lå i de 47.000 filer – bl.a. starten på mit bogprojekt, som jeg har tænkt mig at genoptage., hele mine sygehistorie, hele min økonomi osv. Alt det moderne mennesker gemmer i deres filer.

Jeg tror for så vidt ikke på, at der er 47.000 virkelige filer/dokumenter, men det er det tal, systemet gang på gang kommer frem til, så der må vel være noget om snakken.

Jeg spurgte først om hjælp i ‘Linux for begyndere’, men jeg tror ikke, nogen havde tid til en så kompleks opgave.

Så hoppede jeg ud i det og oprettede mig som bruger i ‘Linux Mint Forums’ og oprettede en post, hvor jeg på bedste vis beskrev mit (store) problem. Kl. 15:09 hoppede Larry ind og guidede mig gennem det hele. Jeg fatter ikke en brøkdel af, hvad ‘vi’ lavede, men det jeg forstår er, at jeg har mine filer tilbage, at de vel at mærke kan åbnes, og at de ikke længere har underlige tegn og gerninger i filnavnene. Jeg er meget lettet og taknemmelig overfor et fremmed menneske, der brugte syv(!) timer på at hjælpe en fremmed.

Efter en seance hvor jeg  skal skrive hurtigt på engelsk, og ind i mellem oversætte noget, jeg ikke aner hvad er, var jeg også selv temmelig træt men nærmest lykkelig.

Hvordan opstod det?

Det, der er underligt, er, at det er et problem, der pludseligt er opstået, for tidligere har jeg fint kunnet åbne mine filer fra Windows i Linux. Jeg synes måske nok, Linux er lidt sart 🙂 . Jeg er desværre ikke selv i stand til at finde ud af årsagen, omend det ville være rart.

God søndag!

2 replies

Skriv en kommentar

Want to join the discussion?
Feel free to contribute!

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *