,

Dagligdagen på psyk.

Til at blive klogere af

Nu har jeg efterhånden temmelig stor erfaring med at være på en psykiatrisk afdeling, nærmere bestemt på Psykiatrisk Center Hvidovre, afdeling 808, og derfor vil jeg følge Kristines forslag og prøve at beskrive hverdagen her.

Først og fremmest: alting er temmelig forudsigeligt, hvilket gør det til en tryg oplevelse. Jeg er enormt glad for at være her, og er bekymret for udskrivelsen, der vel nærmer sig, uden at jeg dog ved noget konkret om det endnu. Personalet er som hovedregel vældig søde og imødekommende, og har tid til en lille snak, hvis man har brug for det. Kun én medarbejder bryder jeg mig ikke så meget om, men hende undgår jeg så bare.

Kontaktpersoner: alle har to faste kontaktpersoner, som er dem man primært skal henvende sig til, og som fx også går med til møder med læger (stuegang). Det har den fordel, at man så lige kan drøfte mødet efterfølgende. Det har jeg gjort en del brug af pga. det med hukommelsen. Nu har jeg så fundet ud af det med at lave lydfiler, og det har reduceret behovet en del. Herudover har man “dagens kontaktperson”, der træder til, hvis ingen af de faste er på arbejde.

Læger: supersøde og omhyggelige! Det er Melita, der har det overordnede ansvar på afdeling 808. Desværre kan jeg ikke huske de to møder, jeg har haft med hende, men jeg kan se i e-journalen på sundhed.dk, at vi har mødtes. Næste møde vil blive optaget! Jeg forbereder disse møder ret grundigt, da der kun er et skud i bøssen pr. uge, og derfor skal jeg have mest muligt med mig derfra. Jeg lader ganske enkelt som om, jeg er på arbejde og skal løse en arbejdsopgave – jeg synes, det giver det bedste resultat. Jeg synes, jeg får svar på både spørgsmål og bekymringer, og de opfører sig ikke hverken arrogante eller bedrevidende.

Medpatienter: som hovedregel søde og fremkommelige. Nogle – herunder jeg selv – er meget åbne om diagnose og behandling, mens andre behandler det som en meget privat sag. To er her “på gule papirer”, hvilket betyder tvangsindlæggelse efter at være blevet hentet af politiet, hvilket må være frygtelig nedværdigende. De er begge søde og venlige kvinder, og jeg forstår slet ikke det med de gule papirer. Den ene siges at have tvangstanker om, at hovedet er ved at falde af og at lænderyggen er ved at brække i to eller flere stykker. Jeg har sørme ondt af hende, for hun er jo så overbevist om det, men hoveder falder altså ikke af, og lænderygge kan ikke gå i flere stykker! Hun har været her i tre måneder… Hun får først ophævet sin tvang, når hun går ind på tesen om, at der er tale om tvangstanker. Det må være så forfærdeligt!

Alting kører efter et skema. Maden står på bordet præcis kl. 8:00, 12:00 og 18:00, og den er sund og veltillavet, og kommer fra køkkenet på Rigshospitalet. Nogle brokker sig over, at der er for meget kylling, men det er under alle omstændigheder mere varieret end det, der står på bordet hjemme hos mig.

Der er på hverdagene en række aktiviteter, man kan/bør melde sig til, fx cirkeltræning, afspænding og bevægelse, løb, tegne- og malegruppe mv. De siger, jeg har meldt mig til cirkeltræning, men det kan jeg altså ikke huske, og det er da også lykkedes mig at smyge mig udenom. Jeg har ikke kræfterne til det, selv om det sikkert ville være godt!

På hverdagene er der endvidere morgenmøde kl. 08:45. Jeg har lidt svært ved at se formålet, for de informationer, der gives, kan man alligevel se på det store whiteboard, der hænger ved indgangen til afdelingen. Det er information om dagens kontaktperson, aktiviteter, menu, hvilke medarbejdere, der er på arbejde osv. Herudover skal dagens “miljøopgaver” fordeles. Jeg plejer at melde mig til at dække frokostbordet, det er da lige til at overskue, og så har jeg vist min gode vilje.

Nu deltager ergoterapeuten Lise også i disse møder, og hun har den idé, at vi skal synge en sang også. Der forefindes kopierede sanghæfter med det mest håbløse repertoire, og jeg nægter simpelthen at synge “I en skov en hytte lå” og deslige. Derudover er det umuligt at synge, når man er næsten døv, for det runger bare inde i hovedet.

Weekenderne føles lange, og mange tager hjem på weekend, så her er meget stille. Jeg har også fået muligheden for at tage afsted herfra, og i morgen har Susanne og Peter inviteret på brunch og kunstudstilling i Roskilde. Det glæder jeg mig til, for efterhånden trænger jeg til at se verden udenfor murene, uagtet jeg ikke føler mig klar til at blive udskrevet: Vi har ikke løst det problem, jeg ankom med, istedet har jeg fået et par nye.

Hav en god lørdag aften!

9 replies
  1. Jørgen
    Jørgen says:

    Tak for beretningen om dagligdagen på en psyk.afd. Forberedes man på at verden uden for ikke er helt så struktureret? Jeg tænker på, hvad der skal til for at klare et arbejdsafklarende job, når arbejdet pt. består af at dække bord.
    Skal du/I se L.A.Ring-udstillingen i Roskilde? Eller er det en anden udstilling? God fornøjelse.

  2. Kirsten W
    Kirsten W says:

    Jeg har fulgt med herinde i et stykke tid og syntes det er et strengt forløb du er i gennem. Ønsker meget for dig at du må finde kræfterne til at komme videre og tilbage i din egen tilværelse igen.
    Er der nogen der har anskuet din hørenedsættelse fra et psykiatrisk synspunkt? Du ved sikkert meget bedre end jeg, at vores psyke giver udtryk for alle mulige ting gennem vores fysiske velvære. Og jeg kan ikke lade være med at tænke på om der er ting du ikke “vil” eller “kan tåle” at høre? Og at din psyke beskytter dig ved fysisk at sørge for at du ikke hører? Eller lukker for lyde udefra for at du skal kunne høre dit indre? Måske for at tvinge dig til at “høre” den utålelige indre film, fordi den vil gøre dig opmærksom på noget?

    • Stegemüller
      Stegemüller says:

      @ Kirsten W.

      Velkommen til min blog og tak for din kommentar, der lige skulle godkendes, da det er første gang, du er her. For fremtiden vil du stryge lige igennem.

      Jeg ser også frem til at få mit liv tilbage, samtidig med at jeg er lidt bange for at komme hjem igen, selvom jeg elsker mit hjem og mine daglige gøremål. Jeg er bange for hvilke impulser, der skal til…

      Heldigvis er det med hørelsen kraftigt på retur, og måske behøver jeg slet ikke tage til ørelægen alligevel. Jeg har ikke rigtig tænkt på de manglende hørelse på samme måde som dig. Jeg synes, det er nogle interessante overvejelser, du har gjort dig! Du nævner den forbandede film, som jeg er gået over til at kalde en “drejebog”. Den hører jeg uden problemer… Og jeg er ved at være træt af salme 14 og 787!

  3. Peter
    Peter says:

    Hej Hanne
    Jeg synes det lyder rigtig fint med en morgensang, men var det ikke en ide at forslå et andet repertoire, fra Højskolesangbogen og Den Danske Salmebog, der burde da være melodier og tekster som alle kan synge med på, er der nogen der kan spille et musikinstrument, så går det som regel lidt nemmere ?
    Jeg husker jo stadig at da jeg gik i skole havde vi morgensang, det var en rigtig god måde at starte dagen på, og man bliver så glad når man synger nogle gode sange
    Lære parret Hr og Fru Banke spillede violin og klaver til 🙂

    • Stegemüller
      Stegemüller says:

      @ Peter

      Du har helt ret, det er fint at synge, og det er fint at synge sammen, men det skal være nogle ordentlige tekster. Jeg ville også foreslå Højskolesangbogen og Den Danske Salmebog, men måske er der mange, der ikke kender disse?

      Vi ses i morgen!

      Kh. Hanne

  4. Kirsten b r
    Kirsten b r says:

    Hej Hanne
    Det med hørelsen, det kender jeg, for jeg har høreapparater. Arbejder med plastrene for at forbedre både syn og hørelse. Dejligt at din hørelse er lidt bedre i dag. Virus tager tid at gå over.
    Rigtig god fornøjelse sammen med Susanne og Peter.
    Kh
    Kirten

    • Stegemüller
      Stegemüller says:

      @ Kirsten

      Jeg har sørme fået respekt for høre-problemer de sidste 14 dage, for det er vel nok invaliderende, og man bliver let udelukket, når der sidder flere og taler sammen. Som sagt er det som om, det er lidt bedre i dag, men jeg tager under alle omstændigheder ind til ørelægen i staden på onsdag, for at få det tjekket ordentligt. De læger der er her på pch er jo ikke specialister i ører.

      Kh. Hanne

  5. Eric
    Eric says:

    Det lyder vældig struktureret, men faste rammer, hvor det forventede sker som forventet, er selvfølgelig godt for tryghedsfølelsen. Det lyder også, som om de ikke har så rasende travlt som på hospitaler, hvor de fysiske lidelser behandles, og det er rigtig godt.

    Det er så træls, at du skal døje med både det ene og andet, men så er det i det mindste godt at høre, at det ikke er så ringe at være på psyk. Kan de ikke finde ud af, hvorfor du hører dårligt? Det burde da være en plug and play-diagnose 😉

    • Stegemüller
      Stegemüller says:

      @ Eric

      “Struktureret” er det helt rette ord! Jeg tror, du har ret i, at ressourcesituationen er en anelse bedre her end på de somatiske hospitaler, og det skal man som patient være glad for.

      Hørelsen: det startede med en bilateral mellemørebetændelse (som jeg ikke husker), hvor jeg fik penicillin i syv dage. Og pludselig kunne jeg så ikke høre på hverken det ene eller det andet øre. En læge kiggede på det og sagde det var en virus. Mod den fik jeg så syv dages næsespray, som ikke havde den ringste effekt. Nu er det så lykkedes at få tid hos en ørelæge inde i staden på onsdag. Det er intet mindre end et mirakel, for selv på akuttider er der 2-3 måneders ventetid. Det skal dog så siges, at jeg i dag har hørt bedre end længe, så måske er det ved at gå i sig selv. Det har været meget ubehageligt at skulle sige “hvad behager” til hver anden sætning, og at være udenfor når de andre talte sammen.

Kommentarer er lukkede.