“Da jeg gik i stå”

psykiatri

Et interessant webinar

I Region Hovedstaden har vi PsykInfo, der blandt andet skriver:

“Om PsykInfo

​PsykInfo er et Psykiatrisk Informationscenter i Region Hovedstaden. PsykInfo tilbyder information, rådgivning og vejledning om psykisk sygdom og psykiatri til alle borgere, der har brug for mere viden.​”

Jeg har fulgt dem siden 2014, tror jeg, det var, og de har mange spændende initiativer og arrangementer. Her til aften havde de et interessant webinar med denne titel:

“Da jeg gik i stå – om kognitive vanskeligheder og psykisk sygdom”

De havde inviteret to af deres såkaldte ambassadører, Louise og Magnus, der selv kæmper med kognitive problemstillinger, og specialpsykolog Louise Meldgaard Bruun, der er ansat ved ‘Institut for Klinisk Medicin – Afdeling for Depression og Angst’ ved Aarhus Universitet. Jeg har for flere år siden læst en af hendes bøger med titlen ‘Saml tankerne’ om håndtering af kognitive vanskeligheder efter stress, angst og depression (Psykiatrifondens forlag, 2014). At høre de tre gav mig lyst til at tage bogen frem igen, for jeg har selvfølgelig glemt pointerne.

Noget af det, hun talte om, var det helt naturlige ved problemer med hukommelse, overblik og koncentration i forbindelse med mange psykiske sygdomme som stress, angst og depression – men også forskellige psykoselidelser. Jeg husker stadig, da jeg gik langs væggene for at undersøge, om musikken, jeg hørte, kom fra naboerne eller inde fra mit eget hoved. Det var ikke så sjovt og førte til indlæggelse for Gud ved hvilken gang.

Hun fortalte også om, hvordan man kan hvile hjernen ved at opretholde strukturer og rutiner. Holder man sig til dem, kan hjernen få hvile, da den ikke skal arbejde for at overkomme almindelighederne. Det er egentlig ret logisk.

Man skal endvidere finde det, der fungerer bedst for en selv. Hun gav som eksempel, at man ikke hviler hjernen ved at dyrke mindfulness eller meditation, hvis man bare ikke er til den slags. Hvis man skal tvinge sig selv til noget, kommer hjernen på arbejde, og det er jo netop ikke meningen. Det var lige vand på min mølle, for jeg er så tit blevet rådet til at dyrke en af de to ting; det er altså bare ikke noget for mig, så jeg har afslået. Jeg hviler hjernen ved fx at rode med mine hjemmesider, men det kunne jeg ikke, da det gik værst for sig.

Jeg tror, jeg ved noget om psykisk sygdom, ECT og hukommelse

Efter mere end 70 ECT-behandlinger gennem ca. syv år er jeg en erfaren psykiatribruger. Og jeg har skrevet 119 blogindlæg om hukommelse (https://stegemueller.dk/tag/hukommelse/).

På Facebook er jeg venner med professor, overlæge, dr. med., Poul Videbech, Center for Neuropsykiatrisk Depressionsforskning i Glostrup,  der er en af dem her i landet, der ved mest om netop ECT og hukommelse.

Det er nærmest ‘gældende ret’, at ECT kun rammer arbejdshukommelsen (= korttidshukommelsen), og at generne er ovre efter senest tre måneder. Hvis generne er vedvarende, siger og skriver alle, at det nok nærmere skyldes den bagvedliggende psykiske lidelse.

Forleden satte jeg mig ned og skrev en længere mail til Poul Videbech om, at jeg fint kendte til alle teorierne, men at det slet ikke svarer til min erfaring. Jeg skrev, at det på ingen måde er en kritik af ECT, som jeg er begejstret for, men at når hans afdeling nu forsker i forskellig former for hukommelsespåvirkning ved ECT, syntes jeg, han skulle kende en brugers erfaringer. Jeg sendte ham linket til de 119 blogposter men betonede, at jeg ikke forventede, han gik om bord i dem. 🙂 Jeg skrev, at hvis jeg kan bidrage til deres forskning, gør jeg vældig gerne det.

Og han har sørme svaret i dag, og ud fra hans svar kan jeg se, at han rent faktisk har læst nogle af posterne. Det havde jeg ikke ventet!

Han tager fat i de problemer, jeg har med ansigtsgenkendelse, som han kun har været ude for i ganske sjældne tilfælde. Han vil konsultere en psykolog, der også arbejder på projektet, om det er noget, de kan gå videre med. Det kunne være herligt at kunne bidrage lidt til forskningen på dette vigtige område, og måske være med til at nuancere ‘gældende ret’.

Det med ansigtsgenkendelsen kan bedst illustreres med, at jeg ikke kunne huske/genkende mennesker, jeg havde været i menighedsrådet med i otte år. Center for Specialundervisning for Voksne foreslog mig at tage billeder af medlemmerne af rådet, og give filerne navnet på vedkommende. Den hurdle kom jeg aldrig over. Det virkede alt for grænseoverskridende at spørge, om jeg måtte tage et billede. Idéen var sikkert ellers god.

Jeg er spændt på, om jeg hører mere fra Center for Neuropsykiatrisk Depressionsforskning.