, , ,

Herrens veje

Afsnit tre

Jeg hænger med på “Herrens veje”. Jeg ser den bare som ren underholdning og uden de store teologiske overvejelser – selvom jeg da naturligvis er farvet af otte år i menighedsrådet i Hvidovre Sogn. Jeg synes, jeg ved noget om kirkelig betjening og den slags – og om de evindelige regnskaber/budgetter på 60 sider, som ingen forholdt sig til, altså lige bortset fra mig.

Forvirrende

Afsnit tre var et fyldt med små sekvenser og idelige klip fra den ene sekvens til den anden. Klip, klip og klip… Hvorfor får vi ikke lov at falde til ro i en scene? hvorfor skal der straks klippes til noget andet – typisk til noget, der ikke har at gøre med det, vi kom fra? Er det egentlig interessant, hvor Christian ender efter sin “rulletur” i Nepal? Hvis det er interessant, hvorfor så? Er rulleturen et billede på et eller andet? Hans evige deroute efter han har snydt Gud og hvermand?

Måske er det bare mine kognitive problemer, og alle andre generer ikke, men jeg falder let fra.

Regnedrengene

Biskop Monica overrækker budskabet om kirketællinger og stikprøver til Johannes. En kirke i provstiet skal lukkes. Provst Johannes får lov at få en finger med i spillet – siger hun. Reelt har han ikke noget at skulle have sagt. Antal kirkegængere, lønudgifter, overhead, driftsomkostninger (det kunne fx være nyt skiffertag på kapellet, nyt piano, nye hynder til kirkebænkene osv.). Det skal kunne betale sig at drive kirke, og det kan det jo ikke, hvis der ikke er “kunder” i butikken.

Jeg er ambivalent her – og det skyldes, at jeg har brugt 23 år på at lege “regnedreng” i Finansministeriet og at leve op til dem:

  • Finansministeriet: Når vi bruger penge af den offentlige kasse, skal vi kunne dokumentere nytteværdien af hver enkelt krone. Er der ingen “kunder” i butikken, må vi lukke, idet “billetprisen” ellers bliver for høj. Det er da svært at sige nej til. Pengekassen er trods alt ikke uendelig.
  • Menighedsrådsmedlem: Der skal altid være et sted at søge Kristus og at høre evangeliet. Det samlede personale (og der er mange flere end præsterne) må gøre mere for at udbrede de glade budskaber. I serien ender det med “Yoga og Jesus” mv., men vi kender alle til “Spaghettigudstjenester”, sogneaftener, sogneeftermiddage mv. Det er alt sammen aktiviteter, der samler folk til huse, og det er så skønt og vigtigt. Det skaber fællesskab i menigheden, og det er vigtigt. Men tilbage står, at den danske folkekirke ikke er dygtig til at samle yngre mennesker. Frikirkerne (fx Pinsekirken) er meget dygtig til at samle yngre mennesker til huse. Her kunne vi lære noget – også uden at lade os døbe i et badekar.

Men tilbage til serien: den er spændende, irriterende, insisterende, forvirrende og den efterlader seeren i en form for limbo.

Men jeg skal alligevel se med næste søndag!

, , ,

Krøniken

Den lille kedsomhed

Lige p.t. går jeg og keder mig lidt, da der ikke er så mange udfordringer på arbejdet. Så må jeg jo finde på noget selv.

Derfor har jeg i dag skrevet en lille guide om ophavsret – især om hvordan Lov om ophavsret forholder sig til, at man fremstiller kopier af musik, og om man må få hjælp til det. Det er lidt nørdet, men uhyre anvendeligt for supportgruppen, hvor der ofte er nogen, der spørger til det. Inspirationen kom faktisk efter en længere diskussion i morges.

Man kan jo se TV: Krøniken

Serien ligger på DRs hjemmeside, (når man ruller ned, vises også afsnittene før afsnit 15, mærkelig opsætning) og jeg synes, den er fantastisk. Den blev vist i perioden fra 2004 – 2007. Tænk at der er gået så mange år. Hvor blev de mon af?

Der er meget medmenneskelighed, livsklogskab og humor i serien. Jeg sidder mutters alene og griner højt indimellem.

Karen Jensen og Hr. From som stereotyperne på en kommunist og en socialdemokrat. Stina Ekblad i rollen som den pragtfulde mor til Søs og Erik, og som hele tiden kommer til at stå mellem børnene og ægtemanden Kai Holger. Sidstnævnte tjente for øvrigt godt på den jødiske ingeniør Meyers tegninger, da han havde skibet Meyer af til Sverige i ’43. Køberne var værnemagten, der havde masser af valuta i modsætning til alle andre på den tid.

Det er så oplagt

Allermest holder jeg af den bindegale Erik, der for enhver pris vil producere fjernsyn. Han satser huset og ægteskabet med Ida og deres lille dreng Bo. Koste hvad det vil, han vil producere fjernsyn, og han vil være den første producent overhovedet; og under alle omstændigheder vil han komme før Kai Holger på Bella. Han slår sig sammen med Meyer og de danner firmaet “Meyer & Nielsen”

Det er mange år siden, jeg sidst har set serien, men nu står det klart for mig: han er “skingrende bipolar”. Til og med afsnit fem ser man ham kun i maniske episoder, hvor han stort set kan gå på væggene, men så vidt jeg husker, kommer han senere i depressive perioder.

Nu har jeg aldrig produceret hverken fjernsyn eller radio, men jeg genkender alligevel en masse: Gå på væggene, blive fuldstændig opslugt af noget, så alt andet er ligegyldigt, ingen basale behov så som mad og søvn osv. Egentlig er det slet ikke så tosset med en mani, for man kan jo alt.

  • 85 pct. af min slægtsforskning er blevet til midt om natten – da det er en fredelig hobby, generede jeg ikke nogen med det.
  • I mange år arbejdede jeg til meget sent hver aften. Jeg havde ingen andre behov. Min karriere var i vidt omfang baseret på u-erkendte manier. Ingen så advarselstegnene.

Mange mennesker bruger masser af penge, når de er i den maniske fase. Det har jeg også gjort. Det, jeg husker tydeligst, er, at jeg på et tidspunkt købte tre computere på en dag. Da jeg kom hjem med dem, var jeg ikke helt klar over formålet… heldigvis var de ikke så dyre 🙂

, ,

Se nærmere til

Gammel musik?

Jeg ses jævnligt med en tidligere medpatient. Hun er rigtig sød og ca. 32 år. En dag nævnte jeg “Regnvejrsdag i november” af Pia Raug, og jeg fik tilføjet, at den kendte hun nok ikke. Jo jo hun kendte den skam godt, for hun havde deltaget i en kirkelig aktivitet, hvor der blev spillet “gammel musik” 🙂  Jeg kunne ikke lade være med at grine både af hende og mig selv.

Albummet “Hej lille drøm” er fra 1978 – og det er en stor del af min ungdom i 1980’erne.

Er det en single?

På en væg i stuen har jeg min egen gamle “Karius og Baktus”-plade rammet ind i mahogni sammen med coveret. Hun spurgte en dag, “Er det en single?” Det siger sørme meget om de år, der er gået.

Regnvejrsdag i november

En dag gik jeg hjem fra stationen i øsende regnvejr og kom pludselig til at tænke på “Regnvejrsdag i november”, og det specielle var, at jeg kunne huske stort set hele teksten. Det var jeg meget overrasket over. På den anden side har jeg jo en hørt den LP minimum 5.000 gange dengang…

Se nærmere til

Den smukkeste sang på pladen er “Se nærmere til“. Sangen er et digt, som en sygeplejerske på et engelsk alderdomshjem fandt i en afdød gammel dames sengeskuffe. Den kan jeg stort set også udenad. Jeg læste et eller andet sted, at den sang burde være pensum for enhver SOSU- og sygeplerskestuderende. Det, synes jeg egentlig, giver god mening.

God weekend!