, ,

Tour de France 2010

Hvorfor Tour de France?

Jeg tænker over det hvert eneste år: “Hvad er det der får mig til at sidde og se på Tour de France selv på de smukkeste sommerdage?” For mig er Tour de France et must. Jeg bliver urolig, hvis jeg ved der er en stor etape og jeg ikke ser den. Men hvad er det, jeg vil se?

Lidelse? Det må være et lettere sadistisk træk (jeg er eller meget fredelig) at ønske at se mennesker køre sig halvt ihjel op ad stigninger på 8-10-12 pct. med en puls på 200. Se på fortrukne ansigter og tandsæt, der ikke må forveksles med smil. Nej de smiler ikke op ad bjerget, de lider og giver det sidste de har i sig.

Nedkørsler? Nej jeg kan ikke lide at se dem tage chancer nedad med 80 km. i timen, ud til kanten og man se, at en dækbredde længere til højre eller venstre er der 400 meter forrevne klipper nedad. Min mave gør så underligt, når jeg ser det og med tiden får man det også skidt af at holde vejret så længe…

De flade etaper langs den belgiske kyst med sidevind? Nej nej de er jo kedelige og der sker ikke noget og det hele ender i sprintetape, som jeg næsten heller ikke kan udholde grundet risikoen for styrt på stregen. Måske burde jeg slet ikke se Tour?

Nej nej – det jeg vil se, er det hele i en stor forvirring og jeg synes, årets Tour de France er skruet umanérligt godt sammen. Det er simpelthen bedre tilrettelagt end i mange år. To gange Col du Tourmalet – jamen det er jo helt vildt. Jeg må sige, at jeg i morgen næppe har tid til at komme på arbejde og torsdag kan jeg vist lige nå hjem til strabadserne, hvis jeg går kl. 14:00 (jeg kører gerne min egen enkeltstart på min lille røde cykel for at få mest muligt ad af deres pinsler).

Det har ganske enkelt været spændende fra dag 1. Den første uge med indlagte brosten startede godt. Fårene blev hurtigt skilt fra bukkene og jeg er enig med både Jørgen Leth og Henrik Jul Hansen i, at cykelløbet skal være hårdt for at leve op til “Verdens hårdeste etapeløb”. Hvad ville der være tilbage, hvis vi pillede alt det farlige ud?

Jeg elsker at se dem køre op ad – elsker at se, hvem der allerede er sat og bliver sat én for én og samtidig følge med i duellen mellem Contador og Schleck og tjekke en Riblon, der holdt hele vejen til mål ganske alene op gennem helvedes forgård.

Jeg hader at se dem køre ned, men elsker at se de flotte billeder, der af og til dukker op, fx en valmuemark i fokus med 165 cykelhjelme i horisonten, holder af Leths fortællinger om egnens afgrøder, oste og slotte og af Rolfs sproglige “spasserier”. I går lykkedes  det så mænd Rolf at sige “Når stigningen er slemmest”. Arghhhhh!

I år har der været en del “gamle” klip – men altså ikke ældre end at de var fra Armstrongs stormagtstid. Det der får dem til at se gamle ud er, at der kommer et helt felt bragende med 80 km. i timen uden hjelm. Dengang forekom det naturligt, nu ligner det en avanceret form for forsøg på kollektivt selvmord.

Og ja Armstrong, hvordan kunne jeg glemme ham? Nu er han blevet en normal cykelrytter! Han kan nu både punktere, have andre defekter, styrte og blive sat. Rolf  sagde i går, at Armstrong har mistet sin koncentration; det er sikkert rigtigt, for før i tiden skete ingen af disse uheld for Armstrong – kun for alle de andre. De syv år med Armstrong var lidt småkedelige, for man vidste altid hvem der vandt. Det har åbnet løbet med al dramatikken og skønheden, at Armstrong ikke længere står ubesejret på podiet.

Touren er død/Le Tour est Mort

Hele dagen har jeg haft det som om nogen var død – det gik op for mig hvem: Det er Tour de France. Jeg har selv mejslet gravstenen og lover hermed, at det var min sidste post om Touren i år.

Good bye Tour.

,

Tour de Medicin? Exit Michael Rasmussen TdF 2007

Årets Tour er det rene doping-helvede. Michael Rasmussen er smidt ud, fordi han har løjet om, hvor han trænede. Han er set i Italien på det tidspunkt, hvor han selv har oplyst, han var i Mexico. Det kommer efter, han ikke oplyste, hvor han befandt sig, efter han fumlede med datoer om hvornår han ringede til en dame, der endnu ikke var ansat. Vinokurov er taget for bloddoping, Cofidis har trukket sig på grund af en positiv doping-test – hvad bliver det næste?

Serien “190 narkomaner på cykel” lakker mod enden, og det er måske meget godt. Situationen er snart værre end 1998, hvor det hele også ende i kaos på grund af det top-dopede Festina hold. Verdens smukkest sport er besudlet og trukket ned i sølet.

Modstræbende må selv jeg erkende, at det er forståeligt, at Rabobank har bedt Michael Rasmussen forføje sig. Det har været nævnt, at det er mærkeligt, at en mand, der planlægger alt i detaljer, vejer hvert havregryn, afkorter frempinden for at reducere cyklens vægt mv. ikke har haft omhu med sine where-abouts. Det er sørgeligt, og den samlede affære rejser efterhånden tvivl om, hvorvidt han er til at stole på. Men det er vigtigt at holde fast i, at manden ikke er blevet taget med fingrene i EPO-beholdningen, med for høj en hæmatokritværdi, med andres røde blodlegemer rodet sammen med sine egne eller lignende. Retssikkerheden gælder altså stadig også for idrætsfolk.

Måske er jeg vældig naiv, men jeg har aldrig forstået, hvor de ikke bare alle kan komme komme ca. 10 minutter senere frem til dagens målstreg. Hvis nu ingen snød med det ene og det andet, ville de alle køre lidt langsommere, og hvad så? Forestiller man sig, at alle kun kørte på pasta, müsli og ren råstyrke, ville styrkeforholdet vel være det samme, bare på et lavere niveau. Det er svært at forstå, hvad det er, der får dem til at lege med livet og deres karrierer. Er det ussel mammon? Var alle rene, ville der straks være en, der forsøgte at snyde for at komme foran de rene.