, ,

Thesis tema til WordPress

Thesis er ikke bare en designpakke

Jeg besluttede at bruge lidt penge på min elskede blog og jeg har købt “Thesis Theme for WordPress”, og selv om det ikke kun er en designpakke, men lige så meget er en del af SEO (Søgemaskineoptimering (fedt ord ikke?)), vil I i den kommende tid set lidt forskellige designs indtil jeg finder ud af, hvordan bloggen skal tage sig ud i fremtiden. Der vil ikke ske de store vilde ting, det lover jeg, men en af de ting jeg har lyst til at lave er at få datoen for det enkelte indlæg til at stå tydeligere. Måske er det herudover meget forfriskende med billedet over kalenderen, men det skal være mine egne billeder.

Så summa summarum: her vil være behov for lidt “forandringsparathed” den kommende tid, men jeg kan berolige med, at det går over!

, , ,

På ordlejr

I weekenden den 15. og 16. maj skal jeg på “ordlejr” = Wordcamp

Nu hvor flytningen af min WordPress-blog til mit eget domæne er en realitet, og min gode hjælper “kun” mangler at importere alle posterne fra slægtsbloggen, bliver det ekstra sjovt at deltage i WordCamp i en hel weekend. Jeg venter mig meget af den og håber det foregår på et niveau, hvor alle kan være med – også os der ikke bare lige ryster et par plugins ud af venstre ærme. Der er så mange mennesker i verden, der blogger, nu skal jeg møde nogle af dem IRL (in real live).

Jeg er så glad for, at jeg besluttede at betale mig fra bistand til flytningen, for det havde jeg ikke kunnet klare selv – men jeg tror på, at jeg kan bygge videre selv.

Det er i øvrigt en næsten berusende fornemmelse at stå med en “blank” blog, for hvilke elementer skal med ude i højre side – trænger der ikke til at blive ryddet op? Hvilke nye elementer kan være relevante?

På den anden side så er vi webbrugere stokkonservative og vil altid helst have, at alt er, som det plejer, for ellers kan vi ikke finde rundt. Indtil videre har jeg derfor valgt at lave en næsten tro kopi af den gamle blog og så må vi se, hvordan det udvikler sig. Jeg er stadig i gang med at læse “WordPress Bible”, men han går ret hurtigt i “Code mode”, og der står jeg lige så hurtigt af – og jeg ved godt, hvad problemet er: Det er, at jeg altid dybest set tror, at jeg skal kunne det hele på tre minutter, og at jeg kan læse mig til det. Michael, der har hjulpet mig med flytningen, fortalte, at han har arbejdet med WordPress i tre år! Så jeg må bare se at komme i gang!