, ,

W3 Total Cache

På WordCamp hørte vi om W3 Total Cache

W3 Total Cache sørger for at optimere performance, så bloggen vises og opdateres hurtigere. Jeg har nu få installeret W3 Total Cache og synes, jeg kan mærke, at det går hurtigere, at siden vises mere “snap – bang – så står den der”.

Det ville være interessant at vide, om der er nogle af mine læsere har den samme oplevelse af en forbedret hastighed!

W3 Total Cache henter man ned til WordPress som et plugin og installerer det (og når man ikke længere har SurfTown som host kan det lade sige gøre) og det koster ikke så meget som 50 øre. Endnu engang fascineres jeg over alle mulighederne på internettet, og begriber dybest set ikke, hvordan det dog kan lade sig gøre at udvikle alle disse herlige muligheder og dernæst stille dem gratis til rådighed for alverden.

Måske har udviklere af fx plug-ins det, som jeg har det med at lave redskaber til min egen og andres slægtsforskning: det er en passion, som man fuldstændig uegennyttigt bruger en masse tid på, ganske enkelt fordi man mener, det mangler her i verden – vi manglede Nygårds Sedler, ergo lavede vi dem; jeg mangler et systematisk overblik over Thyregod Kirkebog, altså laver jeg den; og når man alligevel har lavet noget, der er brugbart, vil man gerne dele det med andre på nettet.

Hvorfor optimere performance?

Alle undersøgelser viser, at bedre svartider giver en bedre brugeroplevelse, og med en bedre bruger-oplevelse bliver kunden også længere tid på siden. Jeg vil gerne have, at mine læsere bliver på siden og kommer igen, og derfor har jeg fået W3 Total Cache installeret. På et eller andet tidspunkt kan det være, det også viser sig i de forskellige statistikker.

Det vigtigste er dog, at du føler dig godt tilpas her på siden.

, ,

Flytning til Gigahost

Jeg har flyttet min side til Gigahost

Min vaskemaskine (en fin Miele) var blevet forkalket, så mens jeg ventede på reparatøren, der ville komme mellem 8:00 og 15:30 (!) flyttede jeg alle min sider fra Surftown til Gigahost, og det samlede antal ser sådan ud: 1,62 GB (1.745.990.399 byte), 25.853 filer, 1.218 mapper + 5 databaser med 200 tabeller. Det er først, når man begynder at flytte på tingene, det står klart for en, hvor meget man har lavet gennem årene.

Flytningen er gået så godt, at jeg forestiller mig, at jeg have overset noget – det kan ganske enkelt ikke være sandt, at det er gået så smertefrit – for jeg har ikke overblik over alle de filer og mapper.

Derfor: Hvis du kigger dig rundt på min side og finder noget, der ikke virker, vil jeg blive rigtig glad, hvis du vil sende en mail eller anden form for besked om det! Jeg tror, da nok, jeg har husket at rette i alle config-filerne, men sikker er jeg ikke, så jeg vil være glad for lidt hjælp.

Jeg håber virkeligt, at det varer mange år før jeg atter skal flytte webhotel, for det er et kæmpe arbejde og det er en af de opgaver, hvor man på en eller anden måde bare er glad, hvis alting ender som før, fordi forbedringerne er noget, der sker bag kulissen.

En lille synlig forbedring er der nu allerede sket! I perioden, hvor jeg selv hostede bloggen på Surftown fik jeg ingen mails, når der var nye kommentarer – men nu er der atter begyndt at komme en mail om, at der er en kommentar. Det er rigtig rart at få notifikationen, for at være sikker på, at jeg nu også fanger alle kommentarerne og får svaret på dem. Min blog lever nemlig højt på jeres kommentarer – og en blog skal være åben.

, , ,

WordCamp Denmark

En weekend i Vesterbro Kulturhus med WordPress!

WordPress Danmark har arrangeret WordCamp Denmark. Det er inspirerende at tilbringe to dage sammen med ca. 70 andre bloggere.

Det første oplæg “Derfor kan du ikke undvære en blog” handlede om branding – og jeg skal måske nok lige sluge, at hvis man ikke driver virksomhed, er det i realiteten en selv, man brander ved at blogge! Det næste jeg lige skulle sluge var Julia Lahmes bastante udsagn om, at en blogpost ikke skal være længere end 100 ord. Jeg er slet ikke enig; hvis en post skal have baggrund og perspektiv kan det ikke gøres med 100 ord.

Et rigtig godt indlæg var af Frederick Townes fra mashable.com, der tale om optimering af brugeroplevelsen og alt det man kan gøre for at bloggen loader hurtigere og mere effektivt. Han præsenterede blandt meget andet et plugin, som jeg gerne vil installere “W3 Total Cache”. Men min host tillader ikke installationen. Det være Surftowns “safemode on”, der driller. Jeg spurgte mig lidt for og opdagede til min skræk, at man hos Surtown heller ikke har adgang til den lette opdatering af WordPress, når version 3.0 er på gaden om få dage – man skal ned og rode i filer.

Pokkers – jeg vidste jo godt, at Surftowns safemode står modsat alle de andres, men jeg kendte ikke konsekvenserne. Nu må jeg så kigge mig om efter et andet webhotel eller måske rode mig ud i Surftowns Virtual Private Server (VPS), for jeg vil have frihed til at installere de plugins jeg har lyst til og brug for. På min blog skal der ikke være begrænsninger!